Annonce

Spinmanual udstiller Løkkes Venstre

Afsløringen af Venstres spinmanual med 80 siders angreb på regeringen viser endnu engang, at Lars Løkke siger ét, gør noget andet, og, når han bliver opdaget, lader løjtnanterne tage skraldet.
Partiet Venstre er blevet taget med hånden nede i kagedåsen med afsløringen af deres ”debatmappe”. Manualen består af fem ukonkrete punkter om, hvad Venstre vil, og resten er brugt på, hvad regeringen og Socialdemokraterne har gjort, ikke har gjort, har ment og ikke gør længere. Side op, side ned.

Partiformand Lars Løkke Rasmussen har ellers så sent som i sommers sagt, at han ikke vil være med til at kaste med mudder. Og måske vil han heller ikke gøre det selv, men der er heller intet, der tyder på, at han vil forhindre partifællerne i at stille op til en lang negativ smædekampagne mod regeringen. At få andre til at lave det beskidte arbejde, mens han selv behændigt undgår at svare på journalisternes spørgsmål, er Lars Løkke Rasmussen i en nøddeskal.

Helt til grin blev Kristian Jensen, da han på TV2 News onsdag aften forsøgte at bortforklare nogle af manualens mere opfindsomme påstande mod Enhedslisten med, at det kun var et udkast. Det er noget sludder, for det var den færdige manual, som var blevet delt ud til Venstres 300 folketingskandidater, kredsformænd og kampagneledere på et kandidatseminar i weekenden.

Den høje moralske hest
Forleden morede Venstre-folkene sig kosteligt over den nye socialdemokratiske erhvervsklub, fordi klubben minder om den konstruktion, som Socialdemokraterne har beskyldt Venstre for at have. Nu er Venstre så selv faldet ned fra den høje, moralske hest, som de har sat sig op på. Og selvfølgelig gør det ondt, når partiet nu selv rammer jorden tungt, efter at have været en tur oppe på hesten .

At Venstre, og alle mulige andre partier, laver argumentationshæfter og notater om modstandernes politik er ikke noget nyt. Alle, der har været aktive i et politisk parti, ved også, at det ikke nødvendigvis er alle læserbreve, der bliver skrevet af dem, som skriver under på dem. Men derfor er det stadigvæk ”en sag”, når det bliver opdaget, for vælgerne bryder sig ikke om det.

Afsløringen af Venstres spinmanual er bare med til at forstærke indtrykket af det topstyrede politiske spil, der foregår på Christiansborg. Hvor dét at angribe og sværte modstanderne til er vigtigere end selv at komme med politiske udspil.

Lars Løkke Rasmussen siger muligvis, at han ikke vil kaste med mudder, men at han sidder i skyttegraven og blander jord med vand, kan der vist ikke være tvivl om.

Hele Venstre manual kan læses her: Debatmappe_oktober_2014_endeldig.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet