Når reformerne møder virkeligheden

Socialdemokrater bør arbejde for, at også unge med handicap får en reel mulighed for at gennemføre en kompetencegivende uddannelse.
Vi socialdemokrater har i de sidste fire år været med i en regering, som har gennemført et meget stort antal reformer af det danske samfund.

Det har nu engang altid været sådan, at når en borgerlig regering har siddet en et par valgperioder, så har deres liberalistiske tankegang altid betydet, at hvis vores samfund skal fungere godt, så skal der gennemføres reformer, ændringer, i retning mod det bedre. Fordi en ændring mod det bedre for menneskene i vores samfund kommer ikke af sig selv, og slet ikke ved markedskræfternes frie spil.

Vi har brug for at forstå vores samfund og hvordan det fungerer sammen med de mennesker, der er en del af samfundet. Som lever i det hver dag – på meget forskelige præmisser, formet blandt andet af deres sociale baggrund, deres opvækst og de muligheder og begrænsninger deres liv har budt dem på.

Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov
Der er nogle grupper i vores samfund, som er i en særlig udsat position. Jeg har besluttet, at mine indlæg i Pios klummer skal have en særlig fokus på de grupper, fordi det nu engang er en del af at være en engageret socialdemokrat, at have fokus på de svage i vores samfund. Desuden vil jeg heller ikke skjule, at netop en erkendelse af, hvor vigtigt det er, at man arbejder politisk med sit sociale engagement, var en af mine hovedbegrundelser for at gå ind i politisk arbejde.

Hvis unge med handicap ikke imødekommes med en reel kompetencegivende uddannelse, så er der en uhyggelig risiko for udstødelse og fattigdom for denne gruppe af sårbare mennesker.

I dag vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi når det gælder handicappede unge har et behov for at se på, hvordan nogle af de reformer, vi har gennemført virker – og kan komme til at virker bedre – når de møder en samfundsmæssig virkelighed.

Uden at skulle gå i detaljer, så er der jo i vores regeringstid gennemført flere vigtige og nødvendige reformer inklusive en kontanthjælpsreform og en pensionsreform. For unge handicappede betyder det mange ting. Men en af de væsentlige effekter er, at unge handicappede bliver sidestillet med unge uden handicap. Det er principielt godt; men der er en for stor gruppe unge handicappede, som i dag ikke har adgang til en egentligt kompetencegivende uddannelse.

Der er jo ganske vist blevet gennemført en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU) som henvender sig til en række grupper af unge, som for eksempel: Unge med svære bevægelseshandicap, autisme, ADHD, og unge med erhvervet hjerneskade etc. Formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov får personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt. Samt meget gerne til videre uddannelse og beskæftigelse. Ansvaret for ungdomsuddannelsen er placeret i kommunerne.

Så langt så godt. Men når man ser, hvad der konkret sker, så må man sige, at der er for store variationer i det, der konkret tilbydes i de forskellige kommuner i Danmark. Desuden er det mit indtryk, at måske især den gruppe unge med handicap, der før vores reformer fik bevilget en førtidspension, dels ikke får et STU-tilbud, der indeholder tilstrækkelige egentlige elementer af kompetencegivende uddannelse, og dels at det efterfølgende forløb drukner i jobcentrenes arbejde med at håndtere store udfordringer med den gruppe af unge og ældre handicappede, som i forvejen skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er ikke nogen nem situation at skaffe job og beskæftigelse i en situation, hvor der mangler jobs i det danske samfund, og hvor der er i tryk nedefra med personer fra andre dele af EU, som oplever at selv underbetaling i Danmark er bedre end at have ikke noget arbejde i deres eget land.

Risiko for udstødelse og fattigdom
Det er klart, at hvis unge med handicap ikke imødekommes med en reel kompetencegivende uddannelse, der kan give dem adgang til arbejdsmarkedet, i det mindste i for eksempel socialøkonomiske virksomheder, så er der en uhyggelig risiko for udstødelse og fattigdom for denne gruppe af sårbare mennesker i vores samfund.

Det er måske ikke en ny reform, der er brug for. Det kan være, at noget solidt politisk arbejde fra os socialdemokrater er nok. Vi må derfor til at se på løsninger, som for eksempel at indarbejde dokumenterbare kompetencer i STU-forløbene. Vi bør arbejde for, at man i kommunerne arbejder målrettet sammen med virksomheder, der opretter arbejdsfunktioner målrettet mennesker med handicap, og  især at arbejde sammen med de socialøkonomiske virksomheder, som gør et stort arbejde for at finde nye veje frem.

Så må vi også i kommunerne være med til at sikre nogle bedre STU-tilbud. Vi kommer heller ikke uden om at styrke jobcentrenes adgang til viden om handicap og jobpotentiale.

Hvis man mangler argumenter for at sikre et flertal ude i kommunerne med de borgerlige, så kan man jo lade dem se lidt på, hvor vanvittigt dyrt det bliver ikke at gøre noget. For det er jo ikke altid sikkert, at et argument om, hvor meget det betyder for den enkelte menneskes livskvalitet at være en aktiv del af samfundet, og ikke blive parkeret på passiv minimumsforsørgelse.

Når reformerne møder virkeligheden, må vi være parat til at arbejde med reformerne i virkeligheden. Det er ikke altid at vi behøver at lave nye reformer. Der er brug for solidt politisk arbejde – for sammen må vi videre.

 

Henrik Appel Esbensen er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne og landsleder for rådgivningsorganisationen TUBA.

Dagens Pio-klumme er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook