Annonce

3 hurtige til journalisternes nye fagboss

Lars Werge er ny formand for Dansk Journalistforbund. Han vil bruge kræfterne på at holde sammen på en broget medlemsskare, og han vil kæmpe imod det uorganiserede og dårligt lønnede arbejdsmarked, der har udviklet sig for freelancere og praktikanter i medieverdenen.
Foto: Johnny Wichmann

Den 48-årige sportsjournalist Lars Werge er blevet valgt som ny formand for Dansk Journalistforbund (DJ). Det skete på fagforeningens repræsentantskabsmøde i Kolding i onsdags.

Werge blev valgt som næstformand for DJ tilbage i 2011, men i sidste uge steg han i graderne. Det var resultatet af et kampvalg, hvor han slog sin modkandidat Uffe Gardel, tillidsmanden på Berlingske, med stemmerne 267-137.

I sin tid som næstformand har Werge været en stærk stemme i den offentlige debat, især i debatten om hvordan vi omtaler ledige (Læs indlægget: ’De ledige er vor tids spedalske’ her) og debatten om den danske model (Læs indlægget: ’De borgerliges værdikamp er et angreb på den danske model’ her)

Den nyvalgte formand har haft Netavisen Pio i røret, og vi har stillet ham tre hurtige spørgsmål:

Vi er på lønmodtagernes side. Vi er en lønmodtager-organisation, og dermed hylder vi den danske model. Min kritik gik grundlæggende på den politiske indblanding i modellen og altså ikke kun de borgerlige. Den gælder alle politikere, som vil blande sig
– Lars Werge

Hvad er din vigtigste opgave som nyvalgt formand?

”Det er at sikre gode, men også og bedre løn- og arbejdsvilkår for vores medlemmer. Men helt overordnet er det også at holde sammen på en broget flok, som bliver flere og flere. Vores fagforening dækker jo medlemmer, som beskæftiger sig med forskellige dele af mediebilledet – som populært sagt er på begge sider af mikrofonen,” svarer Lars Werge og henviser til, at DJ både organiserer journalister hos medierne og kommunikationsmedarbejdere i eksempelvis lobbyorganisationer eller politiske partier. Han fortsætter:

”Men vi skal også sikre, at vi er en tydelig stemme i den mediepolitiske debat, ligesom vi er det i uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken. DJ skal være en endnu stærkere aktør, som melder sig på banen med de erfaringer, som vi har med vores løst tilknyttede selvstændige og freelancere. Det er en er en problematik, som breder sig, og vores viden gør, at vi kan hjælpe andre, der oplever samme problem”.

Du har tidligere skrevet, at de borgerliges værdikamp er et angreb mod den danske model. Hvor ser du dig selv og DJ i kampen for den danske model?

"Vi er på lønmodtagernes side. Vi er en lønmodtagerorganisation, og dermed hylder vi den danske model. Min kritik gik grundlæggende på den politiske indblanding i modellen og altså ikke kun de borgerlige. Den gælder alle politikere, som vil blande sig – det så vi jo også, da finansministeren blandede sig i lærernes aftale i 2013. Lovgivningen skal ikke indeholde bestemmelser om eksempelvis mindsteløn eller på anden måde påvirke aftalemodellen."

Flere freelancere har tidligere omtalt sig selv som ’mediebranchens østarbejdere’. Ulønnet praktik er udbredt og møder også kritik. Hvordan vil Journalistforbundet imødegå den tendens, som vi oplever på det danske arbejdsmarked i jeres branche?

”Guy Standing har en pointe i sin teori om prekariatet (læs mere om Guy Standings teori her, red.). Når vores medlemmer kan kalde sig mediebranchens østarbejdere, er det udtryk for, at de har nået en tilstand af håbløshed omkring deres vilkår i branchen. Vi er blevet stærkere på området, men vi skal klæde vores medlemmer bedre på til deres individuelle lønsamtaler, og vi skal lave flere aftaler med vores overenskomstdækkede arbejdsgivere, sådan at freelancere disse steder får klare rammer og samme vilkår som de fastansatte,” siger Lars Werge.

”Studerende, der er i praktik i medieverdenen og kun får SU, er også en del af prekariatet. De får mindre, end arbejdsgiverne får ud af dem. Det ser vi f.eks. hos DR. Arbejdet har en værdi, men koster ikke arbejdsgiverne noget. Med lokale tillidsfolk forsøger vi at ændre på sagen, men vi skal også ændre det sammen med arbejdsgiverne og andre organisationer såsom Akademikernes Centralorganisation, der har en anden tradition for gratis praktik. Det er forståeligt, at de studerende gerne vil have det her på cv’et, for det er jo cool at være på et medie, men vi må som fagforening huske dem på, at de faktisk burde have løn,” forklarer den nye formand.

”Desværre siger en kendelse fra SU-ankestyrelsen, at man ikke samtidig med SU’en kan modtage løn fra et praktiksted. Det prøver vi at ændre sammen med Dansk Erhverv og DJØF. Man skal selvfølgelig kunne få noget løn fra arbejdsgiveren, når man er i SU-praktik, men det blokerer reglerne for i dag. Det betyder, at studerende ofte – ved siden af 37 timers arbejdsuge på praktikstedet – skal have et studiejob. Det skal vi simpelthen have ministeren til at ændre,” afslutter han.

BLÅ BOG:
Lars Werge Andersen, født 1966. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus i 1992. Nyvalgt formand for Dansk Journalistforbund. Næstformand 2011-2015. Før han blev næstformand var han sportsjournalist på EkstraBladet, hvor han især skrev om cykelsport. Han har skrevet seks bøger og oversat Jan Ullrichs bog fra tysk til dansk.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet