De seneste års reformer har øget uligheden i Danmark betydeligt. Men det skal være slut nu. I de kommende år vil det øgede offentlige forbrug nemlig skabe langt mere lighed i Danmark. Det fortæller finansminister Bjarne Corydon i et svar til Folketinget.

Spørgsmålet om lighed har flere gange været oppe at vende i løbet af regeringens levetid. Af regeringsgrundlaget fra ”Det sorte tårn” fremgik det, at ”Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden”. Siden er regeringen dog ved flere lejligheder blevet kritiseret for at svigte sine målsætninger.

Enhedslistens Frank Aaen har derfor bedt Finansministeriet fremlægge beregninger af, hvordan de finanslove og de reformer, der er gennemført siden 2011, har påvirket ligheden i Danmark. Lighed måles her med den såkaldte ginikoefficient, som er et udtryk for, i hvor høj grad indkomsten er ligeligt fordelt blandt borgerne i et samfund.

Skattereform skabte ulighed
Ses der isoleret på de reformer, der er gennemført siden Corydon rykkede ind i Finansministeriet i 2011, er billedet klart: Reformerne har bidraget til at øge uligheden i Danmark. Mest markant er skattereformen fra 2012, der forklarer næsten halvdelen af den stigende ulighed. Det skyldes, at reformen sænkede overførselsindkomsterne (fx kontanthjælp og førtidspension), samtidig med at grænsen for at betale topskat blev hævet.

Men også flere af regeringens øvrige reformer har betydet øget ulighed. Det gælder fx reformen af førtidspension og fleksjob, kontanthjælpsreformen og SU-reformen. Alle har de det til fælles, at overførselsindkomster sænkes.

Til gengæld har alle fire finanslovsaftaler, inklusiv aftalen med Venstre og De Konservative fra 2013, bidraget til at øge ligheden. Det er blandt andet sket ved at afskaffe fattigdomsydelserne og give flere penge til udsatte grupper. Finanslovsaftalerne kan dog slet ikke opveje den stigende ulighed, som reformerne har skabt.

Offentligt forbrug skaber mere lighed
Her kunne svaret fra Corydon så være sluttet med en konklusion om, at uligheden er steget markant siden 2011. Men Finansministeriet har på eget initiativ valgt at indregne de øgede offentlige udgifter, både i de forgangne år og frem til 2020, i opgørelsen af de enkelte borgeres indkomster.

Når der ses på de samlede effekter af reformer, finanslove og offentligt forbrug i perioden fra 2011 til 2020 bliver resultatet, at regeringens politik har skabt mereøkonomisk lighed.

Det sker ved, at betragte flere penge til den offentlige sektor som en øget forbrugsmulighed for den enkelte borger. Da ydelserne i den offentlige sektor, alt andet lige, bruges mere af de lavtlønnede end af de højtlønnede, vil øget offentligt forbrug, ifølge Finansministeriet, føre til mere lighed.

Når der ses på de samlede effekter af reformer, finanslove og offentligt forbrug i perioden fra 2011 til 2020 bliver resultatet, at regeringens politik har skabt mere økonomisk lighed.

Råderum på 20 milliarder skal sikre mere lighed
Det store spørgsmål er naturligvis, hvordan regeringen kan indregne planlagte udgifter til den offentlige sektor frem mod 2020 på linje med allerede gennemførte reformer. Regeringen har ganske rigtig et råderum på 20 milliarder frem til 2020, som er forskellen på regeringens planlagte realvækst på 0,7 procent og Venstres ønske om nulvækst.

Men for det første, så er pengene jo ikke brugt endnu. For det andet, så har det jo også betydning for ligheden hvordan pengene bruges i den offentlige sektor. Der er selvsagt stor forskel på, om man bruger pengene på flere ressourcer til Forsvarets Efterretningstjeneste, på at sænke brugerbetalingen på tandlægebesøg eller på flere plejehjemstimer.

Ifølge Finansministeriet vil de planlagte stigninger i det offentlige forbrug altså betyde, at de lavtlønnede bliver kompenseret hele fire gange for den indkomstnedgang, de har oplevet som følge af reformerne.

Finansministeren forsvarer sig med, at flere af reformerne også først er indfaset omkring 2020 eller derefter. Eksempelvis er skattereformen først fuldt indfaset i 2023. Derfor giver det et mere retvisende billede også at inddrage de offentlige udgifter, lyder rationalet.

Finansministerens regnestykke afhænger selvfølgelig også af, at der ikke i den kommende tid vedtages nye reformer, som øger uligheden yderligere. Og det virker ikke sandsynligt, eftersom både Bjarne Corydon og den radikale Morten Østergaard på de seneste har varslet nye, omfattende reformer.

De fattigste opnår størst indkomstfremgang
Finansministeriet har også regnet på, hvilke indkomstgrupper der opnår den største gevinst ved regeringens reformer, finanslove og planlagte stigning i offentlige forbrug.

Oversigten viser, at de fattigste 10 procent af danskerne har fået forringet deres indkomst med cirka 2 procent. Til gengæld betyder væksten i det offentlige forbrug, at gruppen får øget deres forbrugsmuligheder med hvad der svarer til knap 8 procent.

Ifølge Finansministeriet vil de planlagte stigninger i det offentlige forbrug altså betyde, at de lavtlønnede bliver kompenseret hele fire gange for den indkomstnedgang, de har oplevet som følge af reformerne.

Herefter er mønstret, at jo højere indkomstgrupper der ses på, jo mere økonomisk gevinst får de af reformerne, og jo mindre gevinst får de af det stigende offentlige forbrug. De rigeste 10 procent får en indkomstfremgang på godt 1,5 procent, mens de kun får en beskeden gevinst af det øgede offentlige forbrug.

Såfremt man accepterer regeringens regnemetode, så har regeringen altså brudt med mange års tendens til større økonomisk ulighed og sikret mere lighed. Det hviler dog på en præmis om, at der ikke sker noget af betydning i dansk økonomi de næste fem år. Og lige den præmis er hvert fald næppe holdbar.