Annonce

DR brugte Venstremand til historie om ledige

Gartneriejeren fra DR-programmet ”Den dag de fremmede forsvandt” er medlem af kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune for partiet Venstre.
En af de medvirkende i DR's tv-eksperiment, ”Den dag de fremmede forsvandt” (del II), er mangeårigt kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre. Et parti hvor et stort flertal mener, at dagpengene er for høje, og kravene til ledige for lave.

Mogens Christensen, der foruden at være gartneriejer, er en kommunalpolitisk veteran, blev for første gang valgt til kommunalbestyrelsen i 1990, og i dag er han både gruppeformand og medlem af økonomiudvalget i Nordfyns Kommune.

Oplysningen havde måske været meget rar for seerne at have med i overvejelserne, når nu Mogens Christensen mener, at han hellere vil ansætte udlændinge på dårligere vilkår end danskere.

Hele diskussionen om lediges villighed til at arbejde, om ydelserne er for høje og kravene for lave, er et ret stort politisk tema, og derfor havde det klædt DR og produktionsselskabet SVT at varedeklarere deres kilder ordentligt.

Ikke første gang
Det er samtidig tankevækkende, at det åbenbart er et særligt stort problem for virksomhedsejere, der også er aktive borgerlige partimedlemmer, at finde dansk arbejdskraft.

Det er knap to år siden, at TV2 nyhederne bragte et nyhedsindslag, hvor tre virksomhedsejere klagede over, at der ikke var nogen ledige danskere, der søgte job. Alle tre kilder viste sig imidlertid at være aktive medlemmer af henholdsvis Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Den gang sagde den nu socialdemokratiske folketingskandidat Mattias Tesfaye:

”TV 2 gør grin med seerne, når de tre aftener i træk har store indslag med virksomheder, som ikke kan få nogen ansøgninger til deres ledige job. Man får indtryk af, at noget er helt rivravruskende galt med vores samfund. Jeg har selv familie og venner, der er arbejdsløse, og de søger fra om morgenen til sent om aftenen. Det kan godt være, der er et problem, men historien bliver fuldstændig ødelagt af, at kildevalget tyder på en veltilrettelagt borgerlig kampagne.”

Bortset fra at tv-stationen er en anden, så er kritikken fra dengang stadigvæk passende.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet