Gårdagens valg til de franske départements, der kan oversættes til amter, blev endnu et markant nederlag til det regerende franske socialistparti. Socialisterne kontrollede før valget 61 af Frankrigs 101 amter, men de foreløbige opgørelser viser, at det kun lykkedes at genvinde de 34. Omvendt står det store borgerlige oppositionsparti UMP, anført af tidligere præsident Nicolas Sarkozy, til en tilsvarende fremgang.

Allerede i første valgrunde for to uger siden blinkede de røde lamper hos socialisterne, der måtte se sig slået af ikke bare UMP, men også det højrenationalistiske Front Nationale. Dermed følger amtsvalget det samme mønster som sidste års kommune- og Europa-Parlamentsvalg, med massiv tilbagegang til socialisterne og fremgang til UMP og Front Nationale.

Det er ellers ikke engang tre år siden, at fremtiden tegnede lys for de franske socialister. Først besejrede Francois Hollande Nicolas Sarkozy ved præsidentvalget i maj, og ved parlamentsvalget i juni opnåede socialisterne absolut flertal i både Senatet og Nationalforsamlingen. Hollande havde altså tilsyneladende alle muligheder for at føre sin politik ud i livet. Men siden da er noget gået grueligt galt.

Millionærskat og opgør med sparepolitik
Hollande blev valgt på at ville gøre op med den tyskdikterede sparepolitik, og i stedet fokusere på at skabe vækst og arbejdspladser. Hollande lovede også at nedbringe Frankrigs kroniske budgetunderskud ved at indføre hårdere beskatning af de rigeste. ”Jeg påskønner ikke uanstændig rigdom, som ikke har noget med talent eller intelligens at gøre”, udtalte Hollande under valgkampen, at

Det skulle blandt andet ske gennem et ”exceptionelt solidaritetsbidrag” i form af en toårig skat på indkomster over én million Euro, ca. 7,5 millioner kroner, og ved at stramme beskatningen af kapitalindkomster.

Millionærskatten var primært var af symbolsk karakter, da den blot øgede de franske skatteindtægter med ca. 0,04 %.

Millionærskatten udviklede sig dog hurtigt til lidt af et mareridt for Hollande, der både måtte kæmpe med det franske Forfatningsrådet, der i første omgang erklærede skatten ulovlig, og med landets millionære, der truede med at forlade Frankrig. Samtidig stod det klart, at skatten primært var af symbolsk karakter, da den blot øgede de franske skatteindtægter med ca. 0,04 %. Da skatten udløb ved udgangen af 2014, valgte den franske regering ikke at forlænge den.

Heller ikke når det handler om jobskabelse, har der været meget at glæde sig over. Arbejdsløsheden har bidt sig fast omkring 10 procent, og det er ikke lykkedes Hollande at tage et opgør med den sparepolitik, han kritiserede så kraftigt op til valget i 2012. I stedet fremlagde Hollande sidste år en ”genopretningsplan”, der blandt andet indeholdt store nedskæringer i den offentlige sektor og skattelettelser til erhvervslivet for over 30 milliarder Euro.

Hollande blev beskyldt for at ændre kurs og løbe fra sine valgløfter. Det udløste sidste år offentlig kritik fra fremtrædende ministre og førte i august til, at premierminister Manuel Valls måtte indgive sin afskedsbegæring. Han kunne dog danne en ny regering få dage senere.

Hvad er centrumvenstres krisepolitik?
De franske socialister er langt fra de første i Europa, som har fået store klø for deres måde at håndtere krisen på. Der er en række åbenlyse ligheder i forhold til situationen i Danmark, hvor regeringen også er blevet beskyldt for at føre en anden politik, end den politik den gik til valg på.

Men endnu værre ser det ud i Sydeuropa, hvor der er paralleller til både det græske socialdemokrati, PASOK og de spanske socialister, PSOE, der kan komme til at lide en lignende skæbne. En ting er, at formulere overordnede valgslogans om jobskabelse og mere retfærdighed inden et valg. Men noget andet er, at omsætte det til konkret politik efter valget. Her har vi endnu til gode at se centrumvenstre præstere et alternativ til højrefløjens krisepolitik.