AE-rådet: Kontanthjælpsdebat er uærlig

Historien om, at kontanthjælpsmodtagere modtager over 300.000 kroner om året er ren manipulation og usaglige sammenligninger, mener direktøren for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Beregninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at kontanthjælpsmodtagere hvert år får over 300.000 kroner, og det beviser ifølge flere borgerlige politikere og arbejdsgiverorganisationer, at kontanthjælpen er alt for høj og ydelserne skal ned. "Kontanthjælpsmodtagere får mere, end hver tredje lønmodtager tjener" kunne man blandt andet læse på Finans.dk.

Den udlægning finder man dybt uærlig i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
”Den måde som man gør de her tal op, er ren manipulation,” lyder kritikken fra Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Han uddyber: ”Det er jo meget præcist og nemt at se, hvad kontanthjælpen er. For folk over 30 er den er ca. 130.000 for ikke-forsørgere og 173.000 for forsørgere med børn. Resten er ydelser som man har ret til, uanset om man er i arbejde eller ej, men som er afhængig af din indkomst, eksempel vis børnefamilieydelse og boligsikring,” siger han til Netavisen Pio.

Men ifølge Lars Andersen stopper talmanipulationen ikke der: ”Man vælger at sammenligne en enlig forsøger med tre børn med en uden børn, og så får man det indtryk, at kontanthjælpsmodtageren får rigtig meget.” 

Udover at man manipulerer med, hvad der er kontanthjælp og hvad der er ydelser, som alle har ret til, og at man sammenligner forskellige forsørgere med ikke-forsørgere, så har man også valgt at puste de skattefrie ydelser, børnefamilieydelseog friplads i daginstitution, kunstigt op ved at ”bruttoficere” dem. Det vil sige, at man lader som om, at det var løn efter skat, og regnet tilbage til før skat. På den måde kommer en børnecheck til at tælle omtrent dobbelt for kontanthjælpsmodtagere.

Alle får gevinst ved arbejde
Tallene fra Økonomi- og Indenrigsministeriet blev af højrefløjen udlagt som, at der mangler økonomisk ”incitament til at arbejde”. Altså at forskellen på, hvad man får som kontanthjælpsmodtager og hvad man får fra et arbejde ikke er stor nok.

”9.100 kontanthjælpsmodtagere, som får over 300.000 kr årligt! Det understreger behovet for et moderne kontanthjælpsloft og i stedet bruge pengene til at sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster,” skriver næstformand Kristian Jensen (V)  i en kommentar på Facebook.

Kristian Jensens påstand afvises af Lars Andersen, der ikke mener, at tallene kan udlægges således.
”Alle vil få en gevinst ved at arbejde! Det står også på side to i svaret for beskæftigelsesministeriet, at ”de ovennævnte familietyper vil derfor alle opleve en forøgelse i rådighedsbeløbet ved overgang fra kontanthjælp til beskæftigelse.”

Tidligere finansminister Mogens Lykketoft har tidligere skrevet om det kan betale sig at arbejde-diskussionen her på Netavisen Pio.

Update (kl.18.03): Vi havde i første omgang skrevet at tallene var fra Beskæftigelsesministeriet. Det er de ikke, de er fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, men svaret i udvalget blev givet af beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) og det forvirrede os. Vi beklager.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce