Annonce

Aarhus moské skal placeres tæt på borgerne

Diskussionen om placering af ny moské i Aarhus raser. De borgerliges argument er ligeså hullet som en si. Der er intet belæg eller dokumentation for, at opførelsen af en moské skaber parallelsamfund eller store sociale udfordringer.
Onsdag den 18. marts 2015 vedtog Aarhus Byråd med Socialdemokraterne i spidsen, at sælge en byggegrund på Bautavej i Aarhus Vest. Denne grund skal bruges til opførelse af en moské for private midler. Sagen om en placering af en moské har skabt en del debat i byrådet og medierne. Dels grundet værdipolitiske synspunkter, dels fordi de borgerlige i kølvandet på debatten om placering af en moské har trukket sig fra den ambitiøse helhedsplan for Gellerup området, som skal sikre en opblomstring af et Aarhus’ mest belastede områder.

Borgerlige argumenter: hullet som en si
De borgerlige vil have moskéen placeret så langt væk fra Aarhus V og brugerne som muligt. Og det er bekymrende. I stedet for at fokusere på et mindretals rettighed til at praktisere deres religion, fremfører de borgerlige argumenter om, at muslimers brug at denne moské til at praktisere deres religion vil skabe parallelsamfund og store sociale udfordringer.

De borgerliges argument er ligeså hullet som en si. Der er intet belæg eller dokumentation for, at opførelsen af en moské skaber parallelsamfund eller store sociale udfordringer. Det der ligger til grund for de borgerliges argumentation er hverken fornuft, evidens eller troen på lige rettigheder. Det er derimod deres menneskesyn. Et menneskesyn som bærer præg af, at lige rettigheder ikke bør gælde alle befolkningsgrupper.

De borgerlige holder socialpolitik op mod religionsfrihed og lader socialpolitikken vinde.

Linjerne i debatten er skarpt trukket op. Vi mener, at det giver mening at bygge en moské i nærheden af, hvor brugerne af moskéen bor. På samme måde som vi placerer kirker efter hvor folk bor og ikke bevidst placerer kirkerne så langt væk fra beboede områder som muligt og med størst muligt besvær for brugerne.

Hvis vi skal modvirke parallelsamfund nytter det ikke at lave religiøs forskelsbehandling. Tværtimod.

Religionsfriheden er en grundlovssikret ret, som giver borgere ret til at praktisere den religion, de måtte ønske. Det skal vi hverken forhindre eller besværliggøre. Tværtimod skal vi skabe rammerne for, at det kan lykkes. Vores grundlovssikrede ret hverken kan eller bør skydes ned med socialpolitiske argumenter.

Lige rettigheder for alle aarhusianske borgere
Vi tror på lige rettigheder og lige muligheder for at leve det liv man ønsker – også når det kommer til at praktisere sin religion. Vi bærer en særlig forpligtelse til at sikre lige rettigheder for alle aarhusianske borgere – dette gælder også vores måde at behandle sager på – også sager om køb af grunde.

Denne sag om placering af en moské i Aarhus Vest, har skabt debat, vrede toner og ophedede diskussioner. Fra den borgerlige lejr bliver socialpolitiske argumenter brugt som ammunition til at skyde religionsfriheden ned. I den modsatte lejr står vi på mål for religionsfriheden og er af den grundlæggende overbevisning, at religionsfriheden bør vinden kampen.

 

Lotte Cederskjold (f. 1985) er politisk ordfører for Socialdemokraterne i Aarhus Byråd og advokatfuldmægtig.

'Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.


Flere artikler om emnet