Hjælp til de dagpengeudfaldne, til samleveren på kontanthjælp, til lejerne, asylansøgerne, de ældre, de svage, de syge, hjælp til børnene, til fagforeningsmedlemmerne, til naturen, til miljøet og listen kunne blive endnu længere.

Danmark har fået den rødeste finanslov i den rød/blå regerings levetid. Sådan kan Finansloven for 2015 godt betegnes, og det er en sejr for især SF. Samt et nederlag for netop SF. For det var først, da partiet trådte ud af den regering, de havde kæmpet så hårdt for at blive en del af, at SF for alvor fik indflydelse på den politiske dagsorden.

Pia er en succes
Der er dog grund til at rose SF’s tredje formand i denne regeringsperiode, Pia Olsen Dyhr. Hun overtog en uriaspost i et totalt nedsmeltet parti, der netop havde sneget sig ud ad regeringens bagdør og lå i interne kampe.

Pia Olsen Dyhr har formået at få omstødt de fleste dødsdomme, der var afsagt over partiet, men hvor må hendes forgængere ved magten dog have det en smule ambivalent ved situationen. Altså, at partiet først for alvor får indflydelse nu.

Villy og kamelerne
Villy Søvndal vandt som partiformand DM i kamelslugning i sin iver efter at få SF i regering. Politisk indflydelse kom i anden række, og man løb fra en stor række valgløfter uden at kny.

Annette Vilhelmsen lovede som partiformand at bide sig fast i regeringsbordet, men det var (som hendes partikollega Karsten Hønge lakonisk udlagde det) desværre et rullebord, og hun blev først kørt rundt i manegen af Vestager og Thorning-Schmidt for så at blive kørt ud på et sidespor. Og slutteligt helt ud af regeringen.

Begge formænd må kandidere til titlen som den partileder, der fik mindst ud at være deltager i en regering.

Frygt for regering i krydsild
SF’s regeringsexit har også været en stor hjælp for Enhedslisten til at kunne komme med i en finanslovsaftale og faktisk få sat et anstændigt aftryk på denne.

Nu står der to partier til venstre for regeringen med sammenlagt cirka 17 procents vælgeropbakning, og den vælgermasse vil det være grumme ubehageligt for regeringen at lægge sig ud med i et valgår.

For havde Bjarne Corydon og Morten Østergaard indgået en finanslovsaftale med de blå partier, havde regeringen kunnet se frem til en aldeles håbløs valgkamp i en krydsild af beskydning fra både højre og venstre side. Nu kan den nøjes med at skulle tage de største slagsmål mod Løkke og co.

Den farlige regeringsdeltagelse
Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl kan se til fra sidelinjen og få bekræftet, at hans løfte om IKKE at ville have sit parti med i en kommende regering nok ikke er helt skidt; at man ikke nødvendigvis får mere indflydelse af at have ministerbil med egen chauffør, men at det faktisk tværtimod kan betyde det modsatte.

Det er SF’s seneste tre år i dansk politik et levende bevis på.

Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. I dag er han seniorrådgiver i Krogsgaard Kommunikation. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.

Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.