Der er forskel på løfter og hensigtserklæringer

Når DF'ere forsvarer partiets milliard-ønsker med, at det ikke er konkrete løfter, men blot noget, man vil arbejde for, er det en interessant og vigtig skelnen. Alternativet er en dybt unuanceret og forsimplet opfattelse af, hvordan man driver politik.
Man vinder nok ikke noget valg på at sige, at Dansk Folkeparti lover guld og grønne skove og ikke har finansieringen på plads. Risikoen er også, at en for massiv kampagne mod Dansk Folkeparti ville kunne bagslag, da det kunne ribbe op i løftebrudsdebatten.

Lad mig slå fast, at man naturligvis skal kunne anvise finansiering for sin politik. Og kan man ikke det, må man forvente at modtage kritik. Det er et vilkår i den politiske debat. Det er altså ikke manglen på finansiering af DF’s forslag, som jeg vil fokusere på i dette indlæg.

Denne idé om, at der er forskel på løfter og på andre ønsker, plæderer mange af DF'erne nu for, når de skal forsvare partiets ønsker. Og det er sundt for demokratiet.

Jeg vil fokusere på den del af debatten om DF’s forslag, som handler om, hvorvidt det er løfter. For når DF'erne skal forklare deres dyre ønsker, skriver de eksempelvis:

"Der skal jo 90 mandater til, før der bliver gennemført noget. Alt det, DF foreslår, er ikke noget, de lover vælgerne at gennemføre, men noget de vil arbejde for kan komme igennem." (set på Facebook)

Og nu bliver det rigtigt interessant. Hermed skelnes der altså klart mellem deciderede løfter og andre politiske ønsker, og det leder os tilbage til valgkampen i 2011, hvor Socialdemokratiet afgav to klare løfter.

"Jeg har givet to klokkeklare løfter i valgkampen. Det ene var, at vi ville fastholde 24-års reglen og tilknytningskravet. Det andet, at der ikke ville blive rørt ved boligskatten. Det fastholder vi fuldstændig. Alt andet har været Socialdemokraternes politik, som vi er gået til valg på," sagde Helle Thorning-Schmidt til Politiken og tilføjede: ”… Resten er jo det, ens valgprogram går ud på. Hvis man ikke får 90 mandater, må man gå på kompromis og finde løsninger i samarbejde med andre partier.”

Lad nu blive enige om, at der er forskel på konkrete, ufravigelige løfter og så de øvrige politiske forslag og hensigtserklæringer. For alle ved, at der skal 90 mandater til at opnå et flertal.

Allerede få dage inde i valgkampen, den 29. august 2011, sagde Helle Thorning-Schmidt følgende til Berlingske: ”Det er et lidt utraditionelt valggrundlag, for det indeholder ikke nye løfter, for det er tiden simpelthen ikke til. Tværtimod indebærer det en række nye krav. Den situation, vi står i, kræver noget af os alle sammen, og derfor siger vi klart og tydeligt til danskerne, at der ikke er nogen lette veje.”

Dermed sadlede hun klart om og ændrede attitude over for De Radikale, som tidligere havde fået at vide, at der ikke ville blive ændret et komma, hvis De Radikale ville til magten sammen med S-SF-alliancen.

Denne idé om, at der er forskel på løfter og på andre ønsker, plæderer mange af DF'erne nu for, når de skal forsvare partiets ønsker. Og det er sundt for demokratiet.

For det, vi var vidner til fra højrefløjen efter sidste valg, var en historisk orkestreret, gennemført og systematisk smædekampagne, som skulle miskreditere Socialdemokratiet ved at råbe ’løftebrud’ hver gang, det var muligt, selvom der reelt ikke var tale om løftebrud.

Missionen lykkedes desværre, mens den nuancerede forståelse af politiske og parlamentariske processer blev ofret på smædeskriftens uhellige alter. Resultatet er en langt mindre nuanceret og alt for simplificeret forståelse af demokratiet set i forhold til virkelighedens verden.

Lad nu blive enige om, at der er forskel på konkrete, ufravigelige løfter og så de øvrige politiske forslag og hensigtserklæringer. For alle ved, at der skal 90 mandater til at opnå et flertal. Derfor kommer man i mange tilfælde til at gå på kompromis med sine politiske ønsker, mens man virkelig ikke vil gå på kompromis med sine reelle løfter.

Hvis blå blok vinder næste valg, vil de også være i en situation, hvor nogle politiske forslag fra valgkampen er konkrete løfter og andre er mere smidige ønsker, som man kan give sig på. Sådan er politik.

Jakob Esmann (f. 1993) studerer retorik på Københavns Universitet, er medlem af DSU’s forretningsudvalg og studentermedhjælper på Netavisen Pio.

 

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook