Leder: Afskaffelse af efterlønnen var en fejl

Over 20 procent af jord- og betonarbejderne bliver syge af arbejdet, mens det kun gælder 3 procent af juristerne. Derfor er der brug for en mere fleksibel tilbagetrækningsordning, der skal målrettes ufaglærte med mange år på arbejdsmarkedet.
Hvis man kigge nærmere på de ufaglærte 3F’ere, så har 24,6 procent forladt arbejdsmarkedet som følge af førtidspensionering og tidlig død omkring 60-års alderen. Mens tallet blandt akademikere kun er 5,8 procent.

Du får aldrig tragediens hovedpersoner til at indrømme skandalens omfang eller deres eget medansvar. Sådan fungerer dansk politiske ganske enkelt ikke. Men afskaffelsen af efterlønnen og den form, som tilbagetrækningen af arbejdsmarkedet har fået i dag, udgør en kæmpe fejltagelse.

I denne uge er således lykkedes særligt min Pio-forgænger Peter Hummelgaard Thomsen, men også siden Verner Sand Kirk og Morten Skov Christiansen fra LO Hovedstaden med at sætte fokus på et både dødt og begravet politisk emne; efterlønnen. Mens valget står for døren, ønsker ingen at genopleve det politiske mareridt, som efterlønnen flere gange har været skyld i. Og som særligt har skræmt Socialdemokraterne og deres kernevælgere.

Skal de mest overbebyrdede skuldre bærer det tungeste læs?
Men nu er efterlønsdiskussionen tilbage. Det skyldes, at problemerne ikke lader sig ignorere. Det var som sådan rigtigt at reformere og omlægge efterlønnen, så den ikke betyder, at alle danskere i al evighed kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet i en alder af 60 år.

Men til gengæld er det endnu mere forkert, at de danske, som har det hårdeste arbejdsliv og i forvejen er mest nedslidte, samtidig skal være dem, der arbejder flest år. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Som Peter Hummelgaard skrev i Politiken: ”Herhjemme forsøger vi at presse endnu mere ud af dem, der har slidt mest. Men forskellen mellem en nedslidt kuffertslæber i lufthavnen og en akademiker bag skrivebordet er enorm, og det skal vi tage hensyn til”.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, at de mest nedslidte og mest overbebyrdede skuldre også skal bære det tungeste læs. Det strider imod både almindelige sund fornuft, men i særdeleshed også imod sund socialdemokratisk fornuft. Vi skal have genetableret balancen i pensionssystemet. Det er en bunden opgave for ethvert socialdemokratisk parti. 

’Overdødelighed’ præger de ufaglærtes arbejdere
Det er en meget virkelige og meget hårde facts, der illustrere forskellene på det danske arbejdsmarked. De dårligst uddannede lever kortest tid, har størst medicinforbrug , flest sygedage, flest kroniske lidelser og lever helt generelt det mest nedslidende liv.

Og det går endda den forkerte vej. Den sociale ulighed i middellevetid er større i dag end for 20 år siden. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er den forventede restlevetid i perioden 1987-2009 for 30-årige ufaglærte mænd steget med 2,9 år, mens stigningen for mænd med en videregående uddannelse var 4,2 år.

Til gengæld er det endnu mere forkert, at de danske, som har det hårdeste arbejdsliv og i forvejen er mest nedslidte, samtidig skal være dem, der arbejder flest år. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Hvis man kigge nærmere på de ufaglærte 3F’ere, så har 24,6 procent forladt arbejdsmarkedet som følge af førtidspensionering og tidlig død omkring 60-års alderen. Mens tallet blandt akademikere kun er 5,8 procent.

Og hvis man ser på spørgeskemaundersøgelser, hvor de danske arbejdere selv har svaret, så bliver man kun endnu mere deprimeret. Næsten 60 procent af de ufaglærte forventer at forlade arbejdsmarkedet inden de bliver 65 år, og kun 18 procent forventer at blive til de er 66 år. Til sammenligning regner hele 89 procent af forskeruddannede med fortsat at arbejde, når de er 65 år.

Hvis man kigger på, hvor mange der har været syge inden for det sidste år på grund af deres arbejde, så gælder det 23 procent af alle postbude og 22 procent af jord- og betonarbejdere. Følelsen af at være udbrændt rammer over 20 procent af buschauffører og postbude. Til sammenligning, så placerer en akademikergruppe som juristerne sig i den modsatte ende, idet kun 3 procent har været syge eller følt sig udbrændte.

Det er altså de ufaglærte og kortuddannede, der står for skud, og det koster samfundet milliarder af kroner hvert eneste år i tabt arbejdsfortjeneste, behandling, forebyggelse og svækket sammenhændskraft.

Ja-tak til Hummelgaard-modellen
Der kunne foreslås og tænkes en række nye modellerne for en mere fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Det skal regnedrengene i diverse ministeriet bestemt have lov til at fornøje sig med. Men den vigtige parentes, at modellen selvfølgelig skal være politisk besluttet og forholde dig meget konkret til arbejdslivets daglige udfordringer.

Derfor opstiller forslagsstiller og folketingskandidat Peter Hummelgaard Thomsen også tre meget præcise kriterier for den revisionen af den nuværende tilbagetrækningsmodel:

1) den skal tage højde for antal år på arbejdsmarkedet,

2) den skal tage højde for uddannelseslængde

3) den skal tage højde for de enkelte branchers egentlige karakter

Det er hverken færdigt eller formfuldendt, men det er noget nær så socialdemokratisk, som det overhovedet kan blive. Selvfølgelig skal de mest hårdtarbejdende og nedslidte danskere ikke tvinges til at arbejdere mange år mere end alle os skrivebordskrigere.

Det er en socialdemokratisk opgave, at skabe en fleksibel tilbagetrækning, der matcher de udfordringer, som danskerne står over for hver eneste dag!

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook