Mig-kulturen ødelægger folkeskolen

Der er mange måder at drive politik på. Nogle vælger Christiansborg med alt, hvad der hører til af partiprogrammer og uddannelsesreformer. Skoleleder Birgit Lise Andersen valgte folkeskolen og skabte den forandring, som alle taler om.
Foto: Mette Schmidt Rasmussen

Der findes mennesker, som ikke bare er flinke. Nej, de er deciderede rare væsener, som du fra første færd føler dig tryg sammen med. Som ved deres blotte tilstedeværelse formår at gøre et stort mødelokale til en hyggelig stue, og som du allerede efter en time har lyst til at give krammer. På trods af, at det er første gang i dit liv, at du møder dem. Måske det er en del af Birgit Lise Andersens hemmelighed?

Hun var blandt de nominerede til årets leder i 2014. Derudover er hun socialdemokrat. Men først og fremmest er hun skoleleder på Strandgårdskolen i Vejleåparken i Ishøj. Et boligområde, som ikke helt er en ghetto, men døjer med mange af de problemer, der kendetegner en ghetto.

Da Birgit Lise Andersen først startede i jobbet i Ishøj, var skolen lukningstruet. Eleverne var svage, rygtet dårligt og forældrene utilfredse. I dag får flere af eleverne 12-taller, forældre også uden for distriktet kommer til og, ja, det dårlige rygte er blevet en god historie:

”Alt var elendigt. Men det var derfor jeg tog jobbet – det kunne gøres bedre. Og alt det, som jeg havde skrevet ned i politiske programmer i DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, red.), læst om i forskningsrapporter om tosprogede, folkeskoleloven fra 1993... Det blev jo ikke til noget. Men her var der et eksempel, hvor jeg kunne prøve at gøre noget af det i virkeligheden - og gøre en forskel,” siger Birgit Lise Andersen.

Ahmed er ikke anderledes end Søren
Birgit Lise Andersen har socialdemokratismen liggende i generne. Hendes farfar var smed og hendes farmor arbejdede i 40 år i Arbejdernes Radio- og Fjernsynsforbund. Hun er ikke fra Valby eller København. Nej, hun er fra Sydhavnen, og hun er stolt af det. Det var her, at værdier som lighed og solidaritet voksede sig store og balancen mellem individet og fællesskabet blev fundet. Begge dele er vigtige, men ingen af dem må eksistere på bekostning af den anden.

”Hvad er det for nogle værdier, der vejer tungest, i dit arbejde som skoleleder?”

”At alle mennesker skal have lige muligheder for at få et godt liv og udnytte de potentialer, de har. Og de muligheder får de ikke ved, at man gør tingene ens. Noget af det der skal til er, at man tager udgangspunkt i de børn og de familier, hvor de er, og så bygger det op derfra - tilpas. Men ikke uden at have ambitioner og forventninger til at de kan nå så langt, som deres potentiale giver dem mulighed for.”

Strandgårdskolen bliver betegnet som en skole med ”særligt udfordrende rammebetingelser”. Andelen af elever med dårlige socioøkonomiske betingelser samt elever med anden etnisk baggrund er høj. Simpelt sagt: mange af eleverne kommer fra hjem, hvor der ikke er bøger, og hvor dét at arbejde ikke er en selvfølge. Det betyder, at Strandgårdskolen er nødt til at gøre en ekstra indsats for at bygge elevernes erfaringsverden op.

”Vores elever er ikke anderledes, fordi deres mor og far hedder Fatima og Muhammed, men der er andre udfordringer. Læremidlerne forudsætter oplevelser, som mere passer til middelklassebørn fra Horsens, men vi kan ikke gå ud fra, at vores elever ved, hvordan man holder på en hammer. Det er ikke en selvfølge, at man har prøvet at snedkerere med sin far eller sin bedstefar. Så vi skal det, som alle andre skoler skal, og så skal vi lidt mere.”

Folk troede ikke, jeg var rigtig klog
En anden del af Birgit Lise Andersens hemmelighed er hendes indstilling. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at føre politiske tanker ud i folkeskolelivet. Ikke på trods af loven, men med loven. Og det nytter altså ikke noget at vente på en anden elevsammensætning, som man gjorde før i tiden. Man skal da bruge sine kræfter på at løfte skolen for de elever, der er på stedet.

”Bliver du aldrig mødt af fordomme, når du fortæller, at du er skoleleder i Ishøj?”

”Jo, da vi startede i 2005, havde byrådet formuleret tre klare mål, som gik ud på, at vi skulle være: en skole for alle distriktets børn, børn og forældre skal ville os, og vi vil dem. Og især det sidste, turde at sige, at vi vil nå langt med den her elevgruppe var centralt for mig, men folk rystede jo på hovedet og troede ikke, at jeg var rigtig klog.”

Men for Birgit Lise Andersen er det bare mere spændende at arbejde med de børn, hvor brøker, udsagnsled og verdenshistorie ikke kommer let. Sådan er det dog ikke for alle.

Birgit Lise Andersen har flere gange oplevet, at folkeskoler magen til hendes egen har været udsat for kommunalpolitikere, der kun har haft ét ønske: ”Luk det ned”. Men hver gang er det ikke blevet til noget, fordi ingen andre vil have eleverne. Forældrene fra naboskolerne protesterer simpelthen.

Mig-kulturen ødelægger folkeskolen
”Hvordan har du det med, at der sidder nogle forældre, som ikke ønsker, at elever som dine skal være sammen med deres børn?”

”Jeg synes, det er tankevækkende. Og jeg synes også, det er problematisk for folkeskolen, at man tænker så meget på sit eget barn, at man ikke tænker på, hvad fællesskabets institution kan gøre. Både for ens eget barn og for samfundet. Jeg synes, folkeskolen er berigende, og det er det eneste sted, hvor vi egentlig møder nogle med andre baggrund end os selv. Sådan naturligt i hvert fald.”

Når Birgit Lise Andersen taler om folkeskolen, så handler det ikke bare om at kunne levere ti års undervisning til en stor del af Danmarks unger. For hende er det den stærkeste samfundsbærende institution, der findes, og hvis folkeskolen skal bestå, så skal den både være ærlig og den skal vise, at det går fremad:

”I starten, da jeg var ude i børnehaverne og fortælle om skolen, der måtte jeg jo sige, at det ikke havde været godt nok. En god skole kræver, at man er i dialog med sine omgivelser og viser, at det går den rigtige vej. Vi har for eksempel fået rigtig mange 12-taller nu til afgangsprøverne, men jeg faktisk i tvivl om, hvor meget vi skal flashe det. Ofte er vi jo lige så stolte af 2-tallerne, fordi vi virkelig får nogle børn inkluderet, som ville være sendt ud andre steder. Men jeg gør det lidt, for jeg vil gerne vise, at hvis det er 12, man kan nå, så når man det her,” slutter Birgit Lise Andersen.

FAKTA om Birgit Lise Andersen:
Født 1960.

Tidligere DSU’er og formand for Uddannelsesudvalget, hvor hun blandt andet lavede politisk oplæg sammen med handels- og udviklingsminister Mogens Jensen om ”En Samordnet Ungdomsuddannelse”.

Starter i 1986 med at arbejde som lærer i Køge.

Arbejder siden som socialrådgiver. Bliver efterfølgende konsulent for tosprogede og tager bagefter efteruddannelse i skoleledelse og -udvikling.

Bliver skoleleder på Strandgårdskolen i 2004.

Er i 2014 med i arbejdsgruppen bag det socialdemokratiske program ”Alle skal med” om negativ social arv. Og bliver i oktober måned nomineret til prisen som ”Årets Leder.”


Flere artikler om emnet

Annonce