Men med en udvikling, hvor vi gang på gang har set lukning af lokale sygehuse og skadestuer, er det ikke acceptabelt, at centraliseringen er en skrue uden ende.

De offentlige udgifter til medicin vokser fra dag til dag. For landets regioner betyder det, at livremmen skal strammes ind. Og ikke overraskende skal besparelser og effektiviseringer, som så ofte før, realiseres ved at centralisere sundhedsvæsenet. Det ser man blandt andet i Region Midtjylland, hvor en af spareknivens ofre er akutbilerne, der skal skabe lokal tryghed i de områder, hvor der ikke er et sygehus lige om hjørnet.

Men med en udvikling, hvor vi gang på gang har set lukning af lokale sygehuse og skadestuer, er det ikke acceptabelt, at centraliseringen er en skrue uden ende. Der bør derfor åbnes op for en hel principiel diskussion om, hvor smertegrænsen går. Også selvom årsagen til centralisering er noget så nobelt som at sikre den nyeste og bedste medicin til danske patienter.

Farvel til akutbiler i Region Midtjylland
I Region Midtjylland skal der spares 699 millioner. En anseelig sum. Derfor har regionens embedsmænd blandt andet foreslået, at man dropper akutbilerne i Silkeborg, Skive, Tarm og Ringkøbing. I Lemvig og Holstebro erstattes bilerne af én i Struer, ligesom bilerne i Randers og Grenå erstattes af én, der skal placeres midt imellem de to byer.

Når vi sammenligner med andre europæiske lande, står det lysende klart, at Danmark køber medicin til overpris.

Tanken med akutbilerne er ellers at skabe lokal tryghed ved hurtigt at kunne yde en præhospital indsats i områder, hvor det kan tage lidt tid for en ambulance at komme frem. I min egen hjemby Skive lukkede sygehuset ned for år tilbage. Derfor betyder en lokal akutbil noget for trygheden.

Men med medicinudgifter, der er er fordoblet siden 2007, og i år forventes at ryge op over 8 milliarder kroner, sidder regionerne i en klemme, der er noget nær umulig at løse på regionsniveau.

Er et loft over medicinudgifter vejen frem?
Derfor må Folketinget og landspolitikerne på banen i diskussionen om de eksploderende medicinudgifter, der truer den lokale velfærd. Og meget tyder på, at det er værd at kigge til udlandet efter inspiration. For når vi sammenligner med andre europæiske lande, står det lysende klart, at Danmark køber medicin til overpris.

Eksempelvis Norge (hvor alle andre varer er mistænkeligt dyre) formår at holde medicinudgifterne på nogle varer op til 40 procent billigere end i Danmark. Ifølge Lægemiddelindustriforeningen selv skyldes prisforskellen, at Norge har valgt at sætte lavere maksimalpriser i forhandlingerne med medicinalindustrien. Også i Storbritannien har man set, hvordan det er muligt at forhandle lavere priser, selv på nye produkter, hvor industrien ikke vil gå glip af markedsadgangen. Måske er tiden inde til, at Danmark går de samme veje, og udfordrer medicinalindustrien på priserne.

Og jeg siger ikke, at det ikke er dilemmafyldt at diskutere medicinpriser. For selvfølgelig vil vi gerne have den bedst mulige medicin og behandling til danske patienter. Men vi må også tage en ærlig debat om prioriteringerne i sundhedsvæsenet. For giver det mening, at en tryghed for at få den bedste og nyeste medicin skal ske på bekostning af den lokale tryghed og en stigende udvanding af sundheden uden for de store byer? Ikke i min verden. Regionernes finansieringsklemme kan næppe ordnes med et trylleslag. Men aftalerne om medicinindkøb var måske et sted at starte.

 

Anne Paulin (f. 1988) er socialdemokratisk folketingskandidat i Skivekredsen. Hun er uddannet erhvervsøkonom fra Copenhagen Business School, og har tidligere været vicepræsident i den internationale organisation for socialdemokratiske ungdomspartier (IUSY).

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der stiller op til Folketinget for første gang, skrive en klumme med deres politiske visioner.