Idealisten afslørede 40 års dansk løgn om A-våben

Ny dansk film fortæller en spændende historie om journalisten der afslørede 40 års løgn og fortielser om dansk atompolitik.
I midten af 80’erne kom det frem, at en lang række danskere var blevet alvorligt syge, efter at de havde været med til at rydde op efter at et amerikansk B-52 bombefly, armeret med brintbomber, var styrtet ned ved Thulebasen.

I jagten på at få staten til at anerkende, at Thulearbejderne rent faktisk var blevet syge af den radioaktive bestråling kom det frem, at statsminister H.C. Hansen, stik imod officiel dansk politik, havde givet amerikanerne lov til at overflyve og opbevare atomvåben på dansk territorium.

Afdækningen af den historie sikrede i 1997 DR-journalisten Poul Brink en Cavlingpris og det er hans bog ”Thule sagen - Løgnens Univers ” som filmen bygger på. Det er der blevet et ganske udmærket spændende politisk drama ud af, selv om historien måske mangler en ægte skurk, som kan give hovedpersonen modstand, for kilderne kræver ikke meget overtalelse, før de plaprer løs om alt hvad de ved.

Det forsøger man at afhjælpe med både en sikkerhedsofficer i DR og en amerikansk ambassadør, der forsøger at tale vores hovedperson fra at forfølge historien videre. Men så siger Poul Brink bare nej, og så ser og hører man ikke mere til dem. Der er desuden nogle scener, hvor hovedpersonen bliver forfulgt, men det virker mest som om, at de er taget med for at øge spændingsniveauet.

Men bortset fra det, så er det stadigvæk en spændende historie.

Mød Uffe og Niels Helveg
Hovedrollen som Poul Brink spilles af Peter Plaugborg, der tidligere har vundet en Robert for bedste mandlige birolle i Thomas Vinterbergs Submarino. Han spiller udmærket, men han virker indimellem lidt kejtet og nogen gange minder han i kropssprog lidt om Frank Hvam i Klovn.

I birollen som Thulearbejdernes bramfri talsmand ses en ganske god Søren Malling, der også fungerer fint som filmens comic relief. Desuden er der små roller til Jens Albinus som redaktør og Thomas Bo Larsen, som en af de syge Thulearbejdere.

Også to politikere optræder i filmen. Nemlig de to tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg-Petersen. Ikke mindst sidstnævnte vil være særlig begejstret for den portrætring.

Filmnørderne vil ikke have svært ved at instruktør Christina Rosendahl har ladet sig kraftigt inspirere af klassikerne, ikke mindst ”Alle Præsidentens Mænd”. En scene hvor Poul Brink, der døde i 2002, sidder og venter sammen med en usamarbejdsvillig sekretær, der beskytter sin chef mod den kritiske journalist.

Men Idealisten er alt en ganske fin og underholdende film. Idealisten har premiere i dag torsdag og kan ses i biografer landet over.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook