Ud med retsforbeholdet – ind med tilvalgsordningen

Tiden er knap. Regeringen håber på at have en køreplan klar inden jul, og statsministeren har derfor indkaldt de EU-positive partier: Venstre, Konservative og Socialistisk Folkeparti til forhandlinger om en aftale. Der er dog uenighed om, hvilke områder Danmark skal vælge til.

Socialdemokraterne ønsker at gå med i det strafferetslige samarbejde samt politi, altså Europol, men har tidligere i faste vendinger afvist tanken om at få en Bruxelles-bestemt udlændingepolitik ind ad bagdøren.

Også Venstre er imod, og de to partier er derfor enige om at få vetoret for at undgå tab af kontrol over udlændingepolitikken. Forslaget møder dog modstand hos SF og kan derfor blive et problem i forhandlingerne.

Statsminister Thorning-Schmidt ønsker en bred aftale:

”Jeg tror kun, vi kan få den afstemning, hvis der er meget tydelige rammer om, hvad folkeafstemningen handler om, og hvis vi forpligter hinanden til, at uanset hvem der vinder næste valg, så skal afstemningen finde sted,” siger Helle Thorning-Schmidt til TV2

Danskerne har allerede givet deres opbakning til en tilvalgsmodel:

”81 pct. af befolkningen mener, at Danmark fortsat skal være en del af EU-samarbejdet om at bekæmpe organiseret kriminalitet, der foregår i Europol. Men på grund af retsforbeholdet vil Danmark være tvunget til at forlade dette samarbejde i 2015, med mindre retsforbeholdet afskaffes, eller der findes en anden samarbejdsmulighed,” skrev Tænketanken Europa i en undersøgelse fra juni 2014, og nu er det formentligt kun et spørgsmål om tid, før retsforbeholdet bliver afskaffet.


Flere artikler om emnet

Annonce