Spis brød til, før vi bliver kvalt i klam mad

Jagten på Danmarks nationalret er nu afsluttet. Men der er et stadigt behov for at diskutere vores spisevaner. Danskerne bruger ganske få penge på mad, vores fødevarer er proppet med E-numre, og meget mere mad kunne produceres lokalt til gavn for både det lokale erhvervsliv og miljøet.
De sidste par måneder har debatten kørt på, hvad danskernes nationalret skal være. Det har været en passioneret kamp sat i gang af fødevareminister Dan Jørgensen, som har startet noget af en madrevolution. Men ikke alle har været begejstret for ministerens initiativ, og både politikere og debattører har været ude med riven og kaldt den både ”nordkoreansk” og ”københavnersnobbet”.

Vi behandler mad som noget, der skal overstås. Ikke noget, der skal nydes. Vi spiser os ihjel; også selvom vi måske ikke bliver fede, så slår vi os selv ihjel med mad. Med E-numre, fejlernæring og forhastede mikroovns-burgere indtaget foran skærmene.

Jeg ser et stort behov for fokus på danskernes madvaner af fire grunde: For det første spenderer vi meget få penge på mad, hvilket går ud over kvaliteten. For det andet propper vi kroppen med ting, der (trods vores gratis og fremragende sundhedsvæsen) slår os tidligt ihjel – desværre tidligere, desto fattigere, man er. For det tredje importerer vi meget mad, der bliver produceret under kummerlige forhold for arbejderen og endnu mere kummerlige for produktet. Og for det fjerde har vores ringe kendskab til kost og krop den sideeffekt, at vi primært går op i, hvordan kroppen ser ud og ikke, hvad den kan bruges til.

Vi behandler mad som noget, der skal overstås. Ikke noget, der skal nydes. Vi spiser os ihjel; også selvom vi måske ikke bliver fede, så slår vi os selv ihjel med mad. Med E-numre, fejlernæring og forhastede mikroovns-burgere indtaget foran skærmene.

Jeg tror, at vi har debatteret alting til absurde niveauer så længe, at vi har glemt, hvad handling er. Derfor kritiseres en repræsentant fra vores udøvende magt for at handle

Fødevareminister Dan Jørgensen har brugt omkring en million skattekroner på at købe ugevis af fokus på disse forhold: De fem leveår, vi alle i gennemsnit kunne vinde ved en sundere madkultur. De arbejdspladser, der kunne skabes ved at købe lokale varer. De drivhusgasser, der kunne spares derigennem. De børn, der kunne undgå at starte i 0. klasse som fede. De unge, der ikke ville være kropsforskrækkede, fordi de kendte deres krop. Og de voksne, der kunne komme til at mærke kroppen arbejde med dét, den er skabt til at arbejde med.

Men kritikken har haglet ned fra højre og venstre, og projektet været hånet fra dag ét. Væk er alle gevinsterne ved at have en sund madkultur for i stedet at holde debatten kørende. For at erklære sig uenig. For at pege fingre. Vi har vænnet os til, at den eneste holdning, der er noget værd, er den modsatte. Og dén tendens satte sig i denne debat galt i min hals. Midt mellem chips, burger og cola.

Jeg tror, at vi har debatteret alting til absurde niveauer så længe, at vi har glemt, hvad handling er. Derfor kritiseres en repræsentant fra vores udøvende magt for at handle; både i nationens interesse og med nationens interesse, kan man tilføje.

Så kære kritiske debattører: Spis brød til. Det er sundt at have en mening og ytre den; men det er sund fornuft at tie, når der sker gode ting. Og det er altså en god ting, at vi begynder at diskutere vores madvaner.

Niels Gyldenlund Mikkelsen (f. 1986) er medlem af DSU og Socialdemokraterne.


Kommentarer fra Facebook