Kulturradikal avis kløjs i konkurrencestaten

De kulturradikale på Politiken har stirret sig blind på den idylliske forestilling om 'skurvognen' og fået udfordringer fra konkurrencestaten galt i halsen.
Man bør altid afsikre sin pistol, når en redaktør på de kulturradikales fortrukne avis argumenterer ud fra forestillingen om hvad der sker i 'skurvognen'

”Carsten Jensen” eller ”Bjarne Corydon” det er dit valg?

Hvis det står til Per Michael Jespersen på Politiken, som har begået en halv tvivlsom politisk analyse med titlen ’Rød blok er i krig med sig selv’, så skulle de to herrer være udtryk for den samlede centrum-venstrefløj. Vi skulle altså vælge enten-eller?

Her ville de fleste nok betakke sig, selvom om Bjarne Corydon har været en stærk finansminister og Carsten Jensen til tider kan være en glimrende forfatter. Faktum vil nok være, at det store flertal hverken betinger sig til den ene eller den anden, ligesom man nok også kunne forestille sig, at det vil være en ret stor spillebane imellem dem.

Selvopfunden pseudo-krig!
Politikens opinionsredaktør prøver at gøre en selvopfunden krig mellem Djøf-eliten og kultur-eliten til det største problem for centrum-venstre i dag. Denne pseudokrig skulle øjensynligt gå på hvorvidt man er for eller imod konkurrencestaten. Der er sandt at sige mange udfordringer at vælge imellem for centrum-venstre i denne tid, men det grundlæggende problem for denne analyse er, at denne konflikt kun findes i forfatterens eget hoved.

Og netop analysens tvivlsomme fundament afsløres, når den baserer sig på ekstrem-klicheen om ’at det er de siger ude i skurvognen’. Man bør altid afsikre sin pistol, når en redaktør på de kulturradikales fortrukne avis argumenterer ud fra vedkommendes forestilling om hvad der sker skurvognen, og derudover kunne man også spørge, hvor ofte Politiken besøger den slags steder? Det virker mere som om, at det er diskussionen på Politikens egne spalter, der sætter sig igennem.

Det reelle problem er stigende utryghed
Det vigtige er ikke konflikten mellem Bjarne Corydon på den ene side og Carsten Jensen, Knud Romer, Jan Sonnergaard, Asger Baunsbak og alle andre de andre kulturpersonligheder på den anden side. Den sidste gruppe er jo på ingen måde udtryk for nogen politisk tænkning eller fraktion. Det er en tilfældig gruppe af højtråbende kulturradikale. Det centrale er netop den politiske substans og den betydelige udfordring, som gemmer sig i kampen om hvordan Danmark skal udvikle sig i en globaliseret verden.

Når gode socialdemokrater og andre centrum-venstre-politikere betvivler konkurrencestatens lyksagligheder, afviser forestillingen om eksistensen af ’nødvendighedens politik’ og bekymrer sig om konsulenthuset McKinseys indflydelse på den offentlige sektor, så er det faktisk noget, der har politisk klangbund.

Det handler om meget reelle, politiske udfordringer – uanset om Politiken regner dem for noget eller ej. De tre eksempler er netop udtryk for en politisk tænkning, der skaber den stigende og meget konkrete utryghed, som mange danskere oplever i form af afskaffelse af efterlønnen, svækkelse af dagpengene, hævelse pensionsalderen, voksende nedslidning, øget statslig kontrol, stigende tilstedeværelse af udenlandsk arbejdskraft og kroniske nedskæringer på den offentlige velfærd. Det er pres af denne type, som hovedparten af os danskere frygter.

Hvis vi lukker øjnene for hvad 'konkurrencestat' og 'nødvendighedens politik' kan blive misbrugt til af højrefløjen eller for hvordan konsekvenser af de begreber bliver opfattet i ude virkeligheden , så er den samlede centrum-venstrefløj meget ildestedt.

Realitetstjek for kulturradikale
Og hvis vi man vælger at tage et simpelt realitetstjek med en række af de stemmer, som Per Michael Jespersen sikkert forventer at kunne møde ude ved skurvognen, så lyder de som følgende:

- “Konkurrenceudsættelse, udlicitering, udbud - hvad man end kalder det, så betyder det for os uro, frygt og kaos”, lyder det fra vaskeriassistent og tillidsrepræsentant på Syddansk Vaskeri i Odense May-Britt Larsen.

- En anden reaktion på presset fra globale konkurrence kommer fra direktør Kasper Willemoes, der for en række år siden stiftede sit eget rengøringsfirma, Vision Service, som en slags protest mod de arbejdsforhold, som en række af hans kollegaer tilbød deres rengøringsmedarbejderne: “Hvis jeg gjorde det samme (som de andre i rengøringsbranchen, red.) og puljede alle de penge, jeg går glip af, ville jeg have råd til en Ferrari i morgen… Der er ikke noget, der forhindrer uorganiserede arbejdsgivere i at give en løn på ti kroner i timen. Det er jo ikke ulovligt. Jeg ville selv have det dårligt med, at mine medarbejdere knap kunne brødføde sig selv og deres familie.”

- Endelig har også formanden for 3F også svaret meget direkte på, hvor virkeligt og konkret konkurrencestaten opleves for de mange ufaglærte medarbejdere i Danmarks største fagforening. “Det handler om følelsen af utryghed. Mine medlemmer, der har vanvittigt hårde jobs, er bange for fremtiden på en måde, som politikerne slet ikke forstår. Det går f.eks. helt galt, når politikerne bruger et ord som ’konkurrencestat’, for så giver det et gys i mine medlemmer.”

Det er fuldstændig ligegyldigt om centrum-venstrefløjen lader sig influere af forfattere eller djøfere, men det er altafgørende, at den samlede centrum-venstrefløj inklusiv de kulturradikale forstår konsekvenserne ved en konkurrence på laveste fællesnævner.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce