10 socialdemokratiske teser

Sidste årti har været præget af Søren Pinds 10 liberale teser. Nu må centrum-venstre og Socialdemokratiet erobre debatten tilbage på egne præmisser. Her er et bud på 10 socialdemokratiske teser.

I 2003 formulerede Søren Pind sammen med en gruppe Venstrefolk 10 liberale teser, som skulle definere partiet Venstres idelogiske platform.

Derfor er det på tide at Socialdemokratiet og centrum-venstre erobrer debatten tilbage. Vi skal bevæge os væk fra højrefløjens banehalvdel og udskifte præmisserne i den politiske debat.

Det resulterede i et ramaskrig fra Venstres daværende ledelse med Anders Fogh Rasmussen i spidsen. Teserne blev betegnet som urealistisk ekstremliberalistisk tankegods. Selv på den etablerede højrefløj tog man altså afstand fra de tanker og visioner, som Pind og hans venner skitserede.

Desværre er flere af Søren Pinds teser er i dag blevet til virkelighed – oven i købet under en socialdemokratisk ledet regering! Vi har oplevet en minimal stigning i det offentlige forbrug, lavere overførselsindkomster har finansieret skattesænkninger og ord som ”krævementalitet” og ”dovenskab” bliver oftere og oftere brugt i diskussionen om arbejdsløse.

I dag må vi konstatere, at den politiske debat har flyttet sig ind på højrefløjens banehalvdel. Synspunkter, der for 11-12 år siden var ekstreme, udgør i dag den politiske midte i Danmark. De 10 liberale teser er blevet politisk stuerene.

Derfor er det på tide, at Socialdemokratiet og centrum-venstre erobrer debatten tilbage. Vi skal bevæge os væk fra højrefløjens banehalvdel og udskifte præmisserne i den politiske debat. Bolden skal tilbage på vores banehalvdel! Derfor har vi formuleret 10 bud på socialdemokratiske teser, som peger fremad, og som skal redefinere debatten i Danmark.

Teserne tager udgangspunkt i de socialdemokratiske idealer om frihed, lighed og solidaritet. De skal fungere som pejlemærker for en ny progressiv dagsorden i Danmark.

Det sidste årti har tilhørt de liberale teser – det næste årti skal tilhøre de socialdemokratiske teser!

De ti teser
1) Menneskets frihed sikres bedst ved en stræben mod økonomisk lighed.
2) Det er vigtigt at sikre omfordeling fra top til bund igennem et progressivt skattesystem.
3) Det er vigtigere, at ingen vokser op i fattigdom end at øge de riges formuer.
4) Det er vigtigere at undgå brugerbetaling end at sænke skatten.
5) Det er vigtigere, at velfærd er allemandseje end almisser for den enkelte.
6) Det er vigtigere at sikre sammenhængskraften i samfundet end at insistere på statsfinansierede private alternativer og fritvalgsordninger.
7) Det er vigtigt, at økonomiske beslutninger foregår demokratisk og så tæt på borgeren som muligt gennem decentralisering.
8) Det er vigtigt, at der er større gevinst ved at udføre et stykke arbejde end ved at eje og tjene penge på formue og kapital.
9) Det er vigtigere at sikre bæredygtig vækst både socialt, økonomisk og miljømæssigt på lang sigt end at få en høj ikke-bæredygtig vækst på kort sigt.
10) Det er vigtigere, at der er ordentlige løn- og arbejdsvilkår end at insistere på den frie bevægelighed.

 

Martin Lethan, Martine Bengtsson, Jesper Lind, Anders Rønnow Bruun, Claes Heide, Jacob Ruben Hansen, Cecilie Christensen, Nilly Taheri, Isabella Larsen, Frederik Ingemann, Agnete Hansen, Jannik Johansen, Danny Thomsen, Mette Marie Jensen, Tobias Lumby Nielsen, Sidsel Zandar, Frederik Vad, Lasse Haugaard og Simon Eriksen. (Alle deltagere på DSU’s påskekursus om økonomi- og skattepolitik, 2015.)


Flere artikler om emnet

Annonce