Annonce

DSU-kampagne får Løkke til tasterne

Lars Løkke kalder ny DSU-kampagne for ”manipulerende”. Kampagnen advarer om, at en stemme på Kristian Thulesen Dahl også er en stemme på Lars Løkke, og dermed også en støtte til Venstres ønske om nulvækst og lavere løn.
Dansk Folkeparti har grundlæggende nogle helt andre dagsordener, især på udlændige- og retspolitikken, og de er villige til at sælge ud på velfærdsområdet for at nå deres mål.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har i dag indrykket annoncer i en række af landets store dagblade. DSU’erne advarer i metroXpress, BT, Ekstrabladet og Politiken om, at en stemme på Dansk Folkeparti også er en stemme på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, og dermed også en stemme på nulvækst med færre offentligt ansatte, lavere løn og risiko for brugerbetaling på lægebesøg.

I tre forskellige annoncer præsenteres læserne for en række citater fra Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen og Kristian Jensen, samt et citat fra Kristian Thulesen Dahl, hvor DF-formanden slår fast, at Dansk Folkeparti peger på Løkke som statsminister ”uden forhåndskrav”. DSU har også oprettet hjemmesiden tulleogløkke.dk, hvor baggrunden for kampagnen præsenteres.

Løkke: Annoncen er manipulerende
I en af annoncerne er Løkke citeret for at sige, at ”Ja, så betyder det – alt andet lige - færre offentlige ansatte”. Citatet viser ifølge DSU’erne, at Løkke anerkender, at nulvækst betyder færre offentligt ansatte. Citatet indgår også i en video, som ligger på hjemmesiden.

Det har fået Løkke til at reagere på Facebook, hvor han skriver, at ”Socialdemokratiet har i dagens aviser (endnu) en stærkt manipulerende annonce, hvor de fuldstændig løsrevet citerer fra min landsmødetale i 2013” skriver Løkke, og bringer derefter hele afsnittet fra landsmødetalen i sin fulde længde.

DSU-formand Alexander Grandt Petersen afviser over for Jyllands-Posten, at der er manipuleret med citaterne, og henviser til, at Venstre selv har haft en lemfældig omgang med citater, senest et citat i såkaldt ”letforståelig udgave”, som Venstre tillagde finansminister Bjarne Corydon.

Kampagne skal udstille Dansk Folkepartis bluff
Men faktisk er Løkke slet ikke det primære mål for DSU’ernes kampagne, fortæller DSU-formand Alexander Grandt Petersen, da Netavisen Pio fanger ham for at spørge ind til, hvad formålet er med det store annonceindryk:

Vi ønsker at udstille Dansk Folkepartis bluff. Kristian Thulesen Dahl hævder, at Dansk Folkeparti står for en mere solidarisk linje en Socialdemokraterne. Alligevel peger de på Lars Løkke som statsminister uden nogen forhåndskrav. Og det er jo fordi Dansk Folkeparti grundlæggende har nogle helt andre dagsordener, især på udlændige- og retspolitikken, og de er villige til at sælge ud på velfærdsområdet for at nå deres mål.

De så vi jo tydeligt sidst de var støtteparti for en borgerlige regering, da Kristian Thulesen Dahl selv foreslog at halvere dagpengeperioden, eller da man besluttede at afskaffe efterlønnen til gengæld for en grænsebom. De gjorde heller ikke noget for at bekæmpe social dumping op gennem nullerne, men spiste i stedet stegt flæsk på Vejlegården, der nægtede at tegne overenskomst med 3F. Så Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, også når det kommer til den økonomiske politik”.

Pio: Men SR-regeringen har vel på en række områder trukket i den retning, som du nu advarer om, at Løkke og Thulesen Dahl også vil trække? Der er blevet afskediget tusindvis af offentligt ansatte, der er gennemført strutkurreformer som dæmper lønudviklingen, og der er indført mere brugerbetaling på en række sundhedsydelser?

Der er ingen tvivl om, at vi har været igennem nogle hårde år. Men det vi fokuserer på, er fremtiden, altså hvor vi skal hen herfra. Og her er der en meget markant forskel på, om man ønsker nulvækst i den offentlige sektor de næste mange år, eller mener der skal være en vækst, sådan som regeringen lægger op til. Hvis Dansk Folkeparti ender med at støtte Løkkes nulvækst, vil der være 32.000 færre offentligt ansatte om fem år”.

Pio: I forbindelse med folketingsvalget i 2001 præsenterede DSU plakaten ”Katastrofekurs”, der var en parodi på plakaten fra filmen Titianic, denne gang med Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard i hovedrollerne. "Vi vil vise, at en stemme på Anders Fogh Rasmussen er en stemme på Pia Kjærsgaard”, forklarede daværende DSU-formand Kristian Madsen. Så hvad er der sket fra dengang, hvor man advarede mod at stemme på Venstre med henvisning til Dansk Folkeparti, til i dag, hvor man advarer mod at stemme på Dansk Folkeparti med henvisning til Venstre?

Dansk Folkeparti er et helt andet parti i dag, end det var dengang. Dengang var det et lille protestparti, der næsten kun talte om indvandring. I dag forsøger Dansk Folkeparti også at sætte sig på velfærdsdagsordenen, og partiet er blevet meget større. Måske bliver Dansk Folkeparti det største parti i den blå blok, så styrkeforholdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti er også helt anderledes end dengang. Jeg tror at rigtig mange af de vælgere, der overvejer at stemme på Dansk Folkeparti, ønsker et ordentligt velfærdssamfund og ikke Løkkes nulvækst. Og det er de vælgere, vi håber at nå ud til med denne kampagne”, slutter DSU-formanden.


Flere artikler om emnet