Pakken fokuserer på det, som den kalder ”den operative del af kampen mod terror”, mens forebyggelsen af terror primært sker gennem den nye handlingsplan mod radikalisering, som blev indgået af et bredt politisk flertal.
... man vil give myndighederne lov til at få ”relevante oplysninger” fra flyselskaberne om deres passagerer, efterretnings-tjenesterne får bedre mulighed for at overvåge kriminelle miljøer og individer, og PET får en større livvagtsstyrke
Den nye plan har fået ros af rigspolitiet. Rigspolitichefen Jens Henrik Højbjerg udtaler i en skriftlig meddelelse: ”Vi oplever et voldsomt pres på vores organisation. Derfor er den ressourcemæssige styrkelse, der er indeholdt i regeringens udspil, meget kærkommen.”
Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er positiv over for planen: ”Der er ikke noget af det, som regeringen lægger op til, som vi ikke kan se os selv i,” udtaler han til DR. Umiddelbart inden regeringens udspil fremlagde de fire partiledere på højrefløjen selv fem konkrete forslag i kampen mod terror.
De vigtigste punkter i regeringens terrorpakke er, at man vil give myndighederne lov til at få ”relevante oplysninger” fra flyselskaberne om deres passagerer, at efterretningstjenesterne får bedre mulighed for at overvåge kriminelle miljøer og individer, og PET får både en større livvagtsstyrke og vil få styrket sit særlige beredskab, den såkaldte aktionsstyrke.
Her kan du se de 12 nye tiltag mod terror, sådan som de fremgår af regeringens udspil:
Bedre redskaber til politiets og Politiets Efterretningstjenestes indsats mod terror i Danmark
1. 200 mio.kr. til udbygning af politiets og PET’s beredskabs- og overvågningsindsats.
2. 150 mio. kr. til øget it- og analysekapacitet.
3. Udvidelse af livvagtsstyrken.
4. Adgang til relevante oplysninger om flypassagerer.
5. Undersøgelse af mulig registrering af brugere af taletidskort.
Bedre redskaber til Forsvarets Efterretningstjenestes indsats over for terror rettet mod Danmark
6. 415 mio. kr. til indhentning og analyse af oplysninger om terrortrusler fra udlandet.
7. Styrket indsats mod danske ekstremister i udlandet.
Styrkelse af beredskabet til indsats ved en terrorhændelse
8. Udvidelse af aktionsstyrken i PET.
9. Forstærket nationalt døgnberedskab under Rigspolitiet.
Forebygge radikalisering i fængslerne
10. Nye initiativer til forebyggelse af radikalisering i fængslerne.
Øget dansk bidrag til internationalt samarbejde om terrorbekæmpelse
11. Styrkelse af den forebyggende indsats i bl.a. Mellemøsten og Nordafrika.
Gennemgang af den danske terrorbekæmpelse
12. Et udvalg skal gennemgå den danske terrorbekæmpelse (og vurdere Danmarks samlede indsats for terrorbekæmpelse for at sikre et fortsat robust og effektivt værn med respekt for retssikkerheden og den personlige frihed, red.)