For første gang er det lykkedes alle 28 medlemslande at blive enige, om en stramning af de europæiske regler der bekæmper skattely. For det første udvides kravet om automatisk udveksling af skatteoplysninger mellem medlemslande og for det andet indføres en ny og obligatorisk antimisbrugsklausul for moder- og datterselskaber.

Den nye indsats varmer, men rammer ved siden af
Det, som skatteminister Benny Engelbrecht (S) i Politiken kalder for ”epokegørende", er meget vel et skridt i den rigtige retning, men det løser bare ikke landenes fundamentale problemer med beskatning af multinationale selskaber i fremtiden.

Kernen af problemet med skatteunddragelse og skattely er ikke manglende udveksling af oplysninger eller misbrug mellem moder- og datterselskaber. Problemet er derimod de helt fundamentale principper, hvorved EU i dag inddriver skat fra multinationale virksomheder.

Hvis eksempelvis en virksomhed, under de nuværende regler, placerer sin kapital i Luxembourg og låner penge videre til et datterselskab i Danmark, så flytter rentebetalingerne beskatningsgrundlaget fra Danmark til Luxembourg. Der behøves således ikke være tale om misbrug, men bare ganske enkel flytning af kapital for at retten til beskatning bliver flyttet.

Derfor; hvis EU’s skatteministrene oprigtigt ønsker at bekæmpe skattely, så burde de blive enige om to nye principper der ændrer systemet for international beskatning fundamentalt.

1)    Beskatningsgrundlaget skal fordeles mellem lande, i forhold til hvor virksomhedernes produkter sælges. I dette tilfælde ville overskuddet fra et firma som TDC, der næsten udelukkende leverer serviceydelser til danske kunder, blive beskattet i Danmark ganske uafhængig af tricks i Luxembourg.

2)    For det andet skal beskatningsgrundlaget fordeles, i forhold til, hvor virksomhedernes aktionærer er bosiddende. Dette ville være meget effektivt, med mindre aktionærerne fysisk flyver til skattely i Luxembourg eller Cayman øerne.

Disse to principper understøtter målet om, at der hvor man tjener sine penge og skaber værdi, dér betaler man også sin skat. Multinationale selskaber skal med andre ord ikke være i stand til selv at flytte penge rundt efter, hvor lav selskabsskatten er og om de øvrige skatteforhold er unaturligt gunstige.

Skatteunddragelse og skattely snyder ikke kun Danmark for milliarder af kroner, men anslås at koste alle EU’s medlemslande for op imod 7.500 milliarder kroner om året.

Statistikkerne for internationale kapitalstrømme giver et indtryk af nogenlunde, hvor god en forretning det er. I perioden 2008-2012 var værdien af udenlandske investeringer i Luxembourg omkring 1.250 milliarder dollars, mens det tilsvarende tal for Danmark var omkring 10 milliarder og for Tyskland omkring 150 milliarder dollars. Disse tal skal ses i lyset af, at Luxembourg har et befolkningstal på omkring ½ million. Målt per indbygger er de udenlandske investeringer i Luxembourg således mere end 1.000 gange større i Luxembourg end i Danmark og Tyskland.

Tallene betyder at en meget stor del af kapitalstrømmene ind og ud af Europa flyder gennem Luxembourg.

Kampen mod skattely kan koges ned til dette: Kan folkevalgte politikere hamle op mod kæmpe multinationale virksomheder der har en omsætning større end visse europæiske landes BNP

Statistikkerne efterlader en med den samme følelse som i 2008, hvor finanskrisens indmarch gjorde det tydeligt for enhver, at bank- og finanssektoren stod i moralsk forfald. Ligesom i 2008 har de mennesker der lever af at finde huller i andre landes skattelovgivning og skaber rammerne for systematisk skatteunddragelse, solgt deres sjæl til kapitalismens umættelige appetit efter profit. Det har de vel og mærke gjort samtidig med, at høj arbejdsløshed, lav vækst og røde tal på statsbudgetterne truer med at fastholde Europa i økonomisk usikkerhed.

Stanken af rådden moral kommer i disse måneder fra de af verdens multinationale selskaber, som ikke vil være med til at betale regningen for en fest de selv var med til.

Kampen mod skattely kan koges ned til dette: Kan folkevalgte politikere hamle op mod kæmpe multinationale virksomheder der har en omsætning større end visse europæiske landes BNP? Pessimister og de mest loyale markedskapitalister vil mene at magten er gledet fra de enkelte stater over i hænderne på de multinationale virksomheder som konsekvens af globaliseringen. Men har de ret?

Vi er vidne til en forestilling om, at staterne er afhængige af virksomhedernes evne til at skabe vækst og arbejdspladser og ikke omvendt. Intet kunne være mere forkert.

Til syvende og sidst er nationalstaterne mere magtfulde end virksomhederne turde drømme om. De er magtfulde fordi de besidder det ultimative våben: fællesskabets politiske magt. Når vi indser det og beslutter os for at forene den politiske magt, får forestillingen en markant anden slutning end virksomhederne havde regnet med.

Simon Humberto Krog (f. 1990) er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og formand for DSU Københavnskredsen.

Indlægget er også blevet bragt i Politiken den  13. december 2014.