Faldende organisering vil medføre, at lønmodtagerne får mindre forhandlingsstyrke over for arbejdsgiverne – og dermed sker der en omfordeling fra lav- og mellemindkomster til de højeste indkomster.

Et nyt, omfattende studie fra den internationale valutafond IMF viser, at der er tæt sammenhæng mellem graden af faglig organiseringen og udviklingen i ulighed. Jo mindre faglig organisering, jo svagere står lav- og mellemindkomstgrupperne. Til gengæld får topindkomsterne en betydelig gevinst af de svækkede fagforeninger.

Analysen er udarbejdet af to økonomer fra IMF’s Research Department. De har undersøgt sammenhængen mellem faglig organisering og ulighed i en række veludviklede økonomier siden 1980, og deres resultater er netop blev fremlagt i en artikel i magasinet Finance and Development, der udgives af IMF.

Mens det har været almindeligt anerkendt, at svagere fagforeninger vil medføre lavere lønninger til de lav- og mellemindkomstgrupperne, så har der indtil nu ikke været meget fokus på, hvad svagere fagforeninger betyder for de højeste indkomster. Her bidrager studiet med ny, vigtig viden.

Svækkede lønmodtagere styrker kapitalen
Fagforeningerne kan påvirke graden af ulighed på flere måder. Dels ved at fagforeningerne i forhandlingerne med arbejdsgiverne kan sikre, at en større andel af virksomhedens overskud udbetales som lønninger til de ansatte, frem for som afkast til aktionærerne og bonusser til ledelsen. Og dels ved at fagforeningerne som politisk interesseorganisation kan presse politikerne til at indføre mere omfordeling til gavn for deres medlemmer, fx et sikkerhedsnet i tilfælde af arbejdsløshed.

Samtidig afkræfter studiet en anden udbredt myte, nemlig at faglig organisering fører til højere arbejdsløshed og dermed stigende ulighed.

Det betyder også, at faldende organisering vil medføre, at lønmodtagerne får mindre forhandlingsstyrke over for arbejdsgiverne – og dermed sker der en omfordeling fra lav- og mellemindkomster til de højeste indkomster. Forfatterne finder ”stærk evidens for, at lavere organiseringsgrad er forbundet med en stigning i topindkomsternes andel af den samlede økonomi i perioden 1980-2010”. Lavere faglig organisering gør altså ikke kun middel- og lavindkomstgrupperne fattige, men gør også de rige endnu rigere.

Forfatterne tester også for alternative forklaringer på den stigende ulighed, fx presset fra globaliseringen, skattelettelser til de højeste indkomster og ændringer i befolkningens uddannelsesniveau. Selv når der tages højde for disse forhold, ses der en stærk sammenhæng mellem ulighed og faglig organisering.

Fagforeninger er ikke skyld i arbejdsløshed
Samtidig afkræfter studiet en anden udbredt myte, nemlig at faglig organisering fører til højere arbejdsløshed og dermed stigende ulighed. Højrefløjen beskylder jævnligt fagforeningers krav om fx højere mindsteløn for at presse ufaglærte grupper ud af arbejdsmarkedet. Senest har den borgerlige debattør Katrine Lilleør kaldt 3F’s forsvar af mindstelønnen for ”usolidarisk”. Men forfatterne finder på baggrund af studier ikke noget nogen sammenhæng mellem høj grad af organisering og arbejdsløshed.

I en tid, hvor den danske model og den høje faglige organisering er under stærk pres, både fra politisk side og af multinationale selskaber som Ryanair, leverer studiet derfor et tankevækkende bidrag. Svækkede fagforeninger skaber ikke flere arbejdspladser, men vil til tværtimod betyde en stor omfordeling fra store brede grupper til topledere og aktionærer i toppen af samfundet. Og som udviklingen i resten af verden viser, så er høj grad af faglig organisering langt fra nogen selvfølgelig.