Blå blok vil genindføre rigid behandlingsgaranti

Det kan blive dyrt og flytte penge fra alvorligt syge patienter til mindre alvorligt syge, hvis højrefløjen kommer igennem med forslaget om én behandlingsgaranti for alle patientgrupper.
I virkelighedens verden vil det føre til et rigidt system, hvor regioner og hospitaler få mindre fleksibilitet til at prioritere de mest syge patienter. Resultatet kan blive en omfordeling af ressourcer væk fra de alvorligst syge patienter.

I en fælles kronik i dagens Berlingske fremlægger de fire blå partiledere seks konkrete løfter på sundhedsområdet. De fleste af forslagene indgik også i Venstres finanslovsforsalg fra efteråret 2014, men det er første gang, de formuleres som regulere løfter fra en samlet blå blok.

Det mest vidtrækkende forslag går ud på at ændre den nuværende behandlingsgaranti, så den for alle patienter bliver på én måned, uanset hvor alvorlig sygdommen er.

Løkke, Pape, Samuelsen og Thulesen Dahl skriver, at

vi [vil] tilbagerulle alle regeringens forringelser af det udvidede frie sygehusvalg og genindføre 30 dages behandlingsgaranti [...] Det vil drive ventelisterne endnu længere ned og gøre flere patienter raske hurtigere”.

Umiddelbart lyder forslaget om en fælles behandlingsgaranti for alle jo som et sympatisk løfte. Men i virkelighedens verden kan det føre til et rigidt system, hvor regioner og hospitaler få mindre fleksibilitet til at prioritere de mest syge patienter. Resultatet kan blive en omfordeling af ressourcer væk fra de alvorligst syge patienter.

Carl Holst efterlyste differentieret behandlingsgaranti
Tilbage i 2002 indførte den daværende VK-regering en garanti, så alle patienter havde ret til behandling inden for én måned. Hvis ikke det offentlige kunne klare opgaven, havde patienten ret til behandling på et privathospital på det offentliges regning. Ordningen mødte dog stor kritik for at være alt for ufleksibel.

Vi kan ikke både holde økonomien og opretholde en ventetidsgaranti, hvor vi behandler alle dem, der kommer”, lød det fra Holst tilbage i 2010.

En behandlingsgaranti på én måned for alle, uanset hvor alvorlig sygdommen er, betyder nemlig, at regioner og hospitaler ikke kan prioritere ressourcerne i sundhedsvæsnet, så de mest syge bliver behandlet først.

I stedet blev fokus på at overholde behandlingsgarantien, også for mindre, rutineprægede operationer. Det kostede de offentlige hospitaler penge, som kunne have været brugt på at behandle alvorligt syge patienter.

Selv Venstremanden Carl Holst, der er formand for Region Syddanmark og regnes for en af Løkkes nære allierede, var ude at kritisere den stive behandlingsgaranti: ”Vi kan ikke både holde økonomien og opretholde en ventetidsgaranti, hvor vi behandler alle dem, der kommer”, lød det fra Holst tilbage i 2010, hvor han netop efterlyste en differentieret behandlingsgaranti. Et par år senere trak Holst dog lidt i land.

Regeringen besluttede derfor i 2012, at ændre lovgivningen, så det blev muligt for regionerne at udvide behandlingsgarantien til to måneder ved mindre alvorlige sygdomme, mens den blev fastholdt på én måned for alvorlige sygdomme.

Daværende sundhedsminister Astrid Krag motiverede forslaget med, at ændringen ”sikrer, at de mest syge patienter kan prioriteres først, samtidig med at sygehusene får større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af behandlinger”.

Dermed blev det igen op til lægerne at vurdere, hvilke patienter der skulle forrest i køen til operation.

Ventelisterne er historisk korte
Siden har de blå partier forsøgt at fremstille udviklingen sådan, at den differentierede behandlingsgaranti har fået ventetiden til at eksplodere for patienter, der ikke lider af alvorlige sygdomme. Men faktisk er der sket det modsatte.

Ventetiden for behandlinger, inklusiv behandlinger for mindre alvorlige sygdomme, er nemlig rekordlave, viste en nylig opgørelse fra Sundhedsministeriet. Den gennemsnitlige ventetid for operationer er i dag på 49 dage, mod 54 dage i 2011, før indførelsen af den differentierede behandlingsgaranti. Det viser også, at indførelsen af en behandlingsgaranti på 30 dage ikke er ensbetydende med, at den gennemsnitlige ventetid falder.

Regeringen har sammen med SF og Enhedslisten afsat 6,5 milliarder kroner til investeringer i sundhed i de kommende fire år. Derimod er det endnu uklart, hvordan de blå partier vil finansiere deres sundhedsforslag. ”Vi fire partier er ikke enige om alt. Heller ikke om den samlede offentlige sektors størrelse”, som der står i dagens kronik, og med Venstre ønske om nulvækst betyder nye forslag som bekendt, at der skal skæres tilsvarende andre steder.

Figur 1: Gennemsnitligt antal dages ventetid i sundhedssystemet, 2005-2014
ventetid

 


Kommentarer fra Facebook