Det er træls, at det er blevet lækket. Sådan siger Venstres næstformand Kristian Jensen til det forhold, at Venstres 80 sider lange ”angrebsmanuel” er røget ud i medierne. Det tror jeg bare ikke helt på, at Kristian Jensen mener, det er.

For hvis Venstre i ramme alvor troede, de kunne sende et hemmeligt og kontroversielt notat ud til 300 af deres medlemmer og så regne med, at det ville forblive hemmeligt, er Venstres top himmelråbende naiv. Det er ikke min oplevelse, at formandsparret Rasmussen/Jensen er naive.

Sms-strøm fra lukket land
Under formandsopgøret i Venstre tidligere på året, hvor partiet kæmpede for sin troværdighed, for sin førerposition i meningsmålingerne, for sin favoritrolle til at skulle lede Danmark efter næste valg, fossede der hemmelige oplysninger ud i pressen fra begge lejre time efter time. Selv inde på det afgørende møde i Odense sad adskillige deltagere og agerede solonyhedstjeneste ved løbende at lade oplysninger sive ud fra det lukkede lokale pr. sms. Så ingen i Venstres top kan have gjort sig illusioner om, at angrebsmanualen kunne forblive et internt dokument særlig længe.

Side 13 har eksempelvis en fin boks, der giver Venstre-kandidaterne ”Tre angreb på regeringen”. Det ene af punkterne hedder ”Hvorfor har regeringen pludselig mistet reformmodet?”. Hvis det bedste forsvar er et angreb, vil jeg i dette tilfælde nødigt se forsvaret

Mere snak om løftebrud
Da Kristian Jensen blev konfronteret af TV2’s reporter, der stod med manualen i hånden, greb han gladelig chancen til at give Socialdemokraternes politik en ordentlig overhaling. Der var fri ætertid til at fortælle, at modstandernes politik slet ikke hang sammen. Jensen fik mulighed for at remse flere af de løftebrud op, som Venstre mener, regeringen har begået. Og fik mindet vælgerne om det igen. Helt gratis.

So ein Ding haben wir nicht!
Men tilsyneladende er man i de andre borgerlige partier bange for, om angrebsmanualer kan være partiskadelige størrelser. Altså hvis sådan én af slagsen kommer til offentligt kendskab i sin ucensurerede form.

Både Konservative og Dansk Folkeparti var i hvert fald hurtigt ude at angribe Venstres angrebsmanual. Dansk Folkeparti kaldte det langt ude, og Konservatives eksformand Lars Barfoed fastslog, at de ikke havde den slags angrebsmapper liggende til partiets kandidater. Begge partier udleverer eftersigende blot en kandidatmappe med spørgsmål og svar til deres egen politik.

Hvordan har de så lært samme argumenter?
Det begynder at lyde en lille smule frelst i mine ører. Jeg har i hvert fald både hørt MF’ere og endnu ikke valgte kandidater fra begge partier foretage endog ganske anstændige retoriske angreb på den nuværende regering og endda hørt forskellige kandidater bruge nøjagtigt samme argumenter med nøjagtigt samme formuleringer. Har de to partiers pressetjenester virkelig aldrig lavet et overblik over, hvor de mener, at modstanderne fejler? Hvis svaret er nej, er der tale om komplet inkompetente presseafdelinger, og det nægter jeg at tro på, at partierne er udstyret med. Men man kan sikkert også kalde den slags andet end ”angrebsmapper” og ”angrebsmanualer”, uden indholdet behøver differentiere sig væsentligt af den grund.

Noget af et angreb
Nogle af Venstres angrebsmanuals punkter kan i øvrigt muligvis få problemer med at bestå et antibanalitetstjek. Side 13 har eksempelvis en fin boks, der giver Venstre-kandidaterne ”Tre angreb på regeringen”. Det ene af punkterne hedder ”Hvorfor har regeringen pludselig mistet reformmodet?”. Hvis det bedste forsvar er et angreb, vil jeg i dette tilfælde nødigt se forsvaret.