Frem med høtyvene - tid til revolution af kommunal udligning

12 af de i forvejen rigeste storbykommuner vinder, mens de resterende 86 taber. Det er høje tid for en gennemgribende reform af det kommunale udligningssystem.
Endnu engang starter vi med en indrømmelse.

Der er ikke rigtig dækning for overskriften i resten af artiklen. Men når man skal vække interesse for det kommunale udligningssystem, der ikke alene er kendt som et af de mest komplicerede men også mest kedelige emner, man overhovedet kan beskæftige sig med i dansk politik, er man nødt til at smøre lidt tykt på med effekterne. Så frem med høtyvene alle i vadmelsklædte bønder fra den yderste udkant og lad os i fælles front kræve en ny udligning af herremændene i centraladministrationen.

Hvorfor er der brug for ikke alene en revision men en revolution af den kommunale udligning, kan jeg høre dig spørge? Fordi den ikke løser den opgave, som den er sat i verden for at løse, er mit korte svar.

Lige muligheder over hele landet?
Formålet med den kommunale udligning er at skabe lige muligheder over hele landet. Det er et grundlæggende træk ved den socialdemokratiske universelle velfærdsmodel, at vi ikke som enkeltpersoner skal bære den historiske eller strukturelle ulighed på vores skuldre. Principielt skal vi have de samme muligheder, uanset om vi bor på Frederiksberg eller i Faaborg – i Hellerup eller Hvide Sande. Det betyder ikke, at den kommunale service skal være den samme over hele landet – hvis det var ønsket, kunne vi blot afskaffe kommunerne og lade staten stå for al velfærd. Men det betyder, at det skal være de politiske prioriteringer og ikke rammebetingelserne i den enkelte kommune, som afgør forskellene.

Målt på det parameter må man konstatere, at den eksisterende udligningsordning langt fra lever op til sit formål. Den er slet ikke i stand til at kompensere de geografiske forskelle i landet fuldt ud – så i takt med at de geografiske forskelle bliver dybere og dybere, bliver uligheden også mere og mere markant.

Rimeligudligning.nu
For at forstå problemet er man nødt til at kigge lidt nærmere på, hvordan udligningssystemet er skruet sammen. Det har en række østjyske kommuner med Favrskov i spidsen gjort igennem en årrække (deres resultater kan findes på www.rimeligudligning.nu), og senest har de også regnet på konsekvenserne for de sydfynske kommuner. Kort fortalt er konklusionen, at Faaborg-Midtfyn Kommune hvert år har 137 mio. kr. mindre til velfærd, end vi egentlig burde have, hvis udligningen kompenserede os fuldt ud for forskelle i demografi og udgiftsbehov. Som lokalpolitiker i kommunen, hvor vi er i fuld gang med at forberede endnu en runde spareforslag til budgettet for 2016, kan jeg bekræfte, at det ville være penge, som ville falde på et særdeles tørt sted.

Udligningssystemet er som nævnt komplekst, og forklaringen på den iboende skævhed er derfor også sammensat af en række delelementer. Men et par af de væsentligste er manglende kompensation for ændringer i demografien og udvælgelsen kriterier som indikatorer på det sociale udgiftsbehov.

Forskellene i demografi mellem kommunerne kompenseres i øjeblikket med ca. 2/3 af det kendte udgiftsbehov. Eller sagt på en anden måde: Efterhånden som aldersfordelingen bliver mere skæv mellem landets kommuner (og det gør den hurtigere i dag end set igennem mange årtier), slår denne ulighed igennem med 1/3 vægt på de kommunale budgetter. Konkret betyder det, at 12 af de i forvejen rigeste storbykommuner vinder, mens de resterende 86 taber. Københavns Kommune har f.eks. i omegnen af en mia. i ekstra forbrugsmuligheder hvert år på grund af den manglende udligning, mens min egen kommune modsat mangler ca. 40 mio. kr. årligt.

Flere lejeboliger, tak
En anden væsentlig del af udligningen består af et element, hvor man på baggrund af 14 konkrete kriterier forsøger at regne sig frem til et objektivt udgiftsbehov på det sociale område. Det er altså ikke det reelle udgiftsniveau i kommunerne, som ligger til grund, men et beregnet tal. Det kan der for så vidt være meget fornuft i – bl.a. fordi det kunne motivere kommunerne til at bruge for mange penge på det sociale område, hvis det var de realiserede udgifter, som man tog udgangspunkt i. Problemet ligger imidlertid i de kriterier, som man anvender.

Det kriterie af alle, som tæller mest, er f.eks. ejerformen af boligerne i kommunen. Lejeboliger og lignende tæller med som et kriterium for, at kommunen skal have penge fra udligningen, mens ejerboliger omvendt betyder, at den skal betale. Konkret betyder det altså, at direktøren, som bor i en herskabslejlighed på Frederiksberg med en månedlig husleje på 25.000 kr. tæller positivt, mens den ufaglærte familie, som har købt en nedlagt landejendom på Mors til 200.000 kr., tæller negativt.

Ovenstående er kun nogle få eksempler på, hvorfor den eksisterende udligningsordning ikke fungerer. Det er høje tid for ikke alene en revision men en gennemgribende reform, hvis vi fortsat har en ambition et universelt velfærdssystem, hvor det ikke er, hvor i landet du har valgt at bo, som er afgørende for dine muligheder for hjælp fra det offentlige.

Lige muligheder har altid været et grundlæggende mål for Socialdemokratiet – det må også være vores sigtelinje, når det kommer til den kommunale udligning.

 

Hans Stavnsager (f.1963) er gruppeformand Faaborg-Midtfyn Kommune. Hans var tidligere været informationssekretær for DSU og generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Desuden har han også været honorær konsul for Albanien.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.


Kommentarer fra Facebook