Desværre er kronikkens titel det eneste, som har fået opmærksomhed. For det sælger, og der er ikke noget bedre for politiske kamphaner og journalister end et gedigent personopgør med ultimative konsekvenser.

Men det er slet ikke her, kampen står. Spørgsmålet er ikke fusion eller ej. Spørgsmålet er, om fagbevægelsen er parat til at tage de nødvendige tiltag, som det kræver for at genrejse LO og den samlede fagbevægelses indflydelse.

For mig at se handler det om tre ting:

1. Bevægelsen står over for en enorm udfordring, når 72 procent af arbejderne tror, at lønnen reguleres af Folketinget. Befolkningen er direkte uoplyst om, hvordan vi egentlig sikrer et fredeligt og sundt arbejdsmarked i Danmark.

En kommende LO-formand skal sammen med resten af bevægelsen turde se ud over medlemstal og gribe problemet ved roden. De skal sikre, at alle arbejderne ved, hvordan vi forhandler hinandens løn- og arbejdsforhold.

2. Stort set ved alle overenskomstafstemninger siden 1970’erne er stemmeprocenten faldet, og ved seneste overenskomstforhandling i 2014 stemte kun lidt over en tredjedel.

Der ligger en kæmpe opgave for LO’s nye formand i at få overenskomstforhandlingerne ud fra de dunkle forhandlingslokaler og ud på arbejdspladserne. Arbejderne skal føle, at de er en del af processen. De skal føle, at det vedrører netop deres arbejdsplads, hvilket det gør!

Endnu vigtigere er det, at så længe man ikke har en stemmeprocent over 40 procent vil arbejderne aldrig kunne forkaste et overenskomstforlig på grund af forligsreglerne. Skal LO og resten af fagbevægelsen have magten tilbage, så skal de udgøre en større tyngde i forhandlingerne. Et sted at starte er ved at få arbejderne til at stemme.

3. I dag har vi flere brancher, hvor overenskomstdækningen er utrolig lav. For eksempel det grønne område, hotel- og restaurationsbranchen samt rengøringsbranchen. Denne udfordring har blandt andet betydet, at flere politikere tænker i almengørelse af visse overenskomster. Eller som FTF har foreslået det: en lovbestemt mindsteløn.

Skal LO og resten af fagbevægelsen være en afgørende spiller, og skal arbejdsmarkedet fortsat styres af arbejdsgiverne og –tagerne, så skal den kommende LO-formand og resten af fagbevægelsen bruge alle ressourcer på at få overenskomstdækket alle virksomheder i Danmark.

Det må aldrig blive en diskussion på grund af strukturelle idéer blandt forbundsformænd, eller et valg af den nemme løsning ved at overlade overenskomstarbejdet til lovgiverne.

Det er ikke et spørgsmål, om vi skal vælge LO’s sidste formand eller ej. Det er et spørgsmål, om fagbevægelsen tør udfordre sig selv.

Peter Bøgh Kjærulff (f. 1986) er faglig sekretær i 3F Frederiksborg.