LO's formand Harald Børsting havde tydeligvis læst skriften på væggen, da han i sidste uge inviterede indenfor i LO til en diskussion omkring fremtiden for den danske model.

Det var da også alvor, der præger blikkene på 5.salen i LO’s glashus, hvor de godt 35 deltagere har sat sig til rette foran den 246 siders lange rapport ’Danmark 2030’, som LO havde produceret til dagen på baggrund af tre års intenst forarbejde fra den norske forskningsinstitution FAFO.

En mudret og fjern fremtid
Man kan godt blive nervøs, når sidder til en konference, hvor diskussionen  tager afsæt i det fjerne 2030-perspektiv frem for hvad der sker i 2016. Det er en strategi, der nogle gange bliver tilvalgt, når man har svært ved at træffe de svære valg. Men sådan er det ikke med mammut-rapporten fra LO, der opstiller en række interessante scenarier for hvad der kan ske med den danske velfærds- og arbejdsmarkedsmodel de næste 15 år.

Under selve konferencen bliver man da også mættet med utallige grafer, budskaber og diskussioner. Så meget at man næsten mister fokus på hovedbudskab og hovedsvar. Det politiske panel bestående af fire valgkampsivrige politikere Pia Olsen Dyhr(SF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Inger Strøjberg (V) og finansminister Bjarne Corydon (S) bidrage således også mest til at gøre udfordringerne endnu mere mudrede.

Meget præcist opsamlede Kristian Thulesen Dahl diskussionen: ”Jeg troede, at vi skulle diskutere visioner og det store perspektiv. Men nu sidder vi pludselig og kører rundt i fagforeningsfradraget”

Harald Børsting sikrer de rene linjer
For at sikre rene linjer og klare svar, så har Netavisen Pio valgt at følge på 2030-konference med at stille et par spørgsmål til konferences vært Harald Børsting (HB).

Pio: Hvorfor skal vi fokusere på 2030? Hvorfor ikke hellere i morgen eller 2016?

HB: Det er ikke enten eller. Vi er meget fokuseret på hverdagen og problemerne her og nu. Men en gang i mellem er det jo sundt at hæve blikket. Derfor er det også et supplement til alt det vi gøre i forvejen. Det er bestemt ikke fordi, der noget som vi vil undgå at tale om

Pio: I jeres rapport peger i på at organiseringsgraden i Danmark i 2030 vil havne på blot 50 procent, hvis udviklingen fortsætter i samme takt som i perioden efter 1995. Hvordan vil vende udviklingen og hvad vil i gøre i praksis?

HB: Fantasi- og idérigdommen er til at overse fra jer journalisters side. Det har vi jo hørt på siden halvfemserne og jeg mener at udfordringen med den faldende organisering er overdrevet. Det der står i rapporten er en lineær fremskrivning og så galt kommer det aldrig til at gå. Der sker jo meget allerede nu og antallet af medlemmer, der melder sig ud er bremset. Alvoren er gået op for alle foreninger og alle led i de enkelte fagforeninger. Man er jo i gang med en gedigen organiseringsindsats.

Pio: Og du har selv tidligere talt om, at det kan blive nødvendigt både at opgive de brancher (som flybranchen) som ikke kan leve op de danske OK-krav og samtidig også nævnt, at øget lovgivning kan blive nødvendigt? Er det en del af jeres svar til 2030?

HB: Jeg håber aldrig, at vi kommer i en situation, hvor vi får brug for den slags redskaber. Lovgiverne skal ikke blande sig. Det vil betyde at man underminere vores almindelige kampskridt. Dem skal vi altid beskytte.

Pio: Selv arbejdsgiverne, som vi har set i forbindelse med flybranchen finder nye redskaber til at underminere arbejdstagernes rettigheder, så er der altså ikke brug for nye redskaber?

HB: Arbejdsgiverne har til alle tider været kreative, det er der intet nyt i. Det vigtige er at alle der kommer til Danmark acceptere de danske spilleregler. Her i landet aftaler man forholdene. Det er logikken i vores model.

Det kræver til gengæld er at alle parter tager modellen alvorligt. Vi forventer at man fra (red. politisk side) ikke lægger os hindringer i vejen, hvilket fradraget for kontingent var et eksempel på. Det er et stort problem at man i hele fagbevægelse kan nikke genkende til at opleve et tab af indflydelse. Særligt i kommissioner og lovforberedende arbejde er inddragelse af fagbevægelsen svækket. Alt skal i dag håndteres af ekspertgrupper, hvor vi kun sjældent bliver inviteret med.

Pio: Hvorfor sker dette?

HB: Jeg ved sgu ikke, hvorfor vi taber indflydelse. Det har der vist været mange forskellige opfattelser af. Men vi oplever jo en vis Christiansborg-selvtilstrækkelighed.

Pio. Hvad er dit eget personlige bud på det bedste redskab til at sikre den danske model?

HB: Det kræver at alle står sammen om den danske model.

Vi har for det første brug for en bred folkelig forståelse. Befolkningen skal forstå konsekvenserne af at være uorganiseret og af at arbejde udenfor overenskomsterne. Det er jo blandt andet derfor vi lanceret vores OK-kampagne og kører denne over flere år.

For det andet så skal vi sikre at vores model er tilpasningsdygtig. Vi skal være parate til at løse alle udfordringer. Når det kommer til social dumping skal vi således sørge for at vi sammen er i stand til at lukke huller. Det gør vi jo for eksempel når arbejdsmarkedsparter i fællesskab foreslår en fondskonstruktion til sikre at alle medarbejdere får udbetalt deres løn. Det er netop baseret på en fælles aftale"