Den politiske virkelighed og hverdag har på mange måder ændret sig fundamentalt gennem de sidste 10 år. En af de væsentligste ændringer i det repræsentative demokratis lokalpolitik er tilgangen til borgerinddragelse. Et umiddelbart indlysende positivt mantra som enhver politiker med respekt for næste valgdato hverken tør eller vil sidde overhørig.

For hvem ønsker ikke at fremme borgernes aktive deltagelse i demokratiet? Det signalere jo åbenhed, transparens og delagtiggørelse. Og hvem ønsker ikke flere legitime fora hvor man som politiker kan formidle sig selv som person over for vælgerne?

Svarene er indlysende og den umiddelbare værdi ved øget borgerinddragelse er også til at få øje på for både politikere og borgere.

Flere aktive borgere der er med til at sætte retning og som direkte kan præge den del af den lokalpolitiske dagsorden som er væsentlig for dem. Det er et lokalpolitisk værktøj der som guide kan vejlede politikerne og der med nedsætte risikoen for upopulære beslutninger.

Alt sammen naturligvis under forudsætning af, at politikerne følger borgerinddragelsens flertals retning. Alternativt vil inddragelsen miste sin troværdighed og dermed sin legitimitet.

Med andre ord vil en hovedkulds forelskelse i borgerinddragelse, hvor man betingelsesløst og i et velmenende ønske om en demokratisk udvikling, inviterer borgerne med ind for at vejre folkestemning på hvad som helst, risikere at bidrage til demokratiets afvikling.

Men hvad er den lokalpolitiske pris? En påstand kan være, at øget borgerinddragelse i sin yderste konsekvens risikerer at udvikle sig til en demokratisk udfordring, som udtømmer det lokalpolitiske råderum. Byrådet kan ende som hverdagens stemmetællere og dermed borgerstemnings-administratorer, frem for folkets repræsentanter der er valgt i tillid til at de som politikere udstikker retning og tager ansvar.

Set i det perspektiv er det relevant at stille nogle indlysende spørgsmål:

- Er borgerinddragelse synonymt med øget demokratisk interesse?

- Er øget borgerinddragelse vejen mod kortere planlægningshorisonter, mindre politisk mod og manglende langsigtet strategisk fokus?

- Er faren ved øget borgerinddragelse manglende politiske holdninger til fordel for flertalstyranni, hvor politisk retning er afløst af nutidige folkestemninger?

- Kan borgerne i virkeligheden ende som gidsler og hvem har det reelle ansvar?

Sandheden ligger nok og lurer et sted mellem den totale begejstring for borgerinddragelse og respekten for det politiske arbejde og ansvar. Med andre ord vil en hovedkulds forelskelse i borgerinddragelse, hvor man betingelsesløst og i et velmenende ønske om en demokratisk udvikling, inviterer borgerne med ind for at vejre folkestemning på hvad som helst, risikere at bidrage til demokratiets afvikling.

Jeg tror på, at vi udvikler demokratiet og sikrer flere aktive demokrater, hvis vi både som borgere, vælgere og politikere vedstår os vores demokratiske ansvar. Vi er som lokalt valgte politikere nødt til at stå ved det ansvar – vi er nødt til at ture tage de nødvendige beslutninger også når de er upopulære. Borgerinddragelse skal give mening og ikke virke som et bolværk mod manglende politisk mod.

Christian Haugk er gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd – og han er også partiets borgmesterkandidat.

Mød Christian Haugk på https://www.facebook.com/haugk og https://twitter.com/ChristianHaugk.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.