Hykleri og dumhed i debatten om ytringsfrihed

Når højrefløjens "ytringsfrihedskæmpere" kun har blikket rettet stift mod islamistiske fundamentalister som en trussel, overser de, at der eksempelvis i Spanien, Ungarn og Rusland også er politiske angreb mod demokratiet og ytringsfriheden.
Sorgen over det forfærdelige terrorangreb i hovedstaden er blevet afløst af forkvaklede og stupide forsøg på at vise politisk handlekraft.

Fortællingen om, at det er islam og dele af den muslimske minoritet i Danmark og Europa, som er mest blodtørstige i deres lyst til at brænde ytringsfriheden på det buldrende sharia-bål, er både falsk og farlig.

Så sent som i fredags kunne vi se, at Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti står samlet i ønsket om at proppe Muhammed-tegningerne (læs: nok kun Kurt Westergaards bombe-tegning) ned i halsen på samtlige skolebørn i landet. Alle os, som troede, at grænsen for detailstyring og ligegyldig regulering af folkeskolen var nået, tog åbenbart fejl – igen. Alle os som troede, at grænsen for dum og ligegyldig politisk debat var nået, tog åbenbart fejl – igen.

Forslaget er ikke kun et ynkeligt ideologisk slag i luften. Det er også udtryk for, at en helt misforstået analyse af, hvem der er ytringsfrihedens fjender, nu har indtaget alle dele af det politiske arbejde på Christiansborg. For fortællingen om, at det er islam og dele af den muslimske minoritet i Danmark og Europa, som er mest blodtørstige i deres lyst til at brænde ytringsfriheden på det buldrende sharia-bål, er både falsk og farlig.

Hvis man slår gluggerne op og kigger ud over Europa, så vil man meget hurtigt opdage, at ytringsfrihedens allerstørste fjender ikke er langskæggede og burkaklædte koran-prædikanter. Det er først og fremmest politiske magthavere, som i udgangspunktet har haft deres fødder solidt plantet i den demokratiske muld.

Med uopklarede mord på politiske modstandere, konsekvent forfølgelse af homoseksuelle og etniske minoriteter og et strammere og strammere greb om pressen i Rusland, er Putin ved at børste de sidste demokratiske krummer af landets skuldre

I Spanien presser den konservative regering på for at få godkendt en lov i Senatet, som på væsentlige områder vil begrænse ytrings- og forsamlingsfriheden i Spanien. Siden 2011 har der været en bølge af folkelige protester mod den neoliberale nedskæringspolitik, og regeringen vil nu komme det til livs, ved bl.a. at smide folk i fængsel som deltager i uanmeldte møder – f.eks. foran strejkeramte virksomheder.

Også i et EU-land som Ungarn har vi oplevet gentagne angreb på ytringsfriheden. Landets konservative premierminister, Viktor Orban, har stort set brugt det meste af sin regeringstid på at afvikle det demokrati, som førte ham til magten. Han har indskrænket pressefriheden, indført politiske domstole og er i det hele taget i gang med at bombe befolkningens frihedsrettigheder i småstykker.

Meget tyder på, at Orban er kraftigt inspireret af ytringsfrihedens store fjende mod øst, Vladimir Putin, som også er ved at føre Rusland længere og længere ind i mørket. Med uopklarede mord på politiske modstandere, konsekvent forfølgelse af homoseksuelle og etniske minoriteter og et strammere og strammere greb om pressen i Rusland, er han ved at børste de sidste demokratiske krummer af landets skuldre.

Herhjemme er vi heldigvis forskånet for direkte angreb på ytringsfriheden fra politiske magthavere. Men alligevel oplever vi eksempelvis, at utroligt mange offentligt ansatte ikke tør bruge deres ytringsfrihed til at stille offentligt spørgsmålstegn ved deres arbejdsforhold. Vi har set mange eksempler på ansatte, som er blevet kaldt til helt ubegrundede ”kammeratlige” samtaler hos deres kommunale arbejdsgiver, og flere steder må anonyme whistleblower-ordninger bruges som et redskab til at hive nødvendige ytringer ud af frygtsomme danskere.

Der er ingen tvivl om, at ytringsfriheden er truet – også mere end for bare 10-15 år siden. Men truslen kommer fra politiske magthavere og skrøbelige europæiske demokratier, som oftere og oftere udsættes for angreb

Jeg anerkender, at tegnere, forfattere, politikere og andre må beskyttes, fordi vanvittige islamister ønsker at skære halsen over på dem. Som venstreorienteret anser jeg også religionskritik for at være en uhyre vigtig del af debatten, og noget som vi hverken kan eller skal undvære. Der er ingen tvivl om, at visse muslimske miljøer udgør en reel trussel mod vores værdier. Det benægter jeg slet ikke.

Men det billede, som Mikael Jalving, Søren Krarup, Helle Merete Brix, Katrine Winkel Holm og andre forsøger at skabe, er simpelthen forkert og udtryk for en åndelig spedalskhed. Islam og muslimer er ikke den største trussel mod ytringsfriheden i Danmark og Europa. Der er ingen tvivl om, at ytringsfriheden er truet – også mere end for bare 10-15 år siden. Men truslen kommer fra politiske magthavere og skrøbelige europæiske demokratier, som oftere og oftere udsættes for angreb og forsøg på snigmord.

Når de føromtalte ”ytringsfrihedskæmpere” kun har blikket stift rettet mod islam, er det hykleri af værste skuffe. Hvis de virkelig ønskede at bekæmpe frihedens fjender, så kastede de sig ind i kampen mod de politiske angreb på ytringsfriheden. Det er i høj grad på de bonede gulve hos det politiske establishment, at frihedsrettighederne er under pres. Ikke i en moske på Nørrebro.

Frederik Vad Nielsen (f. 1994) studerer arbejdslivsstudier og journalistik på RUC, er redaktør på magasinet DSU’eren og medlem af DSU’s forretningsudvalg.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Frederik Vad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidl. forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Flere artikler om emnet

Annonce