4 ting, Brian Mikkelsen glemmer i boligdebat

Brian Mikkelsen kløjes i argumenterne, når han prøver at forsvare en boligjob-ordning, som ikke vil gavne den million danskere, bor til leje.
I et interview med Avisen.dk forsvarer Brian Mikkelsen håndværkerfradraget – også kendt som boligjob-ordningen. De Konservative vil nemlig fordoble fradraget, og ordningen skal derudover gøres permanent, hvis det står til de konservative.

Journalisten spørger så til den million danskere, som bor til leje, og som derfor ikke får gavn af ordningen.

Brian Mikkelsen svarer:
Nej. Men de har så mulighed for at få boligsikring. Deres boligselskab kan lave renovering. Det har man ikke som ejer. Vi vil lade professionelle håndværkere lave nogle opgaver, så de ikke laves sort. Det er win-win for alle.

Når Brian Mikkelsen sammenligner boligjob-ordningen med boligsikringen, glemmer han boligejernes rentefradrag.

Der er bare et par småting, som Brian Mikkelsen glemmer i sin eufori over skatteryderbetalte checks til boligejerne – eller som han måske simpelthen ikke ved.

1) Boligejerne får rentefradrag
Mens lejerne kan få boligsikring fra det offentlige, kan ejerne få rentefradrag. Går man eksempelvis fra at bo til leje og til at eje sin egen ejerlejlighed eller andelslejlighed, udskiftes ens boligsikring med et rentefradrag. De får altså fradrag på deres boliglån. Når Brian Mikkelsen sammenligner boligjob-ordningen med boligsikringen, glemmer han boligejernes rentefradrag.

2) Ikke alle kan få boligsikring
Når Brian Mikkelsen henviser lejerne til boligsikring som en trøst, nu når de ikke kan få gavn af boligjob-ordningen, så glemmer han, at ikke alle lejere kan få boligsikring. Det er nemlig helt reguleret efter indkomst. Så er du lejer og tjener godt, får du hverken boligsikring eller håndværkerfradrag. 

Ikke alle lejere kan få boligsikring. Det er nemlig helt reguleret efter indkomst. Så er du lejer og tjener godt, får du hverken boligsikring eller håndværkerfradrag.

3) Lejerne betaler for renovering med deres egne penge
Brian Mikkelsen taler om, at boligselskabet kan lave renovering. Det har han ret i. Han får det til at lyde som om, at ’nogle andre’ betaler for renoveringen, men han glemmer, at det er lejerne selv, der betaler for renoveringen – for manges vedkommende gennem en huslejestigning eller via Landsbyggefonden, som de almene boligafdelinger selv finansierer.

4) Kun lejere i almene boliger kan få penge fra Landsbyggefonden
Selv hvis vi accepterer Brian Mikkelsens argument om renoveringer gennem Landsbyggefonden, så er der stadig en gruppe mennesker, som ikke får adgang til nogen smart ordning for deres bolig – nemlig de lejere, som ikke bor alment. Tilbage står altså, at håndværkerfradraget er en skatteyderfinansieret ordning, som ikke kommer alle til gode – nemlig lejerne. Uanset om de bor alment eller ej.

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook