Netavisen Pio har spurgt AE-Rådets direktør og økonom Lars Andersen om, hvad der er op og ned i diskussionen om det 33 sider lange svar som Finansministeriet har afgivet på spørgsmål fra Liberal Alliances finansordfører Ole Birk Olesen, der har fået regnet alliancens økonomiske politik igennem.

Resultatet skulle ifølge fremskrivningen i Finansministeriets regnemodel bl.a. være 124.000 flere personer i beskæftigelse, reduktion af skatten for 113 milliarder kroner og en stigning i væksten på 100 milliarder kroner på blot ti år. Det store spørgsmål må være, hvor præcist vi kan forudsige fremtiden og hvor nøjagtige de økonomiske modeller egentligt er?

Modellen er jo baseret på, at ethvert arbejdsudbud også giver nye job og højere beskæftigelse, hvilket bare ikke sker i virkeligheden.
– Lars Andersen, direktør i AE-Rådet

Corydon kaldte selv resultatet og Liberal Alliances politik for et ”eksperiment”, mens finansordfører Ole Birk Olesen kalder beregningerne for en ”indrømmelse”.

Fem skarpe til Lars Andersen, direktør i AE-Rådet:
Det lyder jo næsten alt for godt til at være sandt, men tegner Finansministeriets regnestykke nu også et retvisende billede af, hvilke konsekvenser Liberal Alliances økonomiske politik ville få?

”Det er jo nærmest blevet udlagt som et videnskabeligt bevis på, at vi kommer i himmerige, hvis vi blot vælger den amerikanske vej. Men det afspejler ikke den virkelige verden. Modellerne er slet ikke gearet til ekstreme regnestykker af den karakter, som LA lægger op til. Normalt bruger man de økonomiske modeller til at regne på små marginaler som omlægning af skatten på indkomst eller forøgelse af det ugentlige timetal. Lige så snart det bliver store summer, så begynder det at påvirke den grundlæggede samfundsmodel. Og så bliver de samlede effekter ikke regnet med.”

Så man kan sige, at det ikke er modellerne som sådan, der er problemet, men mere den måde Liberal Alliance har bedt Finansministeriet bruge dem på? Hvis man bruger dem i det små, så kan det altså godt fungere?

Hvis man går op i helikopterperspektivet, så må man jo bare spørge, hvorfor fanden de skandinaviske lande overhovedet kan være blandt de rigeste i verden? Hvis det virkelig var rigtigt, at verden hang sammen på den måde, som regnestykket viser, så kan det jo slet ikke passe, at vi er så velstående i Danmark og Skandinavien.
– Lars Andersen, direktør i AE-Rådet

”Selv i det små er sådanne regnestykker meget tvivlsomme. Den forventede effekt, som en sænkning af skatten vil have på arbejdsudbuddet, er således slet ikke statistisk signifikant. Den falder inden for den normale usikkerhed, som man har i disse regnestykker. Modellen er jo baseret på, at ethvert arbejdsudbud også giver nye job og højere beskæftigelse, hvilket bare ikke sker i virkeligheden. Og samtidig er forestillingen jo også, at det nærmest skulle ske med det samme. I mere klassiske modeller ser man en tidsmæssig tilpasning på omkring 15 år, så effekten af øget arbejdsudbud er tvivlsom, konjunkturafhængig og tidsforskudt. Finansministeriets modelberegning er en meget enøjet måde at se tingene på.”

Det virker lidt som en genistreg fra LA at sætte deres politiske modstandere til at stille regnemaskinen til rådighed for dem. Er det et smart trick at lade Finansministeriet regne den ud?

”Resultatet er jo givet på forhånd. De har lavet deres pakke og taget de ting med, som de ved virker i modellen. De er jo ikke dumme i LA, når de lægger op til at reducere den offentlige sektor, sænke skatterne og sænke indkomstoverførslerne, så er det jo netop, fordi det er den type af redskaber, som har beviselige effekt i den måde hvorpå modellen er skruet sammen. Det er alene de privatøkonomiske incitamenter, der slår igennem i Finansministeriets regnemetode, og derfor vil det også bonne ud i det samlede regnestykke. Værdien af vores uddannelsessystem, vores skattefinansierede sundhedssystem, vores børnepasning og vores rekordhøje fleksibilitet på arbejdsmarkedet er slet ikke regnet med eller giver endda negative resultater.”

Men holder Finansministeriets resultat så ikke?

”Hvis man går op i helikopterperspektivet, så må man jo bare spørge, hvorfor fanden de skandinaviske lande overhovedet kan være blandt de rigeste i verden? Hvis det virkelig var rigtigt, at verden hang sammen på den måde, som regnestykket viser, så kan det jo slet ikke passe, at vi er så velstående i Danmark og Skandinavien.

Tag bare vores arbejdsmarked, hvis vi ikke havde et godt socialt sikkerhedsnet, så ville vi opleve faldende fleksibilitet, længere opsigelsesvarsler og større langtidsledighed. I dag tør man kaste sig ud i noget, når man har sikkerhedsnettet. Når den slags styrker ikke tillægges nogen værdi, så er det klart, at man kan opnå de der ekstreme resultater.”

Hvad skal vi så gøre herfra?

”Vi har brug for et grundigt eftersyn af de nuværende modeller. Det skal bidrage til at give en retvisende vurdering af, hvad værdien af de offentlige udgifter er. Det, at den offentlige sektor også er en fælles investeringsforening og et fælles forsikringsselskab, har jo positive effekter. I de nuværende regneregler er det bare penge ud af vinduet.

Og så skal der korrigeres for effekten af faldende skatter og svækkede overførselsindkomster, som ofte er overvurderet i de nuværende modeller. Det eneste, der virker i dag i modellen, er de rent privatøkonomiske incitamenter. Og sådan hænger verden ikke sammen. Hvis det var tilfældet, havde Danmark og de øvrige skandinaviske lande været lige til fattiggården. Men vi er faktisk blandt de rigeste lande i verden.”