Skolevalg bør udløse en eftersidning til rød blok

Skoleeleverne dumper venstrefløjen, og de som har mest glæde af velfærdssamfundet vender det ryggen. Det bør give anledning til bekymring på hele venstrefløjen.
Venstre blev det største parti, og blå blok vandt en meget klar sejr ved skolevalget, der blev afholdt i går for eleverne i 8. og 9. klasse. Op imod 75.000 elever fra 800 skoler deltog i valget, og mange har i de sidste to uger arbejdet med demokrati og sat sig ind i partiernes politik.

Resultatet blev en kæmpe sejr til blå blok, der satte sig på 104 af de 179 mandater, mens det kun blev til 75 til de røde konkurrenter.

En god proces
Resultatet af valget er måske ikke så vigtigt som den proces, som har givet titusinder af skoleelever muligheden for at få en få en forsmag på demokratiet. Rigtigt mange har haft muligheden for selv at høre og møde unge, engagerede mennesker fra de politiske ungdomsorganisationer og forhåbentligt givet dem lyst til selv at blive medlem og deltage aktivt i det politiske arbejde.

De politiske ungdomsorganisationer kan i hvert fald give dem selv et klap på skulderen, for det store arbejde som deres frivillige medlemmer har løftet de sidste uger. Det bliver forhåbentligt belønnet med en bunke nye medlemmer.

Lidt bedre end ventet for socialdemokraterne
Når man ser resultatet, er der flere ting, som man kan hæfte sig ved. Socialdemokraterne får en lussing af de unge i forhold til, hvordan det ser ud blandt de voksne. Partiet har i mange år haft en udfordring med at tiltrække de helt unge vælgere, som måske ikke ser den store gavn af velfærdssamfundet, før de kommer på arbejdsmarkedet og ikke mindst selv får børn.

Målinger viste for nyligt, at blandt de 18-25-årige ville kun 11 % stemme på Socialdemokraterne. Helt så galt gik det så ikke blandt skoleeleverne, da 17,7 % satte kryds ved liste A. Det er heller ikke just imponerende, men det er trods alt bedre.

Til gengæld må det give dyb bekymringer hos venstrefløjen, at både SF (7,7 %) og Enhedslisten (6 %) klarede sig så ringe blandt de unge. Der er ikke meget venstreorienteret idealisme i ungdommen.

Socialdemokraterne har en seriøs udfordring i Udkantsdanmark
Ser man geografisk på valgresultatet, vandt rød blok København, Københavns Omegn, Aarhus og Sydfyn, mens blå blok ikke mindst på Sjælland, Lolland-Falster og i de jyske provinskommuner storsejrede nogen steder med stemmetal, der ville gøre kommunistpartier i den gamle østblok helt misundelige.

Problemet er, at selv i landets fattigste områder i ”Udkantsdanmark” som traditionelt stemmer socialdemokratisk eller i hvert fald til venstre for midten, så virker det nærmest omvendt blandt de unge. Jo mere armod, jo flere stemmer til de borgerlige. Et eksempel er Guldborgsund kommune på Lolland-Falster, hvor blå blok får 69 % af stemmerne. Det samme gør sig gældende på Sjælland i kommuner som Slagelse og Kalundborg, hvor mismodet er stort. Det straffer eleverne benhårdt ved at stemme på de borgerlige.

Og ser man tallene fra Nordjylland generelt og ikke mindst specifikt Frederikshavn, hvor blå blok fik 72 % og Venstre alene fik 45 %, er det tydeligt, at Socialdemokraterne har en udfordring i de egne af landet, hvor partiet traditionelt har stået stærkt.

Resultatet i går understreger i hvert fald, at Socialdemokraterne og de øvrige partier på venstrefløjen har en pædagogisk opgave med at forklare unge mennesker, hvorfor et stærkt velfærdssamfund, hvor man løfter hinanden i flok, fortsat er den rigtige vej for Danmark.

Der er planlagt et nyt skolevalg igen i 2017, så partierne og deres ungdomsorganisationer har to år til at finpudse budskaberne til de helt unge.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook