Folketingets Bibliotek er en institution i folkestyret. Her kan folketingsmedlemmerne, deres medhjælpere og ansatte søge viden og baggrundsinformation. Biblioteket har eksisteret siden 1848, og på læsesalens mure kan man betragte relieffer af særligt fortjente parlamentarikere, der gjorde en bemærkelsesværdig indsats for biblioteket. Alle de portrætterede er mænd, med en enkelt undtagelse: Grete Hækkerup.

Stammoder til Hækkerup-klanen
Hækkerup-klanen er blevet et begreb i dansk politik, og det kan være svært at skelne den enkelte politikers indsats fra ”klanens”. Det gælder måske særligt for Grete Hækkerup, der på trods af mange års medlemskab af Folketinget i høj grad huskes som den flamboyante og karismatiske udenrigsminister Per Hækkerups kone. Siden har også hendes sønner Klaus Hækkerup og Hans Hækkerup siddet i Folketinget, ligeledes Klaus Hækkerups to sønner Nick og Ole, foruden Oles kone, Karen, og Hans’ tidligere kone, Lise. Alle valgt for Socialdemokraterne.

Som stammoder til en socialdemokratisk politikerfamilie er det bemærkelsesværdigt, at Grete Hækkerup var født ind i en anden politisk tradition. Hendes pigenavn var Hurup, og hun var datter af Nic. Hurup, der var blandt Det Radikale Venstres stiftere.

Nic. Hurup tilhørte husmandsfløjen af De Radikale og ville gennem oplysning af landbefolkningen, afrustning og sociale forbedringer cementere og folkeliggøre den demokratiske styreform, der havde indfundet sig efter Systemskiftet i 1901. Særligt gjorde Nic. Hurup sig gældende i opbygningen af den radikale landsdelspresse, og han var blandt andet redaktør for de radikale aviser i Silkeborg og Horsens.

Nic. Hurups datter Grete var i begyndelsen af 1930’erne taget til København, hvor hun blev slået af den sociale nød, der var i gaderne. Hendes søn Klaus beretter, at hun selv fortalte, at:

”Hun blev socialdemokrat, da hun mødte arbejdsløsheden, som var synlig i de lange køer af arbejdsløse i København. Jeg ved ikke med sikkerhed, hvornår hun blev medlem af partiet. Det er jo ofte en lang proces at finde frem til ”sit” parti. Men som jeg husker det, meldte hun sig ind i Socialdemokratiet efter at have truffet min far.”

Grete mødte Per Hækkerup på deres fælles arbejdsplads i Københavns Skattedirektorat, og i 1939 blev de gift. Per Hækkerup havde da allerede længe været socialdemokrat og DSU’er. Det socialdemokratiske engagement var en familietradition, som Per bar videre fra sin storebror og sine forældre.

Ligestilling i politikerægteskabet
For Per Hækkerup førte engagementet til, at han i 1946 blev formand for DSU og i 1950 folketingsmedlem. Sideløbende med, at Per fik mere indflydelsesrige poster, fik Gretes engagement et mere konkret udslag. Egentlig var det begyndt tidligere, forklarer Klaus Hækkerup, for Grete havde hele tiden haft politiske ambitioner:

”Men husk på, at besættelsen gav hende mange andre forhold at forholde sig til: min far i modstandsbevægelsen, min fødsel og dagen og vejen i et besat land."

Familien var i begyndelsen af 1950’erne flyttet til Lillerød i Nordsjælland, og her skabte Grete Hækkerup sig fra 1954 en base i sognerådet.

”Dengang var det for mange naturligt at begynde i lokalpolitik," forklarer Klaus Hækkerup. ”I modsætning til nu skulle man ’have gjort sig fortjent’ til et folketingskandidatur. Så har det sikkert også passet hende godt at kunne være engageret lokalt, medens mine brødre og jeg var små.”

Efter kortere smagsprøver havde Grete Hækkerup fast sæde i Folketinget fra 1970-81. Her kom hun til at have et tæt dagligt samarbejde med Per Hækkerup, og med Klaus’ ord var de: ”i praksis meget et politikerægtepar – og jeg tror også, de så sig selv som sådant."

Hvor Per som minister i Jens Otto Krags og Anker Jørgensens regeringer havde en meget udadvendt adfærd, så arbejdede Grete mere på de indre parlamentariske linjer.

I 1971 fik hun sæde i Folketingets Præsidium som første næstformand, hvilket var en glæde for hende, for hun var: ”Ikke en konfrontatorisk politiker og så helst brede flertal. Derfor passede arbejdet i præsidiet – der jo ofte arbejder tværpolitisk – hende også rigtig godt," forklarer Klaus og fortæller, at udnævnelsen endvidere åbnede for hendes arbejde for Folketingets Bibliotek, hvor:

”Den radikale holdning med kulturoplysning synes at have spillet en ikke uvæsentlig rolle. Hun så meget præsidiet som garanten for det politiske demokrati."

Indflydelsen bragte dog også ærgrelser med sig, og sværest følte hun det nok, da hun i 1978 ikke som forventet blev indstillet af et flertal af de socialdemokratiske folketingsmedlemmer som formand for Folketinget. Det blev i stedet K.B. Andersen.

I den situation var det rart for hende at have sin mand, der kendte de politiske vilkår, ved sin side, for der var i deres forhold: ”tale om gensidig opbakning og støtte. Også da Anker ikke ville have hende som formand for Folketinget," siger Klaus Hækkerup.

Med partiet for kvinderne
At være blevet Folketingets første kvindelige formand ville have passet Grete Hækkerup godt, for ligestilling var blandt hendes store interesser. Og ligestilling betød for Grete Hækkerup, at kvinder og mænd burde have ens opgaver og pligter.

”Hun mente næppe, at kvinders rolle var anderledes end mænds, men hun oplevede flere gange i Lillerød-tiden at blive modarbejdet i partiet, fordi hun var kvinde. Og det gjorde selvfølgelig et stort indtryk på hende og førte til stort engagement i partiets kvindeudvalg – først lokalt og senere på landsplan som rejsesekretær for Socialdemokratiet,” fortæller Klaus Hækkerup.

At arbejdet skulle gøres gennem Socialdemokratiet var oplagt for en person med Gretes samfundssyn og partiloyalitet: ”De egentlige kvindebevægelser har jeg ingen erindring om, at hun engagerede sig i – hun arbejdede inden for partiet”, husker Klaus.

På spørgsmålet om, hvilket særskilt politisk engagement Grete gav videre til de senere Hækkerup’er, svarer Klaus:

”Det er selvfølgelig vanskeligt at adskille, men især kvindepolitikken med ligestillingen som et centralt emne var en arv fra hende. Den førte blandt andet til, at jeg som medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse fik oprettet et ligestillingsudvalg. Jeg vil også tro, at hendes kompromissøgende holdning smittede af på både Hans og mig."

Folketingets formand blev Grete Hækkerup ikke. Men fra de gamle mure i parlamentets læsesal betragter hun folkestyrets arbejde. Som den eneste kvinde.

Martin E. O. Grunz er cand.mag. i historie og tidligere formand for SFAH – Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie.