På tværs af landet diskuteres den økonomiske udligning mellem kommuner. Det er ikke nyt. Sådan har det været, så længe jeg kan huske tilbage. Positionerne er ikke nye, og bestemt heller ikke overraskende. De kommuner, der modtager udligningskroner, ønsker flere, mens de, der betaler til udligningen, ønsker mindre udligning.

Debatten om udligning må vi nok leve med. Den er et grundvilkår for det kommunale Danmark. Men måske burde kommunalpolitikerne løfte blikket fra skyttegravene og finde andre økonomiske slagmarker end udligningssystemet. For mens debatten kører i ring om kommaer i landsudligningen, har finansieringsreformer af større velfærdsområder uden for udligningssystemet flyttet rundt på milliarder. Finansieringsreformer med alvorlig social slagside.

Milliarder fra børn, skole og ældre til sygehuse
Et grelt eksempel finder vi på sundhedsområdet. Den aktivitetsbestemte sygehusmedfinansiering fulgte med kommunalreformen i 2007 og har frem til i dag flyttet milliarder af kroner fra de kommunale budgetter for børn, skoler og ældre til regionernes sygehuse. Tre forhold har gjort den kommunale medfinansiering af sygehusene til en tikkende bombe under de kommunale velfærdsområder.

For det første var overflytningen i forbindelse med kommunalreformen underfinansieret. Et eksempel er kravet om genoptræningsplaner. Med udgangspunkt i niveauet før kommunalreformen er Herlev via bloktilskuddet blevet tilført samlet ca. 5,5 millioner kroner til at løse opgaven. Men antallet af bestilte genoptræningsplaner fra hospitalerne er langt større end de forudsatte ca. 100 genoptræningsplaner. I 2014 er der bestilt mere end 900 genoptræningsplaner og udgiften for Herlev er vokset til mere end 13 millioner kroner.

For det andet blev underfinansieringen af sundhedsopgaverne mere og mere alvorlig, som produktiviteten på sygehusene tog fart. I Herlev voksede nettomerudgiften i faste priser fra 2007 til 2011 med 7,3 millioner kroner. I landstal svarende til 1,5 milliarder kroner. En stigende udgift, der alene kunne finansieres ved tilsvarende besparelser på de kommunale velfærdsområder.

For det tredje valgte VK-regeringen i sin sidste tid at accelerere den kommunale medfinansiering for nogle kommuner, da man valgte at fjerne den objektive finansiering med et grundbidrag og dermed gøre hele den kommunale medfinansiering aktivitetsbestemt. Det betød, at Herlevs nettomerudgifter til sygehusene i faste priser fra 2011 til 2014 voksede fra de 7,3 millioner kroner til 26,8 millioner kroner. Altså fra 2007 til 2014 en merudgift for Herlev svarende til mere end 5 milliarder kroner i landstal. Udgifter vi aldrig er blevet kompenseret for, men krone for krone er betalt via tilsvarende reduktioner på de kommunale kernevelfærdsområder.

Asocial og usaglig finansieringsmodel
Den helt aktivitetsbestemte medfinansiering er urimelig af to årsager. Først og fremmest fordi den rammer socialt skævt. Borgere med ingen eller kort uddannelse, hyppig ledighed, misbrug eller andre sociale udfordringer lever hårdere liv med mere sygdom end borgere med længere uddannelse og fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor medførte finansieringsomlægningen fra 2011, at socialt udfordrede kommuner med de mest udsatte borgere skulle betale en større del af regningen for sygehusene, mens kommuner med solide beskatningsgrundlag og sunde borgere slap billigere. VK-regeringen flyttede altså med stor dygtighed og præcision sundhedsudgifter fra Ishøj til Rudersdal. Fra røde kommuner til blå kommuner. Urimeligt og asocialt.

Dernæst var finansieringsomlægningen urimelig, fordi den byggede på en falsk argumentation. Argumentationen fra den daværende regering handlede om, at kommunerne skulle have større incitamenter til at forebygge og holde borgerne ude af sygehusene. En sympatisk argumentation, hvis den havde hold i virkeligheden. Men som Produktivitetskommissionen har slået fast, er det en ganske lille del af den kommunale medfinansiering af sygehusene, der reelt er forebyggelig. For Herlev ca. 7 procent. Derfor foreslår Produktivitetskommissionen også, at den aktivitetsbestemte sygehusmedfinansiering, som vi kender den i dag, ændres.

Hvis ikke denne regering får rettet op på den skævhed mellem kommuner på sundhedsområdet, som VKO fik gennemført, vil det fortsat være børn, skoler og ældre, der skal betale en stadigt voksende sundhedsregning i kommuner med mange svage og syge borgere. Jeg ser frem til en løsning, for lighed i sundhed er en socialdemokratisk mærkesag – også på tværs af kommune grænser.

Den nuværende regering skal løse problemet
Under den nuværende regering er der taget initiativ til at se på den skævhed, sygehusmedfinansieringen har skabt mellem kommuner. I økonomiaftalen for 2015 mellem regeringen og KL blev det aftalt at ”…igangsætte en evaluering af den kommunale medfinansiering på sundhedsområdet i 2014. Der udarbejdes i samarbejde med KL og Danske Regioner et kommissorium for evalueringen i juni 2014 med henblik på opstart af arbejdet senest i september 2014.” Efter sigende har Nick Hækkerup sat arbejdet i gang, og det er mit håb, at konklusionerne drages på denne side af et folketingsvalg.

Hvis ikke denne regering får rettet op på den skævhed mellem kommuner på sundhedsområdet, som VKO fik gennemført, vil det fortsat være børn, skoler og ældre, der skal betale en stadigt voksende sundhedsregning i kommuner med mange svage og syge borgere. Jeg ser frem til en løsning, for lighed i sundhed er en socialdemokratisk mærkesag – også på tværs af kommune grænser.

Thomas Gyldal (f. 1975) er borgmester i Herlev. Han har tidligere arbejdet som erhvervspolitisk konsulent Dansk Byggeri og og politisk konsulent i Dansk Metal. I forbindelse med kommunalvalget i 2013, opnåede Socialdemokraterne i Herlev valgets bedste resultat med 58,7 procent af stemmerne.
‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.