Grønlandsk valg varsler forandring

Det socialdemokratiske parti Siumut ser ud til at genvinde magten i Grønland, men grønlænderne skal ikke forvente sig mere af det samme.
 Vintersolen maler himmelen over Nuuk i rødlige nuancer fra sin plads under horisonten. Da det grønlandske valg blev udskrevet, mente mange kommentatorer, at solen var ved at gå ned over det socialdemokratiske parti Siumuts rolle i det grønlandske samfund.

Landstyreformand Aleqa Hammond fra Siumut trak sig under kraftige beskyldninger om misbrug af offentlige midler, da hun havde oparbejdet en gæld til det offentlige. Til trods for at Hammond bedyrede, at der intet ulovligt var foregået, og at Hammonds regering netop havde overlevet et mistillidsvotum 30. september, måtte der udskrives valg dagen efter, da to af Siumuts ministre samt koalitionspartiet, det socialliberale Atassut, trak sig fra regeringen dagen efter.

Nye kræfter
Alle kommentatorer stod klar til at hylde Sara Olsvig, der er ny formand for det store venstreorienterede oppositionsparti IA, som ny statsminister. Olsvig er relativt uprøvet i politik. Hun stillede for første gang op til en politisk post ved valget til Folketinget i 2011, hvor hun opnåede den ene af Grønlands to mandater. Olsvig bragede igennem og fik 7.956 personlige stemmer – svarende til 33,8 % af alle afgivne stemmer. Som ambitiøs og akademisk uddannet var hun udråbt som Grønlands nye politiske stjerne. Ved valget til Landstinget (Grønlands parlament) i 2013 fortsatte Olsvigs stjerne med at stige, da hun kun blev overgået af IA’s daværende formand Kuupik Kleist samt fhv. minister Maliina Abelsen, der sidenhen har forladt politik.

Da Kleist trak sig som formand efter valget, blev Olsvig set som den naturlige arvtager til Kleist. Men hun havde nær gjort regning uden vært. Aqqaluaq Egede stillede op som modkandidat til IA’s formandsvalg. Selvom begge kandidater er unge, repræsenterer de hver deres fløj i IA. Olsvig repræsenterer den nye akademiske, Nuuk-baserede elite i Grønland. En elite der typisk har tilbragt mange år på uddannelse i Danmark i deres formative år. Egede repræsenterede derimod den traditionelle venstrefløjs IA’er. Da stemmerne var talt op, havde Olsvig vundet formandsposten med kun to stemmers flertal.

Partiets mand afløste Hammond
Valgkampen i Grønland blev sat til 6 uger, men Siumut stod med et frygteligt udgangspunkt. Med udsigt til de første to ugers valgkamp, hvor Siumut ville stå uden formand, var banen åben for Olsvig. Til trods for at IA havde krævet nyvalg stort set fra dag et efter valget i 2013, virkede partiet i vildrede. Olsvigs udtalelser bliver kritiseret for at være tomme og indholdsløse. Set i lyset af, at Grønland står overfor en enorm økonomisk udfordring fra vigende indtægter og stigende udgifter til en ældrebyrde – også kaldet dødens gab – undrer det endvidere, at IA ikke har fremlagt en plan for at trække yderligere investeringer til Grønland.

Partiformand Kim Kielsen (Siumut) interviewes af DRs politiske redaktør Ask Rostrup.

Siumut valgte i mellemtiden Kim Kielsen som ny formand. Kielsen er tidligere skibsassistent og politibetjent, og har tidligere været minister for boliger, infrastruktur og råstoffer. Kielsen er kendt som en markant politisk skikkelse fra en klan af politisk aktive Siumutter. Til trods for flere modkandidater – herunder en af Siumuts stiftere, tidligere landsstyreformand og mangeårigt folketingsmedlem Lars-Emil Johansen – vandt Kielsen en knusende sejr ved formandsvalget. Kielsen er kendt som en lidenskabelig fisker og fange, og han beskrives som bundreel, lun og meget kontant. Selvom valget af ham som formand ikke kom bag på mange, lå det ikke i kortene, at Kielsen skulle være landsstyre- og partiformand. Kendt som partiets mand uden de store magtambitioner, har Kielsens indstilling altid været, at han var der, hvor han gjorde mest gavn for partiet.

Siumut varsler reformer
Kort efter valget til formand begyndte Kielsen at præsentere sin plan for, hvilke reformer Grønland skal foretage for at komme helskindet gennem dødens gab. Centralt i planen er at trække udbytte ud af nogle offentlige selskaber og sælge andre helt. Den frigjorte kapital skal investeres i en turismeinfrastruktur i form af nye lufthavne og havne flere steder i Grønland. Derudover skal eksisterende lufthavne udvides efter OPP modeller. Turisme er i dag en marginal industri i Grønland. Sidste år havde Grønland således 88.000 overnatninger mod Islands 3,7 mio. overnatninger. Logikken bag planen er, at private investorer ikke vil udvikle en turismeindustri i form af hoteller og oplevelser, hvis ikke det offentlige leverer adgangsmuligheder for turister.

Men også hovederhvervet fiskeriet er i fokus. I sin første Tv-debat trak Kielsen en 20-krone frem: ”Så meget får fiskerne for et kilo stenbiderrogn”, sagde Kielsen, inden han trak 400 kroner frem med den anden hånd: ”Så meget sælges rognen for i Danmark”. Med det lille gimmick satte han fokus på sin plan om at sænke selskabsbeskatningen for at gøre det attraktivt at forarbejde fisk og rejer i Grønland. På den måde skabes arbejdspladser og yderligere indtægter, argumenterer Kielsen.

Skat er centralt tema
Olsvig derimod foreslår at ændre beskatningsformen i Grønland væk fra flad beskatning over til progressiv beskatning, indføre ejendomsskat og fjerne rentefradraget for boliger. Rentefradraget er nu er på 100 %. Yderst upopulære forslag i Nuuk, hvor boligmanglen er stor og boligerne meget dyre. Beskatningsmodellen rammer samtidig den akademiske elite, der ellers normalt er en del af IA’s base.

Det liberale parti Demokraterne modsætter sig IA’s forslag, og partiet har med stor dygtighed været på vælgerhugst blandt IA’s vælgere i Nuuk. Demokraterne var ellers koalitionspartner med IA inden valget i 2013, men siden har Demokraternes nye formand Anda Uldum formået at skabe en ny stemning for det lille parti, der ellers var dømt ude af kommentatorer.

Siumut modsætter sig også IA’s forslag om skatteomlægning, fordi Siumuts plan vil flytte offentlige anlægsmidler væk fra boliger og over i infrastruktur. Derfor er det nødvendigt at private midler driver boligbyggeriet især i Nuuk, hvor boligmanglen er udtalt.

Tidligere landsstyreformand er joker
Den store joker i valget er Hans Enoksens nystiftede parti Naleraq. Enoksen har tidligere været Landsstyreformand for Siumut, men han forlod partiet i protest efter et internt opgør med Aleqa Hammond kort efter valget i 2013. Hammond overtog formandsposten efter valgnederlaget i 2009, men hun havde allerede i 2008 forsøgt at vælte Enoksen i et kampvalg, som Enoksen dog vandt. Enoksen er kendt som en dreven politiker og repræsentant for de midt- og nordgrønlandske fiskere, og han har været på hugst blandt de traditionelle IA vælgere og visse Siumutvælgere. Ved at fokusere på de helt traditionelle grønlandske dyder, udfordrer Enoksen også det stærkt venstreorienterede Parti Inuit.

Nuuk mod resten
Ved valget i 2013 havde Siumut absolut flertal inden Nuuk blev talt op. Da Nuuk var talt op, havde Siumut fået imponerende 42,8 % af stemmerne, men forskellen på Nuuk og resten af Grønland stod meget tydeligt. Op til dette valg præsenterede Siumut og Atassut en finanslov, der omfordelte 53 mio. kr. fra Kommune Sermersooq (Nuuks kommune) til resten af Grønland. Det modsatte Sermersooqs borgmester Asii Chemnitz fra IA sig på det kraftigste, og hun meldte som konsekvens Sermersooq ud af Grønlands Kommunernes Landsforening. IA har siden landspolitisk bakket Chemnitz position op.

Dermed har IA manet sig op i et hjørne, hvor man har bragt sig på kant med de traditionelle vælgere, da man ikke i samme grad ønsker at omfordele penge fra rige Nuuk til resten af Grønland til trods for store – og stigende – forskelle i det kommunale serviceniveau. Samtidig har man bragt sig på kant med kernevælgerne i Nuuk med forslaget om en skattereform, der vil ramme den økonomiske elite hårdest.

Selv hvis partiet holder fast i kernevælgerne i Nuuk, står partiet tilsyneladende isoleret under evt. regeringsforhandlinger, idet den gamle koalitionspartner i Demokraterne gennem valgkampen har bejlet kraftigt til Siumut. Demokraterne er udover skattepolitikken også lodret uenige med IA på erhvervsområdet og mht. om man skal holde en folkeafstemning om uranudvinding.

Derimod har Enoksen og Kielsen et kendt personligt venskab, og kombineret med tilnærmelser fra Demokraterne, og gode erfaringer fra koalitionen med Atassut, ligner Kielsen – politibetjenten og erhvervsfangeren fra Paamiut – det oplagte bud på Grønlands næste regeringsleder.

Mikkel Møller Schøler er cand.scient.pol. og har tidligere arbejdet som medlemssekretær for folketingsmedlem Doris Jakobsen fra Siumut.

Edit: Redaktionen var ikke opmærksom på, at Mikkel Schøler rådgav Siumut, da vi henvendte os for at høre, om han ville skrive til avisen om valget i Grønland.


Flere artikler om emnet

Annonce