Terror kan aldrig forsvares med dårlig barndom

Nutidens terrorister er unge, rodløse islamister, der er vokset op på bunden af det vestlige samfund. Deres handlinger kan aldrig undskyldes med dårlig barndom, men vi er nødt til at presse på for opbrud i de ghettolignende forstæder, hvor millioner af muslimer lever afsondret fra resten af samfundet.
Vi skal holde fast i en gensidig respekt for hinandens gudsdyrkelse, påklædning og spisevaner, så længe det ikke krænker grundlæggende retsregler og ikke anfægter vores demokratiske samfundsorden.

3,7 millioner mennesker på gaderne i Frankrig søndag den 11. januar var en imponerende og bevægende manifestation af national enhed, opbakning til republikkens værdier og ytringsfrihed. Og det var godt, at der var massiv deltagelse i demonstrationerne fra mennesker af alle hudfarver og religioner.

Men risikoen for uovervejet fjendtlighed mod alle muslimer lurer i disse uger overalt i Europa.

Det kan ikke tit nok påpeges, at terrorismens djævelskab er en ekstremt lille, men meget synlig minoritet blandt verdens 1,2 milliarder mennesker af muslimsk tro. Tænk bare på pakistansk Talibans skolemassakre for nylig. Eller Boko Harams massakrer i Nigeria og Al-Shababs hærgen i Somalia og Kenya. Og tænk på Al Qaeda i Yemen, som åbenbart var åndelig bagmand for brødrene, der massakrerede redaktionen på Charlie Hebdo, samme dag myrdede 37 politielever i Yemen.

I Europa er den værste terrorhandling siden 11.september angrebet i Madrid i 2005.  Men den næstværste var ikke forøvet af islamistiske galninge, men af den hvide galning Anders Behring Breivik. Og det overvældende flertal af danske muslimer har samme afsky for begivenhederne i Frankrig, som alle vi etniske skandinaver med kulturkristen baggrund havde for begivenhederne i Norge i 2011.

Det er så hamrende vigtigt overalt i Europa at gå op mod de kræfter, der energisk prøver politisk at profitere på de aktuelle tragedier ved mere eller mindre at pålægge Islam som trossamfund et kollektivt ansvar for terroristernes vanvid.

Vi må se i øjnene, at ikke alle mennesker har samme forståelse af balancen mellem ytringsfrihed og forulempelse, som de fleste af de danske eller de franske.

Vi skal forhindre, at svaret på den skærpede terrorfrygt bliver mistænkeliggørelse eller særkrav til ændret levevis for alle blandt det store flertal af muslimer i vore lande, som lever fredeligt sammen med os andre. For hvis det bliver resultatet, så har terroristerne nået et af deres mål – nemlig at udvide grobunden for deres egen vrede mod de vestlige samfund og deres kultur. Vi skal holde fast i en gensidig respekt for hinandens gudsdyrkelse, påklædning og spisevaner, så længe det ikke krænker grundlæggende retsregler og ikke anfægter vores demokratiske samfundsorden.

Vi må se i øjnene, at ikke alle mennesker har samme forståelse af balancen mellem ytringsfrihed og forulempelse, som de fleste af de danske eller de franske. Og at vi i den demokratiske verden er nødt til at finde en fælles kode for en afslappet og fri debat på tværs af globale forskelle i kultur og religion -fundamentalister hjælper ikke, uanset hvilken side de hører til.

Terrormord kan aldrig forsvares med mordernes dårlige barndom. Men der er helt åbenbart brug for med meget større styrke at presse på for opbrud i de ghettolignende forstæder, hvor millioner af europæiske muslimer lever afsondret fra resten af samfundet, hvor integrationen er mislykket, og tårnhøj arbejdsløshed rammer især rodløse unge med nedbrudte familieforhold. For det er hér, den frodige jordbund for de vanvittige ekstremistiske bevægelser findes. Det er her og i fængslerne hadets prædikanter hverver unge til at myrde i Allahs og Muhammeds navn.

Jihadismens fanatisme kan give tilværelsen en ny, pervers mening for dybt marginaliserede og kriminelle unge. Dette er jo netop den sociale baggrund for de tre attentatmænd i Frankrig.

Desværre har justitsminister Mette Frederiksen derfor helt ret, når hun påpeger, at terrortruslen er et grundvilkår, vi må leve med lang tid fremover.

Nutidens terror er typisk ikke direkte planlagt og dirigeret fra fjerne steder i Yemens ørken, hos IS-folk i Syriens udkanter eller i Tora Bora bjergene i Afghanistan. Morderne er unge rodløse islamister, der er vokset op i de vestlige landes indvandrerghettoer. Deres angreb ser ud til at være individuelle og spontane og udført med skydevåben, de selv har købt på det sorte marked. Denne form for terror er vanskeligere at forebygge og opspore end de organiserede internationale netværk, som de nationale efterretningstjenester i et godt indbyrdes samarbejde har haft fokus på siden 11.september 2001.

Desværre har justitsminister Mette Frederiksen derfor helt ret, når hun påpeger, at terrortruslen er et grundvilkår, vi må leve med lang tid fremover. Vel er risikoen for den enkelte i vores del af verden for at blive ramt ved terrorangreb mikroskopisk sammenlignet med komme ud for et trafikuheld. Men terrortruslen rammer os psykologisk og socialt på en helt anderledes, voldsom måde.

Derfor må og skal vi blive endnu mere effektive i indsatsen for at forebygge konkrete angreb. Det kan betyde, at efterretningstjenesterne skal have flere ressourcer. Det vil betyde, at vi skal have nye redskaber som adgang til at fratage pas til unge, der vil til Syrien at kæmpe, og udveksling af flypassagerlister på tværs af grænserne. Det vil også føre til skærpet grænsekontrol: Ikke med bomme, men med elektronisk overvågning af trafikken ud og ind af landet.

Udfordringen med at sikre den nødvendige balance mellem tryghed og retssikkerhed er bestemt ikke blevet enklere at håndtere.

Mogens Lykketoft (f. 1946) er tidligere socialdemokratisk finansminister, udenrigsminister og i dag formand for Folketinget.

Forhenværende partiformand, minister og formand for FN’s Generalforsamling


Flere artikler om emnet

Annonce