Annonce

Leder: Dansk Folkeparti må tage ansvaret på sig

Man kan ikke skræmme vælgerne væk fra Dansk Folkeparti med dæmonisering og fordømmelse.
For nogle dage siden så jeg på Facebook et billede af en far, der læser lektier med sin søn, med teksten: ”Husk nu at få dig en uddannelse – ellers ender du som DF’er!” Budskabet er ikke nyt, men det kan godt undre, hvorfor nogen stadig kan tro, at det er muligt at bruge skam til at skræmme vælgere væk fra Dansk Folkeparti.

Men strategien virker ikke, og det har den aldrig gjort. For den overser politikerleden og den folkelige afstand fra de såkaldte gamle partier, som efter den klassiske DF-vælgers mening har mistet jordforbindelsen og forståelsen for almindelige menneskers hverdagsproblemer

I lang tid har politiske modstandere, kommentatorer og det bedre borgerskab haft for vane at rynke på næsen af de mennesker, der stemmer DF. De er blevet kaldt ’white trash’ og indbyggere i et land af tabere af venstrefløjskommentatorer. Dansk Folkeparti-vælgerne er blevet holdt ud i strækt arm. De skulle mobbes ud og væk fra Dansk Folkeparti og trues hjem i folden hos Socialdemokraterne og Venstre. Eller også skulle de ignoreres og glemmes.

Men strategien virker ikke, og det har den aldrig gjort. For den overser politikerleden og den folkelige afstand fra de såkaldte gamle partier, som efter den klassiske Dansk Folkeparti-vælgers mening har mistet jordforbindelsen og forståelsen for almindelige menneskers hverdagsproblemer.  Derfor bliver det i selvforståelsen Dansk Folkepartis vælgere mod resten, og her hjælper fordømmetaktikken ikke – den forstærker kun afstanden.

Dansk Folkeparti har nu i nogle meningsmålinger en tilslutning på mere end 20 procent, og nye demografiske grupper har meldt sig under fanerne.  Dansk Folkepartis vælgere er rigere, mere veluddannede og yngre, end vi har set tidligere. Det er mennesker, der har fået alt af velfærdsstaten, og som holder af velfærd, men som fravælger Socialdemokraterne og Venstre, og tilvælger Dansk Folkeparti som et moderne parti.

Nu skal DF stå sin prøve. Efter næste valg bliver Dansk Folkeparti øjensynligt så stort, at det må vedkende sig det ansvar, der følger med titlen som ét af de største partier i Danmark. Måske endda det største.

Det bliver de gamle partiers chance.  Dansk Folkeparti står til at blive så store, at de ikke kan komme uden om ansvaret. Især ikke hvis det ender med en blå regering næste gang, hvor Dansk Folkeparti indtager en magtfuld rolle som enten bærende støtteparti eller ligefrem regeringspartner. Så er det ikke længere nok at love milliarder til nye tiltag og bedre service for de udvalgte, for de milliarder skal findes andre steder.

Det bliver en helt ny balanceakt for Kristian Thulesen Dahl. For i magtens kerne er der ikke plads til fedtspil og luftkasteller, og i ministerbilen ryger offerrollen. Der skal leveres, også når det er upopulært.

Når DF skal stå på mål for sin egen politik og ikke mindst finansieringen, så vil det gå dem, som vi har set i kommunerne, hvor partiet i en lang række tilfælde har ført kniven på besparelser.

Vi kan så håbe, at det ikke først bliver på den anden side af et valg, at det går op for vælgerne, hvad populistisk politik koster, men at ansvarlige medier sørger for at føre regnskab og spørge ind til forbruget – så Dansk Folkeparti ikke får en gratis omgang i valgkampen.


Flere artikler om emnet