Annonce

Venstres talmagi og statistik-spin - vol. 2

Venstre-politikeres snak om "31 lempelser af udlændingepolitikken" er udtryk for en lemfældig omgang med fakta. Derfor bringer vi nu endnu en omgang talmagier og spinnede statistikker fra Venstre.
I starten af denne måned skrev vi om Venstres 9 værste eksempler på talmagi og statistik-spin. Men siden da har Venstres politikere gentaget talelinjen om ”31 lempelser i udlændingepolitikken”, og derfor er der anledning til at lave en opfølger, der kan afsløre endnu flere fordrejninger, talmagier og spinhistorier.

1) Regeringen har lempet udlændingepolitikken 31 gange!
Flere gange – både i efteråret og i disse uger – har flere Venstrefolk, bl.a. Michael Aastrup Jensen, Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen gentaget budskabet om, at regeringen har lempet udlændingepolitikken 31 gange. Men allerede i oktober kom Venstres opgørelse i modvind, da flere eksperter kritiserede dem for at tælle ”dobbelt” og medtage ændringer, der ikke er lempelser. Det skrev vi i øvrigt om her.

”Der er ikke tale om 31 lempelser, det er der overhovedet ikke. Listen er for lang, der er punkter, hvor der slet ikke er tale om lempelser, og der er flere punkter, der lapper over. Man har skrevet alting på, men når man eksempelvis skriver pointsystemet på, skal man ikke også skrive de nedenstående punkter, der hører ind under pointsystemet, på. Det er det ene eller det andet,” udtalte Marianne Vølund, der er specialist i udlændingelovgivning, til Berlingske.

2) Arveafgiften koster 5.000 job
Når det kommer til effekten af afskaffelsen af arveafgiften for familieejede virksomheder, så påstod Løkke, at "vi snakker om 5000 arbejdspladser.”
Hvor Venstre har den påstand fra vides ikke, men Skatteministeriet har afvist påstanden i et svar, hvor ministeren skriver, at der ikke er belæg for at ”antage, at bo- og gaveafgiften vil medføre tab af arbejdspladser de kommende år”

3) Venstre investerer mere i sundhed end SR-regeringen
”Vi holder fast i det offentlige udgiftsstop samtidig med, at vi afsætter 1 mia. kr. ekstra til sundhedsvæsenet i 2015. Det er dobbelt så meget som i regeringens sundhedsudspil,” skrev Lars Løkke 10. september 2014 i Frederiksborg Amts Avis.

Han glemmer bare at nævne, at han kun taler om år 2015. For ganske rigtigt investerer regeringen ’kun’ 500 mio. ekstra i sundhed i år, men fra 2016 til og med 2018 investeres der yderligere i alt 6 milliarder kroner. Venstre har derimod ikke fremlagt et udspil for, hvor meget de ville investere fra 2016. Det skrev vi i øvrigt også om for nylig her.

4) Nulvækst giver flere penge til kommunerne end den nuværende politik
”Med Venstres udgiftsstop ville kommuner og regioner få flere penge, end de får af SR-regeringen i dag,” skrev regionsborgmester Carl Holst (V) den 17. juni 2014.

Men i 2015 får kommunerne flere hundrede millioner fra regeringen, så velfærden forbedres for vores ældre, børn og syge. Venstre derimod ønsker nulvækst, som udhuler kommunerne, og Venstre foreslog selv besparelser i kommunerne for ikke mindre end 1,5 milliarder i deres finanslovsforslag for 2015.

5) Nulvækst medfører ikke færre offentligt ansatte
Kristian Jensen (V) påstod for en måned siden, at Venstre ”har et offentligt udgiftsstop, der betyder [..] at det antal sygeplejersker og pædagoger, der er i dag, dem har vi også råd til i årene frem.”

Men eksperter er enige om, at udgifterne til medicin og andre varer vil stige. I dag bruger det offentlige dobbelt så mange penge på vareindkøb som i 1990. Den udvikling vil fortsætte. Derfor vil der være færre penge til løn. Og derfor kommer der færre offentligt ansatte med nulvækst. Ud fra Finansministeriets konservative vurdering, vil nulvækst føre til 20.000 færre fuldtidsbeskæftigede offentligt ansatte i 2020.

6) Regeringens asylpolitik har kostet 1 milliard kroner
”Regeringen har lempet udlændingepolitikken 31 gange, hvilket sammenlagt koster de danske skatteydere omkring en milliard kroner om året,” sagde Karsten Lauritzen (V) 14. august 2014 til Nordjyske Stiftstidende.

Der er bare flere problemer med dette tal. For det første indgår der nogle penge, som går til hurtigere hjemsendelse, hvilket Venstre selv har stemt for. For andet har Venstre i sit milliardregnestykke medtaget 350 millioner kroner, som dækker afskaffelsen af starthjælpen, 225-timers-reglen og kontanthjælpsloftet (se opgørelsen fra ministeriet her sammenholdt med lovforslaget her). Problemet er, at fx kontanthjælpsloftet jo ikke handler om regler for særligt udlændinge, men alle på kontanthjælp.

7) Antallet af familiesammenføringer er næsten fordoblet!
”Samtidig er antallet af familiesammenføringer næsten fordoblet,” skriver Venstre i sin angrebsmanual om perioden fra 2011 til 2013. Og det er heller ikke helt forkert, for tallet bliver en stigning 76 %, dvs. næsten en fordobling. Men problemet er, at Venstre kun medtager de tal, som gavner deres formål. For når tallet bliver så højt, skyldes det, at antallet af familiesammenføringer var meget lavt i 2011. Men antallet af sammenføringer (tilladelser) i 2012 faktisk lavere (!) end i 2010, hvor VK-regeringen var ved magten, og i 2013 var tallet næsten det samme som i 2010.

familiesamm politiko

Graf: Politiko med data fra Justitsministeriet og Udlændingestyrelsen

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet