Farvel, kulturradikale socialdemokrater

Helle Thorning-Schmidt har haft en stor aktie i, at der i dag er færre kulturradikale socialdemokrater, som blindt hylder alle indvandringens og globaliseringens konsekvenser og accepterer udsultningen af erhvervsskolerne. Det er utrolig positivt.
For snart en måned siden kunne vi fejre statsminister Helle Thorning-Schmidts 10 års jubilæum som formand for Socialdemokratiet.

I den forbindelse blev hun interviewet til Ugebrevet A4, hvor hendes grundlæggende budskab var klart og umisforståeligt: ”Jeg har ført partiet hjem, hvor vi skal være”. Socialdemokratiets aktuelle placering i den politiske debat er altså udtryk for, at partiet nu er vendt hjem til det oprindelige udgangspunkt. Vi er dér, hvor vi retteligt hører hjemme.

Gennem det sidste årti er der blevet længere og længere mellem de socialdemokrater, som blindt hylder indvandring, negligerer sociale problemer og bjæffer ”racist”, hver gang man ønsker at sætte et integrationsproblem på dagsordenen.

På mange måder er jeg uenig med min partiformand. Når det kommer til store dele af økonomi- og fordelingspolitikken, så mener jeg, at Socialdemokratiet har placeret sig et forkert sted. Vi har undveget en række vigtige diskussioner om skattesystemets indretning, det skæve forhold mellem den reelle og den finansielle økonomi, og forholdene for de mest udsatte lønmodtagere. Diskussioner, hvis konklusioner er afgørende for, at vi for alvor kan tale om et rigtigt placeret socialdemokrati.

Men på trods af det, så mener jeg faktisk, at der gemmer sig en rigtig pointe i statsministerens udsagn. F.eks. har Helle Thorning-Schmidt gjort Socialdemokratiet følgende kæmpestore tjeneste: Hun har i afgørende grad bidraget til at eliminere den kulturradikale del af partiet. Det er faktisk en stor og vigtig – om end overset – bedrift.

Gennem det sidste årti er der blevet længere og længere mellem de socialdemokrater, som blindt hylder indvandring, negligerer sociale problemer og bjæffer ”racist”, hver gang man ønsker at sætte et integrationsproblem på dagsordenen. Der er blevet længere mellem de socialdemokrater, som betragter partiet som en velgørenhedsorganisation, på linje med Røde Kors og Unicef. Der er blevet længere mellem de socialdemokrater, som uden forbehold anerkender alle globaliseringens lyksaligheder, og eksempelvis ikke levner social dumping nogen nævneværdig opmærksomhed.

Til gengæld har flere og flere fået øjnene op for, at en eller anden form for kulturel homogenitet er forudsætningen for skabelsen af den solidaritet mellem mennesker, som hele den socialdemokratiske velfærdsmodel hviler på

Der er blevet længere mellem de socialdemokrater, som aktivt deltager i gymnasie- og universitetsverdenens navlebeskuethed og derfor i stilhed har accepteret den groteske udsultning af vores erhvervsuddannelser. Der er blevet længere mellem de socialdemokrater, som har en nærmest religiøs tilgang til visse politiske emner og ikke forstår, at klare fravalg er en af de bærende forudsætninger for det socialdemokratiske projekt.

Til gengæld har flere og flere fået øjnene op for, at en eller anden form for kulturel homogenitet er forudsætningen for skabelsen af den solidaritet mellem mennesker, som hele den socialdemokratiske velfærdsmodel hviler på – og at man godt kan have det synspunkt uden at dele Dansk Folkepartis platte og absurde danskhedsfilosofi.

Flere er også blevet markant skarpere i deres politiske prioriteringer og er nu af den klare opfattelse, at Socialdemokratiets rolle først og fremmest er at forbedre tilværelsen for lønmodtagerne. Noget, der lyder logisk, men som der – efter min opfattelse – faktisk ikke har været enighed om førhen. Efterhånden har mange også vendt ryggen til det bedrevidende smagsdommeri over for befolkningen, som altid har kendetegnet et parti som Det Radikale Venstre, men som faktisk også har haft indflydelse i dele af Socialdemokratiet.

Kort sagt er der blevet færre kulturradikale socialdemokrater. Det er utrolig positivt, og det er et nødvendigt skridt på vejen, hvis partiet igen skal opnå fordums styrke. Der er ingen tvivl om, at de stadig findes rundt omkring, men der bliver færre og færre af dem, og det er kun glædeligt. I min optik kan store dele af kulturradikalismens politiske idealer nemlig ikke kombineres med de socialdemokratiske. Ofte står de i direkte opposition til hinanden.

På det område har Socialdemokratiet gennemgået en god og fornuftigt udvikling. Og selvom jeg på andre stræk har været uenig, så må jeg dog anerkende, at Helle Thorning-Schmidt har haft en stor aktie i den udvikling.

Frederik Vad Nielsen (f. 1994) studerer arbejdslivsstudier og journalistik på RUC, er redaktør på magasinet DSU’eren og medlem af DSU’s forretningsudvalg.

Frederik Vad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidl. forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Flere artikler om emnet

Annonce