Ville man ved selvsyn have bevis på at fagbevægelsen har problemer med at tage beslutninger, så skulle man have deltaget i debatmøde om en eventuel fusion af LO og FTF i denne uge. De tre formandskandidater kunne ikke klart melde ud, hvad de mente om planerne om en fusion af de to hovedorganisationer.

Omkring tre snese mennesker var onsdag aften samlet i HK København til en temaaften om LO og FTFs planer om at lægge sig sammen til en hovedorganisation. Og mødet inkluderede blandt andet en debat mellem de tre kandidater, der kæmper om at afløse Harald Børsting som, måske den sidste, formand for LO, som vi kender det.

Man støder nok ingen ved at påstå, at det ikke er det mest folkelige emne. Og det kan ses på tilhørerne, der er mødt frem til mødet, der hovedsageligt omfatter valgte og ansatte i fagbevægelsen. Der er god stemning og der grines indforstået, når Børsting laver en joke om en der laver ballade i toppen LO. Han behøver ikke at nævne hvem han taler om, vi ved det godt alle sammen.

Hvorfor fusion?
Temaaftnen startede med at Harald Børsting og hans kollega i FTF, Bente Sorgenfrey, præsenterede hvor langt man var i processen og hvorfor en fusion er nødvendig. Et er, at LO har haft mistet hundredetusindvis af medlemmer, som sætter økonomien under pres.

Men fælles for både LO og FTF, så er det, at den samlede fagbevægelse har tabt politisk indflydelse. Uanset om det er en blå eller en rød regering, så er fagbevægelsen ikke længere en naturlig deltager i det lovforberedende arbejde, men får blot lov til at indsende svar, når eksperterne er blevet enige.

Så for at kunne hamle op med arbejdsgivernes og finansministeriets ”regnedrenge”, er der brug for mere analysekraft. Desuden, mener de begge, vil man stå stærkere ved at være en stemme for en million lønmodtagere, end ved at være to separate organisationer.

Men der er også knaster. Det handler blandt andet om den måde man arbejder på politisk, hvor LO arbejder tæt sammen med Socialdemokratiet, mens man i FTF gør en dyd ud af at man er partipolitisk uafhængige. Der er desuden en diskussion om forskellen på LO’s medlemmer, hvor et stort flertal er privatansatte og FTF som repræsenterer de store offentlige medarbejdergrupper som lærere, pædagoger og sygeplejersker.

Der er også en diskussionen der handler om metoder og kampskridt, for selvom der ikke er så stor forskel på hvad de to hovedorganisationer mener politisk, når det handler om velfærd og uddannelse, men der er, siger Børsting: ”forskel på hvad man skal gøre, når arbejdsgiveren er et dumt svin.”.

Formandskandidater padlede
Efter et lille intermezzo med en debat mellem tre københavnske fagforeningsmænd, fællestillidsmand i Post Danmark, Morten Søndergaard, formand Palle Nielsen fra FOA’s afdeling for SOSU’er og 3F Københavns formand Bjarne Høpner, er det tid til de tre formandskandidater indtager scenen.

LO’s nuværende næstformand Lizette Risgaard vil ikke fortælle hvad hun mener, da hun på nuværende tidspunkt er loyal overfor den nuværende proces som foregår. HK’s formand Kim Simonsen er tilhænger, men forklarer han, det er fordi han er bundet af kongresresolutioner som HK har vedtaget og endelig erklærer HKKFs formand Flemming Winther sig som ”skeptisk tilhænger”.

Den noget radikale udmelding begrunder han med, at han vil være helt sikker på, at det er den rigtige beslutning. ”For som man siger i min branche. Når først skuddet er gået, er det pokkers svært at trække tilbage”.

Jeg sidder med fornemmelsen af, at de tre kandidaters noget vage udmeldinger måske meget godt illustrerer nogen af fagbevægelsens problemer. For det er jo påfaldende, at de tre kandidater der vil stå i spidsen for den mest fremtrædende position i dansk fagbevægelse ikke er i stand til at sige klart og tydeligt, hvad de vil med LO og fagbevægelsen.  Men det var altså ikke på denne aften, at vi fik svar på det.