Vil du have den danske model eller discountmodellen?

Ryanairs indtog i Københavns lufthavn er et spørgsmål om, hvilken samfundsmodel vi ønsker. Den danske model, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere forhandler løn- og arbejdsvilkår sammen, eller discountmodellen, hvor vi skal konkurrere på laveste fællesnævner.
Det irske lavprisselskab Ryanair vil i foråret åbne en række flyruter i Københavns Lufthavn. Umiddelbart en positiv historie om nye arbejdspladser og billige flyrejser til almindelige danskere. Men desværre viser erfaringerne fra andre lande, at der er al mulig grund til at være på vagt over for flyselskabet.

Ryanair har gentagne gange gjort sig uheldigt bemærket med historier om elendige arbejdsvilkår for de ansatte, skattespekulation, manglende overholdelse af helt basale regler og sløseri med sikkerheden. Deres fremfærd er ikke enestående, men afspejler en tendens, hvor lønmodtagernes rettigheder – med støtte fra den politiske højrefløj – bliver sat under pres.

Der er tale om et grundlæggende spørgsmål om, hvilken samfundsmodel vi ønsker i fremtiden. Den danske model, som vi har opbygget gennem de sidste hundrede år, eller discountmodellen, hvor der konkurreres på laveste fællesnævner til skade for danske lønmodtagere.

Overnatning må du selv sørge for
Jeg voksede op i Flyverbo i Kastrup. Et kvarter, der blev bygget til lufthavnsarbejdere i 1950’erne. Der var blå SAS-dragter overalt, store juletræsfester i Bella Center og en stolt arbejderkultur.

Alt var ikke fryd og gammen, men de fleste gjorde deres pligt, inden de krævede deres ret. Og frem for alt var der en stærk faglig organisering, som sikrede gode løn- og arbejdsvilkår. Miljøet omkring lufthavnen afspejlede den danske samfundsmodel, hvor arbejdsmarkedets parter respekterede hinanden og forhandlede sig frem til fælles aftaler om løn- og arbejdsvilkår.

Det er hele den samfundsmodel, der nu udfordres. Ikke kun i Københavns Lufthavn, men i hele Danmark. Slagsmålet i Københavns Lufthavn er kun et mikrokosmos af en større værdikamp, der har accelereret siden finanskrisen.

Ryanair nægter konsekvent at forhandle overenskomster med fagforeningerne i de lande, hvor selskabet slår sig ned. Det betyder, at langt de fleste ansættes på individuelle kontrakter uden basale rettigheder. Bladrer man kontrakterne igennem, kan man for eksempel læse om medarbejdere uden faste regler for arbejdstid, medarbejdere, der selv skal betale for uddannelse, medarbejdere, der selv skal betale for indkvartering og forplejning, når de er ude i tjeneste, og medarbejdere, der skal selv betale for deres uniform, medarbejdere uden ret til løn under sygdom. Noget, der burde høre fortiden til.

Ingen rettigheder, ingen protest
Allerede inden Ryanair har åbnet sin første rute i København, har selskabets indtog fået konsekvenser. Handlingselskabet Aviator, der står for en række praktiske opgaver i lufthavnen, har netop meldt ud, at man ønsker at forringe forholdene for de ansatte, så selskabet kan tilbyde attraktive priser til Ryanair.

Udsigten til løntrykkeri i Københavns Lufthavn er i øvrigt paradoksal, eftersom lufthavnen havde rekordmange besøgende i 2014.

Desværre er det langtfra kun Ryanair, der bekæmper den danske model. Den politiske højrefløj har de senere år brugt krisen, globalisering, konkurrenceevne og domme fra EU-domstolen til at kræve et opgør med den danske fagbevægelse. Står det til dem, skal ikke kun Københavns Lufthavn, men hele arbejdsmarkedet omdannes til et Wild West, hvor arbejdsgivere i konkurrencens hellige navn kan trykke lønnen og presse arbejdsmiljøet, uden at lønmodtagerne har mulighed for at svare igen.

Vi fik en forsmag for to år siden i forbindelse med konflikten på Restaurant Vejlegården, hvor borgerlige politikere stod i kø for at fordømme fagforeningen 3F. Skønt Arbejdsretten efterfølgende gav 3F medhold i, at blokaden var helt efter bogen.

I kølvandet på konflikten fremsatte Dansk Folkeparti og Venstre forslag om en kraftig indskrænkning af blokade- og konfliktretten. Et forslag, der i sidste ende vil gøre det sværere for folk på gulvet at kræve en ordentlig løn på ordentlige vilkår.

Dansk Folkeparti og Venstre var også hovedarkitekterne i 2010, da det blev markant dyrere at være medlem af en overenskomstbærende fagforening, ligesom de med skattereformen i 2009 gik målrettet efter at ramme de faglige strejkekasser.

Den danske model er ikke problemet
Ligesom der ikke er nogen fornuftig forklaring på, hvorfor lønnen skal trykkes i Københavns Lufthavn, er der heller ingen forklaring på, hvorfor de danske lønmodtageres rettigheder skal forringes. Selvfølgelig skal vi altid have fokus på vores konkurrenceevne, men der er intet, som peger på, at den danske model skulle være en del af problemet. Tværtimod.

Danmark befinder sig gang på gang i toppen, når anerkendte tænketanke og internationale tidsskrifter undersøger konkurrenceevne og erhvervsklima. I efteråret viste en rapport fra Verdensbanken, at Danmark er det land i Europa, hvor det er bedst at drive virksomhed.

Samtidig er der i disse år en voksende erkendelse af, at ulighed er gift for samfundet og var måske den væsentligste årsag til finanskrisen. Og få samfundsmodeller har bidraget til så høj grad af lighed som den danske.

Jeg er derfor ikke i tvivl om, at det næste valg bliver et valg om, hvilken retning vi som samfund vil bevæge os i. Det er derfor helt afgørende, at socialdemokrater og andre på den politiske venstrefløj gør sig klart, hvilke enorme udfordringer vi står over for.

Den seneste finanslov er et skridt i den rigtige retning, blandt andet med det øgede fradrag for faglige kontingenter, som styrker den faglige organisering. Men kampen er først lige begyndt. Det er ikke kun i Københavns Lufthavn, der er grund til at gå på barrikaderne mod discountmodellen. I den kamp må forbrugere, lønmodtagere og politikere stå sammen.

Peter Hummelgaard Thomsen (f. 1983) er tidligere formand for DSU og folketingskandidat for Socialdemokraterne i Tårnby.

Indlægget er oprindelig bragt på Politiken i en længere version.

Beskæftigelsesminister (S)


Flere artikler om emnet

Annonce