Kathrine Lilleør, præst og borgerlig debattør, stemplede for nylig fagforening 3F som ’usolidarisk’. Årsagen er, at 3F ifølge Lilleør har været så effektive til at forhandle overenskomster, at en stor gruppe af danskere, som ikke kan levere en arbejdsindsats svarende til en mindsteløn, bliver ekskluderet fra arbejdsmarkedet.

Lilleørs skriver, at ”Ingen tør udfordre fagbevægelsens indlysende medansvar for den massive arbejdsløshed blandt ufaglærte. Og de deraf følgende samfundsproblemer. Som eksempelvis vores uoverskuelige integrationsproblemer af arbejdsløse indvandrere. Den bitre sandhed er, at sænkede fagbevægelsen mindstelønnen til netop kr. 60,- i timen ville ufaglærte danskere af alle slags komme i arbejde”.

Lilleørs forsalg gør hundredetusinder fattigere
Der er imidlertid (mindst) tre store problemer med Lilleørs rationale. Og lad os i den forbindelse se helt bort fra, at mindstelønnen jo ikke fastsættes centralt, men forhandles mellem arbejdsmarkedets parter.

For det første, så er det næppe realistisk at forestille sig, at det kun er de grupper, som i dag står uden for arbejdsmarkedet, der vil blive påvirket af lavere mindsteløn. Åbnes der op for lavere mindsteløn, vil det skabe et pres på lønnen også for de grupper, som godt kan arbejde til en timeløn, der ligger på eller over den nuværende. Vi risikerer med andre ord at åbne op for et stort proletariat af ”arbejdende fattige”. Netop den udvikling advarede 3F-formand Per Christensen om for nylig.

For det andet, så vil der givetvis være danskere som vil kunne arbejde, hvis timelønnen sænkes til 60 korner. Men hvad så med dem, der kun kan levere en arbejdsindsats, som er 55 kroner værd? De vil jo så også blive ”ekskluderet” i Lilleørs model. Det bliver altså hurtigt en skrue uden ende, hvor der altid kan argumenteres med at flere vil kunne arbejde, hvis bare lønnen sænkes en anelse mere, indtil vi lander på et rundt 0.

Vi skal ikke bringe lønnen ned til kvalifikationerne – vi skal bringe kvalifikationerne op til lønnen.

Og endelig, for det tredje, så virker forslaget om lavere mindsteløn besynderligt i en tid, hvor Lilleørs borgerlige venner har meget fokus på, at det skal kunne betale sig at arbejde. Lavere mindsteløn vil selvsagt gøre det mindre økonomisk attraktivt at arbejde. Skal forslaget hænge sammen, må det altså kombineres med en drastisk nedskæring på ikke bare kontanthjælp, men også dagpenge og de mange andre ydelser (fx sygedagpenge, barselsdagpenge, efterløn), som er baseret på dagpengesatsen. Og så er der så yderligere nogle hundredetusind danskere, som vil blive påvirket.

Der skal satses på efteruddannelse
Mogens Lykketoft sagde engang, at ”vi skal ikke bringe lønnen ned til kvalifikationerne – vi skal bringe kvalifikationerne op til lønnen”. Det bør også fremadrettet være vores overordnede tilgang til udfordringen med at få flere ufaglærte ind på arbejdsmarkedet. Det gør os som samfund rigere, at folk kan arbejde og forsørge sig selv til en ordentlig løn.

Der skal satses massivt på at uddanne de mennesker, der i dag ikke kan arbejde til en mindsteløn, og her trækker de senere års reformer af kontanthjælps- og beskæftigelsessystemet trækker her i den rigtige retning, fordi de netop satser på at opkvalificere ufaglærte.

Selvfølgelig er det ikke realistisk at forestille sig, at alle inden for en overskuelig periode kan efteruddannes tilstrækkeligt. Der vil altid være grupper, som har svært ved at yde en arbejdsindsats, der modsvarer en mindsteløn. Her må der imidlertid tænkes i målrettede tiltag, fx løntilskudsordninger.

Reformer af kontanthjælps- og beskæftigelsessystemet trækker her i den rigtige retning, fordi de netop satser på at opkvalificere ufaglærte.

Løntilskudsordninger har i dag et blakket ry, efter en række eksempler på, at de misbruges af arbejdsgivere til at skubbe fastansatte ud til fordel for billigere medarbejdere på løntilskud. Her må regeringen og fagbevægelsen i fællesskab finde modeller, som er holdbare.

Alt i alt er det meget usikkert, hvor mange mennesker der reelt vil komme i arbejde, fordi mindstelønnen sænkes. Derimod er det helt givet, at mange lønmodtagere vil blive fattigere. Lad os derfor fokuserer på tiltag der reelt virker i forhold til at bringe mennesker ind på vores arbejdsmarked. Målsætningen må være, at alle kan forsørge sig selv og tjene en ordentlig løn.