Grækenland kommer aldrig til at betale dets nuværende gældsbjerg – lad det være sagt så tydeligt som muligt. Alt for mange ved det, men tier for ikke at udfordre den hjemlige opinion. Det er i tilknytning hertil ikke blevet klargjort, hvor hårdt ramt især Grækenland – men også andre lande i Sydeuropa, bl.a. Spanien og Portugal – er blevet.

Det har heller ikke herhjemme skortet på tilkendegivelser af, at Grækenland bare har at honorere landets gældsforpligtelser, og at den nye græske regering endvidere skal opfylde de tidligere indgåede aftaler med Euro-landene og Trojkaen. For det var jo ganske rigtigt grækerne selv, der valgte de politikere, der førte landet i uføre. Det skete generelt ved uansvarlig økonomisk politik, ved klientisme, ved afbøjning over for særinteresser som modstykke til politisk opbakning osv. Specifikt skete det også ved datafusk med de offentlige finanser, så Grækenland kunne opfylde optagelsesbetingelser for indtræden i Den Økonomiske og Monetære Union fra 2001.

Men er det virkelig så enkelt, som disse udsagn, der jo også tjener til at stoppe en seriøs diskussion om Grækenlands og endnu vigtigere EU’s alvorlige økonomiske problemer, lader formode?

Grækenland kommer aldrig til at betale dets nuværende gældsbjerg – lad det være sagt så tydeligt som muligt. Alt for mange ved det, men tier for ikke at udfordre den hjemlige opinion. Det er i tilknytning hertil ikke blevet klargjort, hvor hårdt ramt især Grækenland – men også andre lande i Sydeuropa, bl.a. Spanien og Portugal – er blevet. Til illustration heraf har jeg i figuren vist, hvordan ledigheden er i Grækenland sammenlignet med ledigheden i de to lande, der blev hårdest ramt under Den store Depression i 1930’erne, nemlig Tyskland og USA. Tallene for 2015 og 2016 er OECD’s prognosetal for Grækenland.

Brutal sparepolitik forarmer grækerne
Som det fremgår af figuren, er ledighedsproblemet i Grækenland nu større, end det var i såvel Tyskland som USA, idet det allerede nu er klart, at perioden med meget høj ledighed vil vare betydeligt længere i Grækenland, end det var tilfældet i Tyskland og USA under Den store Depression. I vurderingen heraf skal naturligvis inddrages, at de sociale vilkår for ledige i Grækenland nu måske er bedre, end de var for ledige i Tyskland og USA i 1930’erne.

Historien viser, hvor farligt det kan være med en brutal sparepolitik at forarme store dele af befolkningen, især når den lovede politik, som den tidligere og nuværende sparepolitik, overhovedet ikke bringer de lovede resultater, som også selv IMF åbent og klart har vedgået.

Historien viser, hvor farligt det kan være med en brutal sparepolitik at forarme store dele af befolkningen, især når den lovede politik, som den tidligere og nuværende sparepolitik, overhovedet ikke bringer de lovede resultater, som også selv IMF åbent og klart har vedgået.

Det mest eklatante eksempel på meget negative følger af en for hård sparepolitik er fra mellemkrigstidens Tyskland. Sammenhængende med, at arbejdsløsheden steg fra 10 pct. i 1928 til 15 pct. 1930, til 23 pct. i 1931 og til 30 pct. i 1932, steg tilslutningen til nazipartiet i 1928 fra kun 2,6 pct. til 18,3 pct. i 1930 samt til hhv. 37,3 og 33,1 pct. af stemmerne ved det to valg i 1932. Og Hitler blev kansler fra januar 1933, med alt hvad det betød. Sammenhængen til den fejlagtige førte økonomiske politik er åbenbar. Politisk ekstremisme synes at være den uundgåelige følgesvend til en for hårdhændet og fejlslagen sparepolitik. Det er også i de senere år kommet til udtryk ved en række valg rundt om i Europa.

Euro-partnerne tørrer egen gæld af på Grækenland
Det burde følge af ovenstående, at den nye græske regering ikke har meget spillerum, og endvidere at landets Euro-partnere har et stort medansvar for, at politisk ekstremisme ikke får yderligere vind i sejlene i Europa. Det gælder så meget desto mere som bl.a. IMF har dokumenteret med evalueringsrapporten: 'Greece. Ex Post Evaluation of Exceptional Access under the 2010 Stand-By Arrangement'. Rapporten viser, at Grækenlands Euro-partnere benyttede den græske krise til også at tørre noget af deres egne, især franske og tyske, bankers gæld af på Grækenland.

Grækenlands Euro-partnere, især Tyskland, bør besindige sig og hjælpe Grækenland ud af dets nuværende uholdbare krise, som tidligere regeringer har hovedansvaret for. Tyskland blev efter 1. verdenskrig ved den uforstandige Versailles-traktat udsat for noget tilsvarende, som Grækenlands Euro-partnere nu også udsætter Grækenland for. Ikke mindst tyske politikere burde vide, hvad det kan resultere i, hvorfor Tyskland da også heldigvis fik en hel anderledes imødekommende behandling efter 2. verdenskrig med gældseftergivelse, Marshall-hjælp osv. Nu må tyske politikere – især Merkel - vise, at dets egen nyere historie ikke er glemt eller ikke forstået.

 

Christen Sørensen (f. 1945) er folketingskandidat for Socialdemokraterne i Aarhus Nordkredsen. Han er uddannet Cand. polit. og er tidligere overvismand for Det Økonomiske Råd.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der stiller op til Folketinget for første gang, skrive en klumme med deres politiske visioner