Havde det ikke været et større svigt af Danmark, hvis tusindvis af soldater og civile var blevet ofret i en kamp, hvis resultat var givet på forhånd, og nazisterne efterfølgende havde sat sig tungt op magten i Danmark?

”Aldrig mere et 9. april, hvor S og R svigtede Danmark. S og R beskar forsvaret og lagde sig fladt ned for Nazi Tyskland”.

Opdateringen stammer hverken fra en forvirret ungdomspolitiker, fra Ekstrabladets Nationen eller fra Søren Pind. Afsenderen er tidligere minister Brian Mikkelsen, som bruger 75-årsdagen for Nazitysklands besættelse af Danmark til at fortælle, hvem der ved den lejlighed svigtede Danmark.

Det var ifølge Mikkelsen den daværende SR-regering, under ledelse af Socialdemokraten Thorvald Stauning og udenrigsminister P. Munch. Men havde det ikke været et større svigt af Danmark, hvis tusindvis af soldater og civile var blevet ofret i en kamp, hvis resultat var givet på forhånd, og nazisterne efterfølgende havde sat sig tungt op magten i Danmark? Historien er sjældent sort/hvid.

Overser store dilemmaer
Brian Mikkelsen sidder i dag på tryg afstand af begivenhederne og gør sig til talsmand for et synspunkt, som på overfladen kan virke heroisk. Men han undgår samtidig belejligt at forholde sig til de dilemmaer, som de danske politikere dengang skulle tage stilling til. Så snart tyskerne besluttede at rykke ind i Danmark 9. april 1940, var resultatet givet på forhånd. Spørgsmålet var udelukkende, hvor store ofre danskerne skulle lide, før kampene kunne indstilles.

Skulle man mobilisere hæren ofre danske soldater, så vi kunne hævde over for omverdenen, at vi havde kæmpet? Og dermed risikere ikke kun livet for de soldater, der blev sendt i kamp, men også risikoen for luftangreb mod storbyer, sådan som det tidligere var sket i Warszawa og en måned senere skulle ske i Rotterdam? Angreb som næppe havde gavnet de allieredes krigsindsats, men helt sikkert gjort stor skade på den danske civilbefolkning?

Det er et fuldstændig gratis synspunkt på 75 års afstand at hævde, at Danmark skulle have kæmpet. Det var det ikke for de folkevalgte politikere, som stod med ansvaret 9. april. De danske politikere fra de fem demokratisk sindede partier – inklusiv Det Konservative Folkeparti – valgte at lade være, og i stedet tage ansvar for at drive Danmark gennem besættelsen.

Territorialforsvar var nytteløst uden alliance
Højrefløjen beskylder ofte Stauning-Munch-regeringens manglende udbygning af det danske forsvar op gennem 30’erne for at være skyld i invasionen. Et stærkere dansk forsvar havde afskrækket Tyskland fra at angribe, lyder argumentet. Det har næppe hold i virkeligheden, eftersom størrelsen af andre landes forsvar jo på ingen måde afholdt Hitler fra at angribe.

Stauning-Munch-regeringen valgte at fokusere på det indre forsvar: Kampen mod de totalitære kræfter inden for landets grænser, der truede demokratiet, særligt kommunisterne og nazisterne.

Stauning-Munch-regeringens beslutning om ikke at udbygge det danske forsvar handlede ikke om pacifisme, og endnu mindre om modvilje mod at forsvare Danmark mod nazismen. Den byggede på den helt simple vurdering, at et forsvar over for Tyskland var meningsløst, hvis ikke Danmark kunne indgå i et militært forsvarsforbund med enten Storbritannien eller de nordiske lande. Særligt muligheden for et nordisk forsvarsforbund blev undersøgt flere gange, men løb hver gang ud i sandet.

I stedet for at ofre penge på store militærbevillinger, der næppe ville gøre den store forskel i tilfælde en tysk invasion, valgte Stauning-Munch-regeringen at fokusere på det indre forsvar: Kampen mod de totalitære kræfter inden for landets grænser, der truede demokratiet, særligt kommunisterne og nazisterne.

Det skete blandt andet ved at bekæmpe arbejdsløsheden og udbygge det sociale sikkerhedsnet. Arbejdsløshed er, dengang som i dag, en væsentligste årsag til stigende opbakning til ekstreme politiske bevægelser.

Strategien virkede, da kommunister og nazister blev holdt nede frem til 9. april. Kun mindre kredse, for eksempel i Konservativ Ungdom under Jack Westergaard 1932-36, trak i brune uniformer og marcherede med støvler og skrårem. Det store flertal forblev loyale over for de demokratiske værdier. Det betød også, at Danmark stod stærkt vaccineret, da tyskerne kom den 9. april 1940. Nazismen aldrig fik rod i den danske befolkning.

Demokratiet overlevede nazistisk besættelse
Det er en myte, at De Allierede ønskede mest mulig død og ødelæggelse i Danmark. Tværtimod var der særligt i Englang udbredt forståelse for Danmark udsatte position og de demokratiske partiers samarbejds- og forhandlingspolitik, som sikrede mindst mulig nazistisk indflydelse i Danmark. Ethvert land måtte bekæmpe nazismen med de midler, det har til rådighed, og i Danmarks tilfælde var det ikke krudt og kugler, men opbygningen af et stærkt demokratisk værn mod nazismen.

Når folk som Brian Mikkelsen i dag kloger sig på begivenhederne, gør de det med den viden, at Tyskland tabte verdenskrigen. Men det var langt fra givet i 1940-41, hvor den tyske værnemagt underlage sig størstedelen af Europa, og de danske politikere måtte derfor indstille sig på, at det demokratiske sindelag skulle kunne overleve mange år under nazistisk overherredømme.

Efter verdenskrigen førte ønsket om ”Aldrig mere et 9. april” til, at Hans Hedtoft genoptog forsøgene på at stable et nordisk forsvarsforbund på benene. Da det igen mislykkedes, tilsluttede Danmark sig Atlantpagten (NATO). Også efterkrigstiden var på det rene med, at Danmark ikke kun forsvare sig uden hjælp fra omverdenen.

Det er selvfølgelig helt legitimt, hvis man ud fra en historisk analyse af begivenhederne dengang mener, at den danske regering handlede forkert. Men at sidde på 75 års afstand og gøre sig til dommer over, hvem der ”svigtede” den 9. april 1940 er dybt usagligt. Og når man som Brian Mikkelsen har brugt sin KU-ungdom som gæst hos apartheidstyret i Sydafrika, burde man vide end forsimplede fordømmelser på baggrund af begivenheder, som fandt sted for mange år siden.