Den nye bog om Lars Løkke Rasmussen tegner et usympatisk portræt af en politiker helt uden menneskelige skrupler og helt uden fornemmelse for dit og mit. Men det vidste man jo egentligt godt i forvejen.

Nogle gange er forventningens glæde den største. Jeg havde nemlig også hørt rygterne om bogen ”LLR” der udkom mandag: Om saftige afsløringer af alle damer, bilag, sprut og luksus i Lars Løkke Rasmussens liv. Bogen der ifølge rygtesmedene ville blive Lars Løkkes politiske testamente, en armbolt til en druknende. Rygtesmedene oversolgte i den grad projektet, for bortset fra en historie om, at Lars Løkke har slidt en chauffør psykisk ned og Venstre har lavet nogle skattetekniske fiflerier, som friholdt Løkke for at skulle betale skat, så er det så som så med de saftige afsløringer.

Men det siger måske også mest om Lars Løkkes alenlange synderegister, at den slags afsløringer blot får en til at trække på skulderen. Det er jo bare endnu et punkt på et forvejen lang liste af fråds og fantasiforklaringer om hvorfor.

Bogens forfattere, de to BT-journalister Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog, skriver i indledningen, at det er et forsøg på at tegne et portræt af Lars Løkke. Det fejler de med. Bogen gør nemlig ikke læseren klogere på Lars Løkke Rasmussen. Bogen fremstiller ham som en gennemført gnaven, småalkoholiseret magtmenneske, der absolut har sine bedste dage bag sig. Det virker som om forfatterne overhovedet ingen sympati har for deres emne.

For LLR handler i virkeligheden utroligt lidt om Lars Løkke Rasmussen, men er mere et portræt af partiet Venstre, mens Lars Løkke Rasmussen har siddet i formandsstolen. Den er bygget op omkring dels en række nedslag i forskellige af Lars Løkkes efterhånden mange sager, dels en gennemgående beretning om mødet den 3. juni i Odense, hvor Lars Løkke Rasmussen i sidste øjeblik fik reddet sin politiske karriere.

Afsnittet om, hvad der skete den 3. juni i Odense, er en uddybning af hvad man blandt andet også tidligere kunne læse i Zetland-singlen Aftalen i kælderen, der kom tidligere på året. Så kan alle aficionados mæske sig i spændende oplysninger om hvem der sagde hvad til hvem og hvem der talte med hvilke journalister om hvad og hvornår. Historien er kort, at Løkke regnede med, at han ville gå af, men i sidste øjeblik fik Kristian Jensen kolde fødder, og så blev det ikke til noget.

Måske fordi der er så meget fokus på sager og på håndteringen af dem internt i Venstre, bliver det meget ”Så sagde Claus Hjort det, og så sagde Claus Richter det, og så sagde Carl Holst noget helt tredje,” og man skal nok være mere end almindelige politisk interesseret for at finde det virkelig interessant, hvem der sagde hvad og hvornår på et eller andet forretningsudvalgsmøde.

Det betyder også, at man som læser skal trækkes med uinteressante sidehistorier som for eksempel en om Inger Støjbergs udlændingepolitiske slagsmål med Eyvind Vesselbo eller en om kampene mellem de forskellige Venstre-kaffeklubber. Historier, hvor Lars Løkke Rasmussen er helt fraværende.

Har man ikke lige læst aviser eller set tv de sidste fem-seks år, er LLR en udmærket måde lige at blive opdateret på, hvad der er sket i Venstre i perioden, men ellers er det ikke meget nyt at hente. Jo, en oplysning om, spoiler alert, at Lars Løkke er farveblind.

’LLR’, Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog, begge journalister på BT, Berlingske Media Forlag i samarbejde med People’sPress. 288 sider. 249 kroner.