Annonce

Pio møder Ane Halsboe-Jørgensen

Netavisens navnefar har sat sig selv et mål. Han vil finde ud af, hvem hans arvtagere egentlig er. Det skal ske ved, at han starter en sætning og et medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe afslutter den. Men… Svarene må ikke blive selvfølgelige. Til gengæld må det gerne være skrevet med et glimt i øjet. Tredje gang med Ane Halsboe-Jørgensen, der er ordfører for social dumping, ungdomsuddannelsesordfører samt voksen- og efteruddannelsesordfører.
Mit navn er Ane Halsboe-Jørgensen… og jeg glæder mig i hemmelighed allerede ret meget til jul. Hyggen, samværet og de mange traditioner sætter jeg stor pris på. I år skal jeg for første gang holde jul med min lille niece, der skal opleve det hele for første gang. Det bliver skønt.

Da jeg var barn… var jeg så nysgerrig, at jeg havde et trick med at være helt stille, når de voksne havde gæster, og min sengetid nærmede sig. Nogle gange slap jeg af sted med at ligge under bordet og lytte til grin og snak, indtil jeg faldt i søvn.

I dag… er jeg stadig lidt af et selskabsmenneske. Jeg trives bedst med mennesker omkring mig. Det samme gælder, når jeg arbejder. De bedste løsninger findes i fællesskab.

At være ordfører for social dumping… er for mig noget ganske særligt. Jeg er den første af slagsen, og det er på mange måder hjerteblod for både socialdemokratiet og hele arbejderbevægelsen. I mine øjne er det en af fremtidens helt store udfordringer: Hvordan forbinder vi globalisering og åbne grænser med tryghed i folks arbejdsliv? Det er en opgave, vi SKAL løse. 

Man skal generelt passe på politikere… der har mistet proportionerne. Når Lars Løkke siger, at 2000 kroner fra eller til om måneden ikke betyder noget - det er jo bare et par sko - så har han mistet forståelsen for, at nogle mennesker i vores land har svært ved at få råd til hverdagen.

Karsten Lauritzen… er faktisk min 'date' i aften. Vi skal til det første af en række lyttemøder. Denne gang i Brønderslev, hvor folk kan komme forbi og fortælle, hvad der betyder noget for dem. Jeg vil gerne gøre afstanden fra Brønderslev til Borgen så kort som mulig. Derfor har vi inviteret på kaffe og snak.

På turene hjem til Nordjylland… får jeg sat ansigter på de mange love, vi arbejder med på Christiansborg. For mig giver det for eksempel mest mening at gøre noget for folk med læse- og stavevanskeligheder, når jeg kan lukke øjnene og se dem for mig, fordi jeg lige har besøgt dem på AOF.

Jeg bliver så glad… sammen med mennesker, jeg holder af. Min mand, familie, gode venner - i deres selskab er det svært ikke at smile. 

Men jeg slukker altid for TV2 News… når der går fnidder i den. Jeg elsker en god politisk diskussion. Men alt det der fnidder, der følger med, det kan jeg godt undvære. 

I 2050 håber jeg… stadig at få lov at lave noget, der er lige så meningsfyldt, som nu.


Flere artikler om emnet