Udlicitering er ingen mirakelkur

Det er en illusion at tro, at effektivisering, rationalisering og digitalisering altid giver samme velfærd for færre penge. Og det er uansvarligt, at forsøge at bilde borgerne andet ind.
Der findes ikke en ny maskine, hvormed folkeskolelæreren kan undervise dobbelt så mange børn som tidligere. Der er ikke opfundet et nyt IT-program, der sætter SOSU-assistenten i stand til at bade de ældre dobbelt så hurtigt.

Lad mig begynde med en lille historie: I marts 2012 udliciterede Holbæk Kommune rengøringen på omkring 110 offentlige institutioner og administrative bygninger til firmaet Forenede Service. Forventet besparelse: 17 millioner kroner.  En besparelse, som ifølge borgmester Søren Kjærsgaard (V) kunne gennemføres uden forringelser i kvaliteten.

Sådan gik det mildest talt ikke. Flere end 20 fyresedler, nedgang i arbejdstid, lønkaos og over 200 klager over den beskidte rengøring er her tre år senere blot nogle af de forringelser, som besparelsen medførte. Rengøringsassistenterne havde alle fået cirka dobbelt så mange kvadratmeter at gøre rent på. Og enten den samme eller mindre tid til at udføre opgaven.

Historien illustrerer to ting. For det første, at udlicitering af offentlige opgaver ikke er den mirakelkur, som mange på højrefløjen ynder at gøre den til. Når man går efter laveste bud får man også den laveste kvalitet. Selv hvis det private selskab havde været verdensmestre i god ledelse, effektiv organisering og lavt sygefravær, havde det været en svær opgave at fastholde kvaliteten med en besparelse på 40 procent. Men når selskabet ligefrem viser sig at være dybt ineffektivt og slide de ansatte ned på stribe, bliver opgaven umulig.

Velfærden smøres tyndere ud
Men historien illustrerer også den bredere illusion om, at man kan få mere for mindre. At det offentlige ikke kan blive ved med at smøre velfærden tyndere og tyndere ud. At det er en myte, at man ved et trylleslag – hvad enten det hedder udlicitering, digitalisering eller modernisering – kan forbedre kvaliteten og samtidig gennemføre store besparelser.

Jeg er fuldstændig med på, at man i et moderne samfund som det danske, gør klogt i at tænke i utraditionelle baner. Vi skal eksperimentere med nye arbejdsgange, slanke bureaukratiet og anvende moderne teknologi. Det er kun en gevinst, når man gør bureaukratiet mere smidigt eller når man samarbejder på tværs af fagområder om at få flere borgere i uddannelse eller ind på arbejdsmarkedet. Det er en effektivisering, der virker, fordi den ikke forringer, men forbedrer forholdene for borgerne og for ansatte. Men den generelle forestilling om, at man ved store økonomiske besparelser kan opnå samme kvalitet af velfærden uden at det går ud over de ansatte eller den udførte opgave, er for mig ikke blot dybt naiv, men også dybt uansvarligt. For hånden hjertet, hvem er det, det i virkeligheden går ud over? Borgerne.

Forestillingen om, at man kan få mere for mindre er ude af trit med virkeligheden i den offentlige sektor. Mens man i industrien eller landbruget kan indføre nye maskiner, der øger produktiviteten år for år, er vores fælles velfærd fundamentalt anderledes. Det handler om mennesker, og ikke om at producere varer på samlebånd. Der findes ikke en ny maskine, hvormed folkeskolelæreren kan undervise dobbelt så mange børn som tidligere. Der er ikke opfundet et nyt IT-program, der sætter SOSU-assistenten i stand til at bade de ældre dobbelt så hurtigt. Og der er ikke moderne organiseringsform, hvor pædagogen kan passe børnene i daginstitutionen dobbelt så effektivt.

Jeg savner beregninger på effekten af investeringer i vores velfærd: Hvad sparer en stærk forebyggende indsats samfundet i længden? Hvilken gevinst giver det, hvis én procent flere unge får en uddannelse? Og hvad er en vellykket integration egentlig værd?

Borgerlige ønsker ikke at investere i velfærd
Dette til trods har de borgerlige partier – dygtigt, må man give dem – skabt et billede af, at den offentlige sektor er en gammel, sløv og dyr maskine, som efter en god portion økonomisk slankekur sagtens kan køre længere på literen. Denne forestilling går igennem deres politik, hvad enten de taler om udgiftsstop, nulvækst eller effektiviseringer. Men retorikken er udelukkende strikket sammen for at undgå at fortælle sandheden: at de borgerlige partier ikke ønsker at investere i vores fælles velfærd.

Konsekvensen af denne spare-tankegang er ikke højere effektivitet, men blot at vi overalt i kommunerne er i gang med at spare alt den fælles velfærd væk, der ikke kun har gjort Danmark til ét af verdens mest lige og retfærdige samfund, men også ét af de mest effektive og økonomisk velfungerende.

I stedet for at fokusere snævert på bundlinjen, er der behov for et andet syn på effektivitet. Set fra et regneark har en høj beskatning og stor offentlig sektor en negativ økonomisk effekt. Det gør os dyrere, koster på konkurrenceevnen og forringer væksten, siges det. Men hvad der burde indregnes i regnearket er, hvordan konkurrencen skades, når centrale samfundsopgaver svækkes gennem besparelser. Jeg savner beregninger på effekten af investeringer i vores velfærd: Hvad sparer en stærk forebyggende indsats samfundet i længden? Hvilken gevinst giver det, hvis én procent flere unge får en uddannelse? Og hvad er en vellykket integration egentlig værd?

Dette sker ikke, hvis vi besparer os selv og hinanden væk. I stedet er der brug for at nytænke måden de kommunale budgetter lægges på. Hvis budgetterne indregnede gevinsterne om fem, ti og tyve år ville mange tiltag, der i dag synes som en stor udgift, vise sig at være givet godt ud. Det kræver og for kommunalpolitikere, der gennem langsigtede planer fastholder og måske endda forbedrer den velfærd, der er afgørende for, at vores samfund hænger sammen. Og det kræver at kommunalpolitikerne har modet til at sige sandheden, at indrømme at velfærd ikke er gratis og derefter gøre hvad der skal til, for at velfærden kan fastholdes.

Men det er selvfølgelig så uendeligt meget nemmere at sige, at man kan få mere for mindre. Det gør det bare ikke mere sandt.

Christina Krzyrosiak Hansen (f. 1992) er byrådsmedlem i Holbæk Kommune.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.


Flere artikler om emnet

Annonce