Dagtilbud har brug for bedre normeringer

Selvom daginstitutioner er vigtige for børns sociale udvikling og læringsparathed, er normeringerne gennem årene blevet dårligere. En national minimumsnormering bør derfor overvejes.
En national minimumsnormering, kan sammen med en ressourcetildelingsmodel, der tager hensyn til kommunernes forskellige forhold, være en metode til at give dagtilbudsområdet et tiltrængt normeringsløft.

Forskning underbygger i dag dagtilbudsområdets enorme betydning for barnets sociale udvikling og læringsparathed. Nogle af de vigtigste ingredienser heri er omsorg og tryghed for barnet af kvalificeret personale.

På den baggrund har det altid undret mig, at området er blevet underprioriteret i forhold til tildeling af ressourcer og ikke mindst politisk bevågenhed. En forståelse for dagtilbuddenes centrale rolle i barnets livsudvikling er en politisk nødvendighed i en børne- og ungepolitik

I min tid som pædagog og pædagogisk fagforeningsformand var jeg aldrig i tvivl om, at ressourcer og kvalitet hang sammen og stadig har en betydning. Der er i gennem årene blevet arbejdet med effektiviseringer af arbejdsplaner, effektiv mødeafholdelser, øvrig arbejde uden tilsyn med børn osv.

Dette arbejde har optimeret den effektive tid med børnene, men samtidig med er normeringerne desværre blevet meget små gennem årene i daginstitutionerne. Debatten om normering i daginstitutionerne er på denne baggrund tiltrængt – da der er flere oplevelser af at pædagogisk personale er alene med en større gruppe børn, eller at personale åbner og lukker institutionen helt alene.

En tilstrækkelig normering, skal afspejle trygge og forsvarligt rammer for børn og personale over hele institutionens åbningstid.

Der er i min bevidsthed ingen tvivl om flere ressourcer giver bedre kvalitet, samtidig fortsat med fokus på en effektiv udnyttelse af ressourcerne.  Derfor er det rigtig godt, at der allerede er tilført midler, der skal anvendes til forbedringer, og at der nu er en forståelse for 0 til 5-års områdets betydning for barnets hele liv. Denne forståelse af betydningen for barnets udvikling bør medføre yderligere ressourcer til området.

Danmarks fremtid er børnene, og derfor er det vigtigt, at de rammer og normeringer som vi byder på er trygge og sikre, for både ansatte og børn. En national minimumsnormering, kan sammen med en ressourcetildelingsmodel, der tager hensyn til kommunernes forskellige forhold, være en metode til at give dagtilbudsområdet et tiltrængt normeringsløft.

 

John Nyborg (f. 1963 i Esbjerg) er uddannet pædagog og har været pædagog, daginstitutionsleder, fagforeningsformand i BUPL og er nu kontorchef i Fredericia Kommune.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der stiller op til Folketinget for første gang, skrive en klumme med deres politiske visioner.


Flere artikler om emnet

Annonce