Nord og syd er på vej i hver sin retning hvad angår ulighed. Mens der er blevet større ulighed på den nordlige halvkugle, går en række lande i Sydamerika og Afrika mod mere lighed. Det ændrer dog ikke på, at ligheden fortsat er størst i Europa og Nordamerika.

Det er FN’s faglige organ for arbejdsmarkedsspørgsmål, ILO, som i forbindelse med en ny rapport har udarbejdet en oversigt over, hvordan udviklingen i de enkelte lande har set ud i perioden fra 1990 til 2010. Rapporten bygger på data fra Standardized World Income Inequality Database, der ved hjælp af den såkaldte ginikoefficient måler udviklingen i indkomstulighed i lande verden over.

Uligheden er steget med 30 procent i Sverige
Den danske ulighed, målt med ginikoefficient, er nogenlunde det samme i 2012 som i 1990. Det dækker dog over store ændringer i løbet af perioden. Uligheden var faldende i første halvdel af 90’erne, herefter stigende et par år, inden den faldt yderligere frem mod år 2002. Siden da har den imidlertid været stødt stigende, så den i 2012 var røget tilbage på det relativt højere niveau end i 1990.

Faktisk er der kun to lande i ”gamle” Europa, hvor uligheden er mindre i 2010 end i 1990, nemlig Irland og Holland.

Norge har nogelunde den samme ulighed i dag, som i 1990. Helt anderledes ser det ud i Sverige og Finland. Begge lande oplevede en stor stigning i uligheden i første halvdel af 90’erne, som det aldrig er lykkedes at rette op på. Sverige og Finland er dermed de to lande i Vesten, hvor uligheden er steget mest, hvis man tager udgangspunkt i 1990. Det ændrer dog ikke på, at de fire nordiske lande stadig er blandt verdens mest lige samfund.

Irland og Holland skiller sig ud blandt europæerne
Også i resten af Europa er billedet, at uligheden stiger. Både Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien var mere ulige lande i 2010, end i 1990. Faktisk er der kun to lande i ”gamle” Europa, hvor uligheden er mindre i 2010 end i 1990, nemlig Irland og Holland. Faldet i Irlands ulighed kan spores helt tilbage til midten af 90’erne, og kan derfor ikke kun forklares med, at de rigeste har tabt store summer i forbindelse med de seneste års bankkriser.

I Kina er stigningen over 50 procent, mens den i Rusland er på næsten 80 procent!

For Hollands vedkomne skal forklaringen snarere findes i, at det netop er 1990 som er valgt til referenceår, idet Holland oplever store ændringer i uligheden i slutningen af 80’erne. Det viser, hvordan valget af referenceår kan have stor betydning for resultaterne.

Uligheden eksploderer i Rusland og Kina
To lande topper suverænt listen over lande med størst stigning i uligheden: Kina og Rusland. I Kina er stigningen over 50 procent, mens den i Rusland er på næsten 80 procent! Begge lande har i perioden forvandlet sig fra kommunistiske planøkonomier til – i forskellige grad – at indføre kapitalisme. I Rusland ses en eksplosion i uligheden i årene 1991-1992, omkring opløsningen af Sovjetunionen og privatiseringen af store, statslige selskaber. I Kina er uligheden derimod steget mere jævnt over de sidste 20 år.

Figur 1: Procentvise ændringer i ginikoefficienten, 1990-2010

Også andre folkeringe asiatiske lande som Indien, Indonesien og Japan oplever stigende ulighed, om end langt fra i samme omfang som Rusland og Kina. Også på den anden side at Atlanten, i USA og Canada, er uligheden steget markant siden 1990.

Stigende ulighed er ikke en naturlov
ILO’s kortlægning af de sidste 20 års udvikling viser dog tydeligt, at der er store forskydninger på vej i verden. Og selvom Europa også de næste mange år vil være det kontingent med mest lighed, bør udviklingen alligevel sætte gang i en debat om, hvorvidt stigende ulighed er en udvikling, der ønskes. Det er særligt bemærkelsesværdigt set i lyset af, at en række undersøgelser har vist, at ulighed ikke kun skader de fattigste, men hele den økonomiske vækst i samfundet.

Den stigning, der er set i Europa siden 1990, handler det om grundlæggende samfundsstrukturer, der er i bevægelse. Men udviklingen i andre dele af verden viser, at stigende ulighed ikke er en naturlov, men kan ændres, hvis man ønsker det politik.

Figur 2: Ginikoefficient i udvalgte lande, 2010