Der var stopfyldt på 1. sal i den mondæne ambassadørbolig på Østerbro i København, da den finske ambassade i København sammen med Norden i Fokus inviterede til brunch og foredrag om det forestående valg i Finland. Et valg, vi her på Netavisen Pio allerede har skrevet om.

Spændingen står ikke om, hvem der skal være statsminister efter valget. Det anses for givet, at det bliver Centerpartiets leder Juha Sipilä, der på søndag overtager statsministerposten fra den konservative Alexander Stubb.

Spændingen går derimod på, hvilke partier der skal danne regering. For modsat det danske system, hvor blokkene står stejlt over for hinanden med hver sin statsministerkandidat, så er det finske system langt mere uforudsigeligt, forklarer den finske ambassadør Ann-Marie Nyroos, da hun byder velkommen.

”Chokvalg” i 2011 var opgør med det politiske system
Første oplægsholder er Lauri Karvonen, som er professor i statskundskab ved Åbo Akademi. Han tager udgangspunkt i det seneste valg i 2011, som han betegner som et ”chokvalg”. De Sande Finners Parti – et parti, Lauri Karvonen betegner som et højrepopulistisk protestparti – øgede sin tilslutning fra 5 til 19 procent.

Resultatet har været stor parlamentarisk stabilitet, men også en udviskning af de ideologiske forskelle mellem partierne og en faldende valgdeltagelse.

Dermed ligner udviklingen i Finland umiddelbart udviklingen i de øvrige nordiske lande, hvor det politiske landskab de senere år er blevet rystet af stor tilslutning til højrepopulistiske partier.

Men hvor udviklingen i Danmark, Norge og Sverige i høj grad tilskrives indvandrerspørgsmålet, så forholder situationen i Finland sig anderledes. ”Der er ikke mange indvandrere i Finland, kun omkring 4 procent. Så det er ikke noget der fylder meget i valgkampen”, forklarer han. I stedet ser han tilslutningen til De Sande Finner som en protest mod selve det bestående, politiske system.

”Finsk politik har i årtier været domineret af tre store partier - Socialdemokraterne, Centerpartiet og det konservative Samlingsparti. De tre partier har skiftedes til at danne regering, ofte med de to partier i regering og det tredje i opposition. Resultatet har været stor parlamentarisk stabilitet, men også en udviskning af de ideologiske forskelle mellem partierne og en faldende valgdeltagelse”, mener Lauri Karvonen.

Modsat Danmark, hvor der er tradition for mindretalsregeringer, så har reglen i Finland været flertalsregeringer. Og de har ofte indeholdt flere partier end nødvendigt for at mønstre et flertal blandt de 200 medlemmer af det finske parlament, Eduskunta. Det har betydet, at den reelle opposition til den siddende regering har været begrænset:

”Selvom Centerpartiet ikke har siddet i regering, er det ikke sådan, at de har stået for en fundamental anden linje end regeringen. Det betyder, at de Sand Finner i dag udgør den eneste reelle opposition til den siddende regering”.

Han understreger samtidig, at De Sanne Finners leder, Timo Soini, ikke nødvendigvis ønsker at blive i rollen som protestparti. Allerede ved det seneste valg havde han kig på en ministerpost, og det er meget sandsynligt, at han også denne gang vil forsøge at komme med i en regering, eksempelvis sammen med Centerpartiet og Socialdemokraterne.

Den økonomiske krise har optrukket de ideologiske fronter
Annukka Oksanen er finsk journalist og har de seneste ti år arbejdet meget i Danmark. Hun fremhæver, at det i høj grad er den økonomiske krise, der præger den finske valgkamp. Finland slap i første omgang relativt billigt gennem krisen. Men de senere år er billedet vendt, og arbejdsløsheden ligger nu omkring 10 procent, hvilket er dobbelt så højt som i Danmark. Samtidig ser Finland ud til at overskride den tilladte EU-grænse på tre procent af bruttonationalproduktet, og gælden stiger voldsomt.

Reformer, der hæver pensionsalderen, som dem I har gennemført i Danmark, er utænkelige i Finland.

Den finske økonomi presses dog ikke kun af de dårlige konjunkturer, men også af mere grundlæggende, strukturelle udfordringer. Finlands industriflagskib, Nokia, har flyttet en stor del af produktionen ud af landet, og det har betydet stor arbejdsløshed. Samtidig er antallet af ældre stærkt stigende, hvilket presser de offentlige udgifter.

Finland har ikke gennemført store strukturreformer, som sådan som det er sket i Danmark de seneste år. ”Reformer, der hæver pensionsalderen, som dem I har gennemført i Danmark, er utænkelige i Finland”, mener Oksanen.

Samtidig ser både Annukka Oksanen og Lauri Karvonen tegn på, at den økonomiske krise har betydet, at der er kommet en tydeligere ideologisk forskel på partierne i den økonomiske debat.

Samlingspartiet under Alexander Stubb har lagt sig på en ”sparelinje”, mens venstrefløjen taler om at stimulere økonomien for at skabe vækst og arbejdspladser. Midt imellem står Socialdemokraterne og De Sanne Finner, som begge ønsker at undgå både alt for store budgetunderskud og alt for store nedskæringer på de sociale ordninger.

Truslen mod Finland ikke kommer fra et stærkt russisk militær, men fra en svag russisk økonomi.

Centerpartiet forventes også at stå for en stram økonomisk politik. Et af Centerpartiets mest fremtrædende medlemmer er Olli Rehn, der indtil sidste år var EU-kommissær for økonomiske og finansielle forhold. Rehn betegnes derfor som en af arkitekterne bag EU-kommissionens meget udskældte austerity-politik, der har fået lande med store budgetoverskud til at gennemføre drastiske nedskæringer i velfærden.

Man taler ikke om den russiske bjørn
Spørgsmålene fra de mange fremmødte går i høj grad på forholdet til Finlands store nabo, Rusland. Putins fremfærd i Ukraine har skabt frygt i en række af Ruslands øvrige nabolande, særligt i Baltikum. Men den har ikke umiddelbart udløst panik blandt de finske politikere, fortæller Lauri Karvonen:

”Emnet blev bragt op i forbindelse med den seneste partilederrunde. Og her var meldingen fra partierne, at truslen mod Finland ikke kommer fra et stærkt russisk militær, men fra en svag russisk økonomi”.

Rusland er en af Finlands største handelspartnere, og EU’s sanktioner og den russiske rubels fald har betydet, at den finske eksport til Rusland er faldet drastisk.

Det betyder dog ikke, at de finske politikere ikke er opmærksomme på den mulige militære trussel fra Rusland, mener Karvonen.

”De finske politikere er opmærksomme på at have et militært forsvar over for Rusland. Men det er ikke noget, man snakker højt om, og slet ikke noget, man diskuterer i en valgkamp. Man behøver ikke at tale om bjørnen for at vide, at den er der”.